Arkæologer undersøger hærværk på Holmegaard Glasværk
»Vores samfund er ikke længere rigt på steder, hvor man kan være oplevelsesrejsende. Det kan man her.«
Holmegaard Glasværk samtidsarkæologi

Et sammensurium af nyt og gammelt, hærværk og kunst, er rykket ind på det nedlagte Holmegaard Glasværk. (Foto: Anna S. Beck)

’Lukket. Closed. Geslossen. Fermés.’ står der på døren til Holmegaard Glasværk, lidt uden for Næstved. Den officielle historie om fordums kassesucces er slut, brandet er solgt til Rosendahl, og som en tidslomme står den forladte fabrik tilbage som et kæmpestort blåt mærke og minder lokalbefolkningen om, at finanskrisen kostede mere end bare penge.

Engang var glasværket byens hjerteblod. I dag er det – i nogles øjne – en ruin.

Vinduer og glaskunst er smadret, kælderen fyldt med skimmelsvamp og ukendte gevækster, og de tonsvis af værdiløse genstande, som ligger fuldstændig hulter til bulter, rodet sammen og smadret, giver et klart indtryk af, at kun en bulldozer vil være i stand til at rydde op her.

Men hvad der for nogen er de sørgelige rester af en stormagtstid, er for andre en guldmine. Siden glasværket blev nedlagt i 2012 er en anden historie, primært båret af Sydsjællands ungdom, begyndt at udfolde sig på de 15.000 øde kvadratmeter.

En historie, som en gruppe arkæologer har sat sig for at undersøge nærmere.

Tim Flohr Sørensen fortæller om tankerne bag projektet på Holmegaard Glasværk. (Video: Charlotte Price Persson / Camilla Søgaard Kristensen)

Hvorfor drages folk af Holmegaard?

Det kræver ikke mere end få øjeblikke, før en gruppe på ni mennesker er spredt for alle vinde, da dørene ind til det gamle glasværk åbnes for os. Her er så mange kringelkroge at gå på opdagelse i, og så mange underlige sammenhænge som man helt intuitivt får lyst til at undersøge nærmere.

Nogle af genstandene er rester fra det oprindelige glasværk, andet er efterladenskaber fra et eventcenter og dernæst et outlet, som bygningerne en kort overgang dannede ramme om. Og noget forekommer bare uforklarligt.

En massagebænk eksempelvis. En gummistøvle til højre fod, men ikke den venstre. En stor kravlenisse. Hver gang, man drejer om et hjørne eller vender blikket i en ny retning, åbner et nyt lille mysterium sig.

»Vores samfund er ikke længere rigt på steder, hvor man kan være oplevelsesrejsende. Det kan man her. Det er ikke en lineær fortælling, der udfolder sig, som når man for eksempel går på Nationalmuseet, det er et sammensurium af nyt og gammelt, der pirrer nysgerrigheden. Måske er det derfor, folk bliver dragede af stedet,« siger Tim Flohr Sørensen, lektor i samtidsarkæologi ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet.

Holmegaard Glasværk samtidsarkæologi

Hærværk - eller en vigtig del af historien, vi ikke må glemme? (Foto: Charlotte Price Persson)

Holmegaard er et arkæologisk laboratorium

Sammen med arkæolog Anna S. Beck fra Museum Sydøstdanmark og en gruppe studerende er han gået i gang med at undersøge, hvad det er for nogle processer, som går i gang, efter den officielle historie på et sted som Holmegaard Glasværk slutter.

Et sted, som langsomt ændrer karakter, i takt med at indtrængende én for én sætter deres præg på stedet. Hemmelige fester. Sex. Rollespil. Graffiti. Hærværk. Kunst.

Forskningsprojektet handler ikke om, hvad Holmegaard oprindeligt var for et sted – det ved forskerne allerede. Det handler snarere om, hvad det er for en uafsluttet historie, som genstandene repræsenterer, forklarer Anna S. Beck.

»Tilstedeværelsen af de mange genstande, der ligger og afventer det næste skridt i historien, vækker en masse følelser, refleksioner og nogle gange fysiske reaktioner i de fleste, der ser dem. De processer kan menneskers interaktion med genstandene og stedet fortælle os mere om,« forklarer Anna S. Beck.

Holmegaard Glasværk samtidsarkæologi

Nogle hjørner af de nedlagte lagerbygninger byder næsten på kunstinstallationer. (Foto: Charlotte Price Persson)

Der findes ikke mange historiske kilder på, hvordan moderne mennesker forholder sig til forladte ting som dem på Holmegaard Glasværk - men de materielle spor efter det er ganske rige, tilføjer hun.

»Og da det arkæologiske i mine øjne handler om de materielle kilders udsagn uanset alder, fremstår Holmegaard som én stor samlet og meget dynamisk arkæologisk kontekst - nærmest som en slags arkæologisk laboratorium, hvor vi kan observere mange af de samme processer, som også foregår i et 1.000 år gammel udgravningsfelt, bare mere tydeligt og synligt,« siger Anna S. Beck.

Vil udfordre tanken om arkæologer

Hvis du stadig har svært ved at begribe, hvad det egentlig er, de to arkæologer forsøger at fortælle os, skal du ikke fortvivle: Du er langt fra den eneste.

Tim Flohr Sørensen fortæller, at visse kollegaer har givet udtryk for, at de ikke betragter ham som en ’rigtig’ arkæolog.

Måske fordi arkæologien altid har haft en meget fast definition og nogle helt skarpskårne, stadfæstede måder at arbejde på, spekulerer han. Arbejdet på Holmegaard Glasværk passer ikke særligt godt med den gængse forestilling om arkæologi.

»Hvis du uddanner dig inden for Film- og Medievidenskab, er det ikke nødvendigvis givet, hvad du kommer til at arbejde med, hvorimod hvis du uddanner dig som arkæolog, er der ingen tvivl om, hvad du skal lave. Jeg vil gerne udfordre tanken om, at arkæologer er sådan nogle, der altid sidder med en graveske og graver en historie frem eller har til formål at afdække fortiden. Jeg vil gerne afsøge grænserne for, hvad arkæologi er og kan være,« siger han.

Du kan læse en kommentar på Holmegaard-projektet fra en arkæolog, som arbejder mere traditionelt, i boksen under artiklen.

'DØ PIK - waka waka aeh aeh'

Projektet på Holmegaard startede i 2016, og i den periode har forskerne set tegn på, at det særligt er unge mennesker, der fascineres af stedet. Det er blandt andet graffiti med tekst som ’Fuck kummunen’ og ’Dø PIK’ – side om side med ordene ’waka waka aeh aeh’ fra Shakiras VM-hit – der leder tankerne i den retning.

Holmegaard Glasværk samtidsarkæologi

Arkæologerne har indtryk af, at det særligt er unge, der bliver tiltrukket af det øde glasværk. (Foto: Charlotte Price Persson)

»Vi plejer tydeligt at kunne se, når der har været skoleferie. Så er der altid noget nyt, der er smadret eller rykket rundt på siden sidst,« lyder det fra Frida Amalie Bruno Weitling, som er specialestuderende ved Saxo-Instituttet, og som arbejder med at finde måder at arbejde arkæologisk med Holmegaards genstande.

En temmelig uoverskuelig opgave, tænker man umiddelbart, som man bevæger sig rundt i de forladte gange, der indholdsmæssigt stritter i alle tænkelige retninger. I ét kælderrum faldt hun eksempelvis over stor bunke ’ting’, som hun forsøgte at skille ad og sortere i mindre bunker med fællesnævnere – lidt som i en traditionel arkæologisk udgravning.

Holmegaard Glasværk samtidsarkæologi

I et kælderrum lå en stor bunke 'ting'. Bukser, skjorter, sko, piller, kamme, en neglesaks, håndklæder, kuglepenne ... Her ses et forsøg på at sortere indholdet. (Foto: Frida Amalie Bruno Weitling)

»Jeg nåede frem til, at det ikke giver mening at angribe stedet på den måde. Det er lige meget, om der ligger syv par sko, tre kamme og en neglesaks. Det, der er interessant, er, hvem der har lagt det sådan og hvorfor. Måske er det en, der har forsøgt at finde ting af værdi? Måske er det en, der har sovet i det? Derfor skal der også findes nye arkæologiske metoder til at gå til materialet og stedet på.«

Respekt om genstande med ejermænd

Frida Amalie Bruno Weitling fortæller, at hun selv er særligt fascineret af de objekter, som af en eller anden årsag får lov til at forblive hele eller uberørte, mens alt omkring dem splintres til uigenkendelighed. Der lader til at være en særlig respekt omkring de genstande og objekter, hvor man tydeligt kan mærke de mennesker, der var her engang, fortæller hun.

Holmegaard Glasværk samtidsarkæologi

Nogen har lagt sine læsebriller fra sig - og formentlig regnet med at skulle bruge dem igen dagen efter. (Foto: Frida Amalie Bruno Weitling)

»Stedet blev lukket ned meget pludseligt, og det kan man godt fornemme. På en væg hænger et høreværn, der venter på, at nogen skal komme og tage dem på igen, som han plejede, og så er der en, der ’lige’ har lagt sine læsebriller og tydeligvis regnet med at skulle bruge dem igen dagen efter,« siger hun.

Og så er der ’Kajs hus’. Det kalder arkæologerne det, fordi de en dag fandt en oversigtstegning, hvor et lille skur var markeret med denne titel. Møblerne i det, der formentlig har udgjort værkførerens kontor, var væk – måske fordi de udgjorde en værdi – men omridset efter dem var stadig tydelige på linoleumsgulvet.

I en reol stod tallerkener og krus pænt stablet, og på gulvet, ved siden af en opslagstavle, lå et billede med en kvinde og et barn.

»Kajs hus fik lov at stå uberørt i virkelig lang tid, mens alt omkring det fik en ordentlig tur, og jeg tror, det er, fordi man tydeligt kan mærke, at det her hus har været nogens,« siger Frida Amalie Bruno Weitling.

Holmegaard Glasværk samtidsarkæologi

'Kajs hus' før (tv.) og efter ødelæggelse. Huset fik lov at stå uberørt i meget lang tid sammenlignet med genstandene omkring det. (Foto: Frida Amalie Bruno Weitling)

Det ny Holmegaard flytter ind i 2018

Holmegaard Glasværk var engang et flagskib for dansk design og den industrielle æra i Danmark; et symbol på, hvad Danmark kunne, når Danmark var bedst. Det er især denne historie, der skal favnes, når Museum Sydøstdanmark i samarbejde med Næstved Kommune efter planen indtager lokalerne i 2018 og laver de i alt 15.000 kvadratmeter om til udstilling, experimentarium og levende værksteder.

’Det ny Holmegaard’ er projektet blevet døbt, og indtil videre har flere fonde givet tilsagn om støtte - heriblandt Realdania med godt 35 millioner kroner.

»Det ny Holmegaard vil anvende Danmarks eneste bevarede glasværk og Nordens største glassamling til at fortælle industriens eventyr og til at genindføre kunsthåndværkets viden, æstetik og kvalitet i den danske kultur,« skriver Museum Sydøstdanmark på sin hjemmeside.

Tim Flohr Sørensen og co. har med andre ord travlt, hvis de skal nå at færdiggøre deres arbejde inden da. I første omgang med at få skrabet forskningsmidler ind.

Holmegaard Glasværk samtidsarkæologi

Det oprindelige Holmegaard Glasværk åbnede i 1825. I 2018 lukker Museum Sydøstdanmark dørene op for 'Det Ny Holmegaard'. (Foto: Ukendt)

Ødelæggelsen er finanskrisens arkæologi

Det er nemlig ikke kun konservative arkæologkollegaer, der kan have svært ved at se meningen med galskaben. Den første fondsansøgning faldt til jorden, og en bekymring er også, at mange af de lokale vil føle sig stødte over, at der bliver brugt tid og ressourcer på en periode, der af mange forbindes med vandalisme og hærværk.

De seneste års forfald indgår da heller ikke i planerne for Det Ny Holmegaard – men det burde de, mener Tim Flohr Sørensen.

»Det, der udfolder sig lige nu, er en del af historien, som mange helst vil glemme. Mange opfatter det som en tragedie og kan slet ikke forstå, at nogen kan finde på at smadre det her fine, gamle sted,« siger han og fortsætter:

»Vi har dyb respekt for de mennesker, der har arbejdet her, men vi mener samtidig, at årene efter konkursen i 2012 er en del af historien, der ikke kan ignoreres – det er på mange måder finanskrisens arkæologi, vi ser i glasværket. Og samtidig er det et eksempel på, hvad de overladte ting fra historien også kan gøre ved os som mennesker i dag. Det er ikke bare akkumulation af historie, det er ødelæggelse og forskellige former for kaos, som også udgør en central del af tingenes liv. Det er provokerende – og det må museer efter min mening gerne være.«

Holmegaard-projektet: Mere kunst end videnskab?
Holmegaard Glasværk samtidsarkæologi

Objekterne skal have lov at træde frem i deres egen ret, mener Tim Flohr Sørensen og Anna S. Beck, som har taget billederne herover.

Holmegaard-projektet dækker over flere forskellige underprojekter. Et af dem tager udgangspunkt i, hvad Tim Flohr Sørensen og Anna S. Beck kalder ’fotografiske narrativer’.

De er pt. ved at få udgivet en videnskabelig artikel i tidsskriftet Journal of Contemporary Archaeology, hvor de præsenterer 14 billeder fra Holmegaard Glasværk, heriblandt de 4 herover.

Tim Flohr Sørensen forklarer, at han og Anna S. Beck gennem kunsten forsøger at nærme sig objekterne i deres egen ret, og ikke igennem den effekt de har på mennesker – hvilket typisk er humanioras metode. Eller ved at bryde genstandene ned i mindre og mindre bestanddele, som er en yndet metode inden for naturvidenskaben.

»Og det er sådan set denne ’vej til objekter’, jeg forsøger at tilnærme mig praktisk og materielt i Holmegaard ved hjælp af fotografi. Meningen er ikke at skabe smukke fotografier, men at bruge en kunstnerisk tilgang som arkæologisk metode,« forklarer Tim Flohr Sørensen.

Kollega: Et moderne romantisk kunstprojekt

En anden arkæolog, Bjarne Grønnow fra Nationalmuseet, er dog ikke helt enig i, at studierne af de forfaldne lokaler på Holmegaards Glasværk er en øvelse i arkæologisk metode. Bjarne Grønnow har ikke set den videnskabelige artikel, men har hørt Tim Flohr Sørensen holde oplæg om ideerne i den på Københavns Universitet.

Der er heller ikke meget nyt om samspillet mellem mennesker og materiel kultur, skriver han i en mail til Videnskab.dk, hvor han dog også understreger, at han værdsætter og er meget inspireret af den utraditionelle tilgang til arkæologien.

»Projektet er måske snarere båret af en egen fascination af den eventyrlige rejse ind i ’det forfaldne’ og ikke mindst æstetikken heri. Dette overskygger i hvert fald systematiske studier af processerne bag forfaldet.«

»Holmegaard-studierne fremstår altså mere som en opdagelsesrejse ind i et mystisk landskab, drevet af mangfoldige, forestillede historier om tingenes forfald. Tim har taget fotos af kunstnerisk kvalitet med gennemtænkt lyslægning af genstande og lokaler i opløsning.«

»Og her er det, at projektet efter min opfattelse indskriver sig i en kunstnerisk tradition, der er dybt fascineret af forfald, ruiner og destruktion, og som ligger i direkte forlængelse af (sen-)romantikken – altså et moderne, romantisk kunstprojekt snarere end et videnskabeligt projekt. Det gør ikke Tim’s samtidsarkæologiske projekt ringere, men måske er det mere æstetik frem for videnskab,« skriver Bjarne Grønnow.

Viden behøver ikke være oplysning

Tim Flohr Sørensen er – ikke overraskende – uenig. Han mener tværtimod, at kunsten bliver en metode til at opnå erkendelse og en vidensform i sig selv og dermed en del af videnskaben, skriver han som svar på Bjarne Grønnows kommentar til projektet.

»Jeg foretrækker at beskrive arkæologi i denne rolle som en ’materiel filosofi’ – med henvisning til den amerikanske filosof Graham Harman, som påpeger, at ordet filosofi ikke betyder ’viden’, men ’kærlighed til viden’, og det er præcis i denne tjeneste mit samtidsarkæologiske projekt kan anskues: At de billeder, jeg producerer, ikke bliver til viden i forstanden oplysning. I stedet er de en måde at nærme sig objekterne i Holmegaard i al deres mystik og fremmedhed, hvor jeg ikke frarøver dem deres gådefuldhed ved at forklare dem, men forsøger at bevare deres evne til at skabe undren og refleksion.«

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud