I øjeblikket tager knap 24 procent af en ungdomsårgang en akademisk uddannelse. Dermed er danske unge tæt på regeringens målsætning om, at 25 procent af en ungdomsårgang får en længere videregående uddannelse.
Men på samme tid er antallet af overuddannede steget dramatisk, lyder konklusionen fra en ny analyse af tænketanken Kraka, der baserer sine resultater på tal fra Danmarks Statistik.
I 1993 var 10 procent af akademikerne overuddannet, men tallet er nu oppe på 20 procent. Det betyder, at op imod hver femte akademiker sidder i en stilling, som de er overkvalificeret til. Det er for eksempel cand.mag.en, der arbejder som skolelærer, eller juristen som ejendomsmægler.
Og det vækker bekymring:
»I princippet er det meget fint, hvis akademikere finder et job på et lavere niveau, så de er på arbejdsmarkedet. Men det er ikke godt, at der er en stadig voksende andel af overkvalificerede«, siger analysechef fra Kraka Esben Anton Schultz.
Han mener blandt andet, at overuddannede akademikere, der søger job under deres uddannelsesniveau, må finde sig i en lavere livsindkomst, og så er de med til at presse lavtuddannede ud af arbejdsmarkedet.































