Det så slet ikke godt ud for den stakkels dinosaur Psittacosaurus, da det nådesløse grævlingelignende pattedyr Repenomamus robustus krydsede dens vej for omkring 125 millioner år siden.
Fortids-pattedyret gik løs på den større dinosaur med tænder og klør, men ak!
Den nåede aldrig at mæske sig med sit bytte, før et vulkanudbrud dækkede dem med aske og fastfrøs brydekampen for eftertiden.
En lidt træls slutning for de to kamphaner, men et svineheld for dinosaurforskere, lyder det fra en dansk palæontolog.
»Det er sådan et fossil, jeg drømmer om at finde og næsten ikke tror, man kan finde. Forestil dig, hvilket kort øjeblik det drejer sig om. De to dyr har ligget og bidt sig fast i hinanden og er blevet begravet i et tilfældigt vulkanudbrud i nærheden,« siger inspektør på Geomuseum Faxe, Jesper Milàn, der kalder det »et ekstremt velbevaret fund«.
Hvad mere er, så udfordrer fossilet idéen om, at dinosaurer slet ikke var truet af pattedyr i Kridttiden (145,5 - 66 millioner år siden), siger de canadiske og kinesiske forskere bag fundet, der netop er blevet beskrevet i det videnskabelige tidsskrift Scientific Reports.
Fossileret kluddermor nuancerer dinoernes overherredømme
Det sammenviklede fossil af Psittacosaurus og Repenomamus er, så vidt Jesper Milàn ved, det eneste af sin slags, der viser et pattedyr angribe en dinosaur. Han er enig i, at fundet gør op med den sort-hvide opfattelse af magtforholdet mellem pattedyr og øgler.
»Vi kan i hvert fald sige, at det gamle billede af, at pattedyr var fuldstændig undertrykt af dinosaurer, ikke holder længere, for der var jo i hvert fald pattedyr, der kunne svare igen,« siger Jesper Milàn og fortsætter:
»Helt overordnet, så har dinosaurerne domineret Jorden, og langt de fleste pattedyr var ganske små, på størrelse med mus og rotter, og levede i huler i jorden, men enkelte pattedyr var lidt større og kunne være en trussel,« lyder det.
Et af de større pattedyr var netop Repenomamus. Den lignede lidt en forvokset pungrotte eller en grævling, og med sin kampvægt på et til tre kilo - svarende til en lille kat - var den et af Kridttidens største pattedyr.
Modstanderen Psittacosaurus var ifølge Jesper Milàn en lille buttet forløber til store næsehorns-øgler såsom Triceratops. Den havde et bredt trekantet hoved og et kraftigt næb og levede sandsynligvis lidt som en ko: I store flokke, som vandrede fredeligt på sletterne.
Selvom Psittacosaurus var på størrelse med en lille gris og altså større end Repenomamus, har den stadig været inde for byttestørrelse, hvis man sammenligner med størrelsesforholdet mellem moderne rovdyr og de dyr, de nedlægger i dag, fortæller Jesper Milàn.
Fortids-grævling og buttet næsehornsøgle har kompliceret fortid
Noget tyder på, at fortids-grævlingerne og næsehorns-øglerne har haft et lidt belastet forhold. Det er nemlig ikke den eneste gang, en Psittacosaurus har haft et uheldigt møde med en Repenomamus.
Tilbage i 2005 beskrev forskere et Repenomamus-fossil med resterne af en ung Psittacosaurus i maven. Det opsigtsvækkende fund blev gjort i Nordøstkina og var fra den tidlige Kridttid - omtrent samme tid og sted som det nye fossil.
Dengang kunne forskerne ikke udlede, om det mindre pattedyr havde fanget og dræbt dinosauren, eller om det havde fundet ådslet og spist det. Der er blevet fundet adskillige dinosaurus-knogler med bide- og kradsemærker fra små pattedyr, så det er velkendt, at pattedyr havde smag for dinokød - når de altså ikke selv skulle slå dem ihjel.
Når det gælder det nye fossil, er Jesper Milàn ret sikker på, at Psittacosaurus var spillevende, da Repenomamus satte tænderne i den.
»Hvis dinosauren havde været et ådsel, havde der været skrabemærker fra tænder i knoglerne, og der ville mangle flere dele af fossilet. Pattedyret hiver jo lemmerne af og spiser dem, og fossilet viser slet ikke tegn på, at der er blevet spist af dinosauren,« siger han.
Dinosaurerne forbliver et mysterium
Hvordan det præcis er gået til, da Repenomamus gik løs på Psittacosaurus få øjeblikke inden, de begge måtte lade livet, kan forskerne kun gisne om.
Måske har grævlinge-dyret ligget på lur og udset sig den svageste Psittacosaurus i flokken, ligesom man ser det blandt løver, der jager gnuer på Afrikas savanne, vurderer Jesper Milàn.
Men forskerne kan nu engang kun tage fossilerne og den viden, vi har om nutidige dyrs adfærd og tilsætte lidt fantasi, når de skal udlede, hvordan dinosaurerne levede og opførte sig, og så er det selvfølgelig en fordel, når fossilerne er velbevarede.
Måske byder fremtiden på endnu flere Pompeii-lignende dinosaurfund, der graver sandheden frem om Jordens forhistoriske indehavere.
