Giv os brysterne tilbage

Bryster sælger, kendte bryster sælger mere, royale bryster sælger mest.

Det synes at være rationalet bag Se & Hørs beslutning om at bringe et særtillæg med fotografier af Hertuginden af Cambridge, der solbader topløs.

Eller rettere: den officielle version er, at danskerne skal have lov til at se, hvad alt postyret handler om. Men hvilken interesse har danskerne i det? Og hvorfor har billederne overhovedet skabt så stort postyr?

Sagen er, at Kates bryster ikke bare er bryster; som sådanne ville de sandsynligvis være relativt uinteressante for den almene offentlighed. Det er i kraft af, at de ikke stilles frivilligt til skue, i kraft af deres afsløring, at de bliver genstand for beskuerens (potentielle og ikke nødvendigvis seksuelle) begær og omdrejningspunkt for en skandale af globale dimensioner.

Det private bryst

Offentliggørelsen af de omdiskuterede billeder faldt sammen med, at Kate Middleton var med sin mand, prins William, på officiel rundrejse i Asien.

Fra denne rejse, som fra alle andre officielle royale begivenheder, tilflød der offentligheden en rig mængde af billedmateriale, der var blåstemplet af det britiske kongehus.

For eksempel blev der ironisk nok offentliggjort billeder af en ærbart tildækket og tørklædebærende Kate fra et moskébesøg i Malaysia, og – ironiernes ironi – fra Salomonøerne kom billeder af en leende og klappende Kate omgivet af topløse, lokale danserinder.

I lyset af at kongehuset faktisk ikke ville kunne udøve sin funktion som officiel repræsentant og nationalt samlingspunkt for Storbritannien uden mediernes bevågenhed, handler et hovedspor i den aktuelle debat om, hvorvidt offentligheden skal lade sig nøje med de officielle billeder, eller om pressen har en juridisk og/eller moralsk ret til også at bringe billeder, som kongehuset ikke har godkendt og måske ikke ønsker, at offentligheden skal se.

Lad os her gå bag om denne debat for i stedet at se på, hvordan det overhovedet bliver muligt at diskutere, om Kates bryster har offentlighedens interesse eller ej.

Hvad er det for en meningsdannelse om brysterne, der ligger til grund for og skabes i og med debatten?
For at belyse dette spørgsmål, er det relevant at sætte diskussionen om Kates bare bryster i relation til en anden aktuel debat, hvor det ikke er det afslørede, men derimod det tildækkede bryst, der er til diskussion.

Skuespilleren Elizabeth Hurleys kollektion af bikinier til 8-13 årige piger er i disse dage genstand for ophedet debat; det største kritikpunkt er, at pigerne seksualiseres, idet de ikke er topløse.

Sagen er interessant i denne sammenhæng, fordi den sætter fokus på tildækning/afsløring som en central mekanisme for den kulturelle meningsdannelse om brystet.

I og med at brystet tildækkes, tilskrives det betydning som noget, der bør skjules – og dermed bliver det paradoksalt nok synligt som bryst i den kulturelle forstand, hvor det kan være lystfuldt, spændende og sensationelt at afsløre det.

Det er i etableringen af brystet som noget privat, at det bliver af potentiel offentlig interesse.

Det offentlige bryst

At det personlige er politisk, og at det private har sin plads i den offentlige sfære, er et feministisk grundprincip.

Der er altså ikke i sig selv noget forkert ved, at grænsen mellem det private og det offentlige overskrides; tværtimod kan denne overskridelse være frigørende, og brystet er ofte i centrum for aktioner med et sådant sigte.

Det gælder ikke bare 1960’ernes legendariske afbrændinger af bh’er, men også nyere aktioner som fx en gruppe kvinders topløse badning i DGI-byen i 2007, og senest så vi i forbindelse med sommerens EM i fodbold topløse protester mod den sexturisme, som de protesterende kvinder mente, at fodbolden bragte med sig.

Den afgørende forskel på de feministiske aktioner og de aktuelle sager, er de involverede kvinders/pigers intention og accept.

Hvor de aktionerende kvinder udnytter det afslørede brysts politiske potentiale og dermed skaber mulighed for forandring, så har den 8-årige pige, der iklæder sig en bikini, måske nok en intention om at få opmærksomhed, men næppe noget ønske om at blive genstand for offentlig granskning og debat – eller i hvert fald ikke nogen reel forestilling om, endsige kontrol over, de potentielle konsekvenser af sin handling.

På tilsvarende vis har Kate Middleton ikke noget ønske om at få sine bryster udstillet; tværtimod gør hun og det britiske kongehus alt, hvad de kan, for at brysterne skal forblive private, og for at offentliggørelsen af dem fordømmes og straffes.

Kan man ud fra disse betragtninger argumentere for, at medierne via offentliggørelsen af Kates bryster bliver fortalere for kvindefrigørelse og kulturel forandring?

At de ved at overskride grænsen mellem det offentlige og private også rykker ved den? Nej, for mediernes overskridelse er netop afhængig af, at grænsen består; de er ikke ude på at forandre den, men på at udnytte den.

Medierne vil ikke normalisere det nøgne bryst, men derimod kapitalisere på det sensationelle og skandaløse i dets afsløring. Dermed fastholdes betydningsdannelsen om det private, seksualiserede og objektiviserede bryst. Det er ikke Kates (og andre kvinders) ret til at gribe i egen barm, men offentlighedens ret til at beskue hende (og dem), der promoveres.

Bare bryster?

Måske har Freud ret i at en cigar sommetider bare er en cigar, men der har næppe været noget tidspunkt i historien, hvor et bart bryst bare var et bryst.

Tværtimod har fx Marilyn Yalom vist, hvordan brysterne i gennem tiderne blandt andet har fået tilskrevet betydning som hellige, erotiske, politiske, kommercielle og medicinske objekter, og fornylig har Florence Williams føjet nye kapitler til denne brysternes historieskrivning. Det er da heller ikke min pointe, at bryster er entydige, eller at de burde være uinteressante. Tværtimod.

Imidlertid er den aktuelle debat fastlåst i en forsimplet og begrænsende modstilling mellem tilsløring og afdækning, der reducerer brysterne til et objekt for beskuerens begær i bred forstand.

Altså, langt de fleste, der opsøger billederne af Kates bryster, er nok ikke drevet af andet end ønsket om at se dem. Men selve beskuelsen er problematisk af to grunde: for det første fordi Kate ikke har ønsket den, og for det andet fordi den ikke er kreativ. Beskuelsen giver ikke mulighed for anderledes eller mere nuanceret meningsdannelse om eller brug af brystet.

Så derfor, lad os give Kate (og alle andre kvinder) brysterne tilbage, så hun (og vi) selv kan bestemme, hvordan de skal fremstilles og med hvilket formål.

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.