Tre nye 'gelefisk' opdaget på ekstrem dybde: »Smelter hurtigt, hvis de bliver taget op til overfladen«
11 september 2018

De lever 7.500 meter under overfladen, deres krop holdes sammen af det ekstreme tryk fra havet, og de ville smelte, hvis de nåede overfladen.

Det er tre vilde facts om tre nye fiskearter, som et internationalt forskerhold har fundet på en ekstrem dybde i Stillehavet, skriver Newcastle University i en pressemeddelelse.

Der er tale om tre nye sneglefisk - henholdsvis den blå, den pink og den lilla Atacama-sneglefisk, som fiskene indtil videre er døbt.

De er opkaldt efter den såkaldte Atacamagrav i Stillehavet, hvor de blev opdaget. Atacamagraven er 2.000 kilometer lang, op til 8.056 meter dyb og løber langs Chiles kyst.

Sneglefiskene tilhører ringbugfamilien. De er små, halvgennemsigtige og uden skæl, hvilket adskiller dem fra de typisk drabelige dybhavsfisk med store tænder, som mange sikkert kender.

På trods af 'gelefiskenes' blide ydre er de dog kendt som et »farligt rovdyr«, fortæller en af forskerne bag studiet Thomas Linley, der er postdoc ved Newcastle University, i pressemeddelelsen.

Han forklarer også, hvordan fiskene kan leve under det ekstreme tryk, der findes på 7.500 meters dybde.

»Deres geleagtige struktur betyder, at de er perfekt tilpasset til at leve under voldsomt pres, og faktisk er det hårdeste i deres krop knoglerne i deres indre øre, der giver dem balance, og deres tænder,« fortæller han og tilføjer:

»Uden det ekstreme tryk og kulden til at understøtte deres krop er de ekstremt skrøbelige og smelter hurtigt, hvis de bliver taget med op til overfladen.«

Opdagelsen af de nye fisk blev præsenteret under en konference på Newcastle University.

Du kan se fiskene i videoen herunder, hvor forskerne også giver et indblik i arbejdet bag opdagelsen.

40 forskere fra 17 forskellige lande stod bag opdagelsen af de nye fisk, der blev gjort ved et af de dybeste steder på Jorden. (Video: Newcastle University)

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.