En video af en mus i gang med at flytte forskellige genstande og placere dem fint i en bakke, er gået viralt.
Det ser nemlig ud til, at musen rydder op for sjov. Det skriver The Guardian.
Ejeren af skuret i Wales, hvor den lille mus har bygget rede, har nat efter nat filmet musen, der ivrigt samler tøjklemmer, propper, nødder og skruer, som den placerer i en bakke.
Den walisiske mus er ikke det eneste dyr, vi kender til, der rydder op. Bier og myrer fjerner døde artsfæller fra deres kuber og tunneler. Garibaldifisk (Hypsypops rubicundus) er også kendt for at holde deres hjem rent. Og sangfugle fjerner deres ungers ekskrementer og madrester fra deres reder - hvilket muligvis er for at blive fri for lugte, der kan lokke fjender til.
The Guardian har talt med to forskere, der er eksperter i museadfærd, om den walisiske mus’ oprydnings trang.
Professor Megan Jackson fra Bristol Universitet har studeret adfærd i laboratoriemus, og hun mener ikke, at musen her rydder op for sjov:
»Jeg tror ikke, at denne mus har kigget på sine omgivelser og tænkt: ‘Her ser beskidt ud, det rydder jeg lige op’,« sagde hun til The Guardian.
Ifølge professor Johnny Kohl fra Francis Crick Institute i London, ekspert i museadfærd, kan det være, at den bygger rede:
»Han og hun mus bygger reder for at have et varmt sted at bo, mens hunnerne også forbereder reden under graviditeten.«
Det er dog stadig en besynderlig adfærd, mener han, fordi de objekter, musen samler i videoen, ikke normalt bruges til at bygge en rede.
Derfor er en alternativ forklaring, at musen gør det af nysgerrighed. Gnavere er kendt for deres lyst til at udforske nye ting og interagere med dem. De kan godt lide at samle på ting, der skinner.
Ligegyldig hvad den walisiske mus' motivation er, lader den til at nyde det, afslutter Jackson ifølge The Guardian.
les

































