Sommersæsonen er skudt i gang, og det betyder også, at insekterne er kommet tilbage. De fleste synes nok, at det er til mere irritation end gavn, når man får et myggestik, eller en bille har spist sig vej gennem blomsterbedet.
Men nu har du mulighed for at se insekterne på en helt anden måde. Den engelske fotograf Levon Biss har sammen med Oxford University Museum of Natural History brugt et mikroskop til at tage yderst detaljerede billeder af kryb og kravl.
Fotografen måtte tage omkring 8.000 billeder af hvert insekt, fordi mikroskoper kun kan fokusere på en lille del af gangen. Det hele blev så samlet til et kæmpe puslespil, som tog tre uger at lave for hvert insekt. Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Det store arbejde har resulteret i, at du nu kan se insekterne helt ned til mindste detalje. Du kan eksempelvis se bittesmå hår, som insekterne bruger til at holde sig fast på glatte overflader eller til at bære små pollen.
Se nogle af billederne øverst i artiklen.
Det største billede er omkring to gange tre meter og viser alle detaljerne på et lille insekt, som du måske ikke engang ville opdage, hvis det sad på dig.
Billederne er blevet til udstillingen Microsculpture, som du kan se på Geologisk Museum i Botanisk Have i København. Du kan læse mere om udstillingen, som foregår fra 18. maj til 19. november 2017, her.
Hvis du ikke har mulighed for at tage til København, kan du se flere af billederne på udstillingens hjemmeside. Oppe i venstre hjørne kan du trykke på 'Explore'. Her kan du zoome helt ind på billederne og se de mindste detaljer knivskarpt.
agr