Australien bugner med giftige slanger, edderkopper og andre farlige dyr, som de fleste mennesker ikke bryder sig om.
Men der er i hvert fald én mindre nu, end der var dengang, mennesket først kom til Australien for 50.000 år siden. Det skriver BBC News.
Dengang var det nemlig den uddøde pungløve, Thylacoleo carnifex, som var kontinentets kødæder nummer et.
Med en vægt over 100 kilo, en stærk kæbe og skarpe tænder og kløer, der kunne skære gennem kød, var den i stand til at nedlægge både kæmpekænguruer, planteædere på størrelse med næsehorn – og mennesker.
Og som om det ikke skulle være nok, så konkluderer forskere nu, at den også kunne klatre i træer og på klipper.
Det fortæller forskere fra Flinders University i et nyt studie, hvor de beskriver tusindvis af kradsemærker lavet af pungløven i en grotte på en lodret klippevæg.
Pungløven var en stor trussel for mennesket
Størstedelen af kradsemærkerne er lavet af unge pungløver, og de fortæller derfor to ting om dyrene. De var dygtige klatrere, og de opfostrede deres unger i grotter.
»Vores fund indikerer, at løverne løb op og ned af de her klippebunker for at komme ud af grotten, og de brugte ikke den lidt længere, men mindre stejle vej,« siger professor Gavin Prideaux, som står bag forskningen, til BBC News og fortsætter:
»Og hvis de kunne klatre rigtig godt i den mørke undergrund, så er der ingen grund til, at de ikke også kunne klatre i træer. De har været en stor trussel for de mennesket, da de ankom til Australien.«
Han fortæller også, at forskerne i lang tid har ledt efter spor fra, hvordan det specielle dyr har levet, og at kradsemærkerne er med til at kaste lys over mysteriet.
Holdets resultater, der styrker nogle af de omstridte idéer om pungløvens adfærd, er netop blevet udgivet i det anerkendte tidsskrift Scientific Reports.
Sådan fandt forskerne ud af, hvor kradsemærkerne kom fra
Kradsemærkerne blev fundet ved indgangen til en grotte nær Margaret River i det sydvestlige Australien.
Mellem 1996 og 2008 besøgte Gavin Prideaux ofte grotten for at hente fossiler, og det var på de ekspeditioner, at han opdagede mærkerne, som var kradset ind i klippevæggen.
»Vi havde på fornemmelsen, at de nok var mærker, som var kradset ind af thylacoleo, men vi var nødt til at teste det,« siger han til BBC.
Derfor lavede forskerne en liste på syv dyr, som kunne have forårsaget mærkerne – heriblandt; Thylacoleo, tasmansk tiger, tasmansk djævel, wallaby, koala, pungabe og vombat.
Herefter lagde de kradsetavler og bark ind til de af dyrene, der ikke er uddøde, i zoologiske haver, hvorefter de sammenlignede kradsemærkerne med dem i grotten.
Kun løver eller djævle havde store nok kløer
Tavlerne fra de zoologiske haver efterlod dem med to muligheder tilbage; pungløven eller den tasmanske djævel. Derfor skulle der endnu et spor til at afgøre, hvilket dyr der havde kradset i klippevæggen.
»Vi gennemgik mere end 10.000 knogler, som vi havde samlet fra grotten, for at lede efter beviser i bidemærker eller gennemtyggede knogler, som er meget typiske varemærker for de tasmanske djævle,« siger Gavin Prideaux.
»Dem fandt vi ingen af.«
Derimod var thylacoleo hovedsageligt en kødæder, og ikke en bengnasker, som den tasmanske djævel, fortæller han til BBC.
Forskerholdet rekonstruerede også en en skelethånd fra thylacoleo, hvorefter de lavede kradsemærker i en model af ler. Her viste mærkerne sig at passe perfekt med dem, de fandt i grotten.
Pungløven, der uddøde for 46.000 år siden levede i hele Australien, og derfor tror Professor Gavin Prideaux og hans forskerhold også, at der gemmer sig mange flere kradsemærker i lignende grotter rundt omkring på kontinentet.
