På Hawaii er en gigantisk vulkan bogstaveligt talt brudt ud i et smil.
Kilauea på Hawaiis største ø har været i nærmest konstant udbrud siden 1983, og den er dermed en af de mest aktive vulkaner i verden. Den har netop fået opmærksomhed verden over, efter den formede det, der set oppefra lignede en gigantisk rødglødende smiley.
Ifølge professor Christian Tegner fra Institut for Geoscience på Aarhus Universitet, der blandt andet forsker i vulkaner, danner Kilauea lige nu et exceptionelt flot billede.
»Det er et specielt fænomen i vulkansystemer. Det, der sker, er, at der dannes en skorpe på en sø af lava, som så sprækker. De rødglødende farver, der danner det smilende ansigt, er sprækkerne i skorpen,« siger han.
LÆS OGSÅ: Derfor kommer vulkaner i udbrud
Kan sammenlignes med sprækker af is på havet
Den grundige forklaring bag det mærkværdige fænomen lyder således:
- Når vulkanen går i udbrud, dannes en sø af smeltet bjergartsmasse – det, der kaldes magma.
- Når magmaen køles ned, størkner overfladen på søen og danner en skorpe af den vulkanske bjergart basalt.
- Der opstår sprækker i skorpen, og de danner i dette tilfælde to pletter og en buet linje. Gennem disse sprækker kommer det rødglødende lava til syne, og ovenfra ligner det en lysende smiley.
»Det kan sammenlignes med is på havoverfladen. Hvis du flyver hen over isen på Antarktis, vil du nogle steder kunne se sprækker i isen, hvor vandet kommer til syne nedenunder. De sprækker i isen kan sådan set også danne en smiley, ligesom den størknede magmaskorpe,« forklarer Christian Tegner, der selv besøgte Kilauea tilbage i 1996.
LÆS OGSÅ: Vulkaner på Hawaii er formet som pandekager
Ifølge Christian Tegner har man set de såkaldte ’aktive kratersøer’ andre steder før, men ikke nogle, der har lignet en smiley. Den eneste anden nuværende aktive kratersø med glødende sprækker, han kan komme i tanker om, er vulkanen Erta Ale i Etiopien.
20 meter bred strøm af lava ramte Stillehavet

Kilauea på Hawaii var ikke blot bemærkelsesværdig på grund af sit smilende udbrud.
En 10,5 kilometer lang og 20 meter bred strøm af lava flød nemlig også ud fra vulkanen og ramte Stillehavet i en stor sky af damp. Det er første gang i 3 år, at lava fra den stort set uafbrudt aktive vulkan rammer havet.
Christian Tegner mener dog ikke, at lavastrømmen mod havet er hverken usædvanlig eller farlig.
»Hele Hawaiis største ø er jo en vulkan, der er bygget op over havniveau, så det er helt naturligt, at lavaen flyder nedad og af og til rammer havet. Når magmaen rammer vandet, dannes dampskyer,« siger han og fortsætter:
»I dette tilfælde er det fredeligt – men der kan komme eksplosioner af damp, som folk potentielt kan blive brændt af. Da jeg var der i 1996, var et område afspærret, så man ikke måtte gå hen i nærheden af det.«
LÆS OGSÅ: Vi skal have bedre styr på vulkanerne
Dødsens farligt at nærme sig smileyen
Men generelt er Kilauea ikke decideret farlig. Denne form for basaltisk vulkanisme, hvor såkaldte 'hot spots' i kappens bjergarter smelter og bliver til magma, er forholdsvis fredelig.
»Det er klart, at hvis man begiver sig hen på skorpen for at se nærmere på det smilende ansigt, kan det være dødsensfarligt,« slutter Christian Tegner.
LÆS OGSÅ: Sjældent fænomen afslører: Sådan kollapser vulkaner
I videoen herunder ses først en helikopters billeder af den ildglødende smiley og dernæst billeder af lavastrømmen, der rammer Stillehavet.
































