På små fire minutter løber, hvad der svarer til Danmarks årlige vandforbrug gennem en smal rende vest for Færøerne.
Færø Bank Kanalen er med sine 10 kilometers bredde og små 900 meters dybde nok lille, men dens betydning er stor. Den er én af en lille håndfuld passager gennem den højderyg, der danner en tærskel tværs over Nordatlanten fra Skotland til Grønland (se figuren under artiklen).
En tredjedel af det kolde dybvand fra De Nordiske Have strømmer ud gennem kanalen, så den er med sin beliggenhed et godt sted at observere havstrømme.
Færøske og danske oceanografer har med en kombination af målinger og modeller fået et indblik i Nordatlantens havstrømme. De tegner et mere nuanceret billede af, om varmetransporten med Golfstrømmen er ved at bremse op - en nyhed der for et par år siden gav store overskrifter i aviserne.
Fortidens fejl
Golfstrømmen er den varme, nordgående overfladestrøm, der, når den afkøles i de Nordiske Have mellem Grønland og Norge, bliver tung og synker ned. Her bliver den til en kold, sydgående bundstrøm (se boks).
Bogi Hansen er oceanograf på det færøske havforskningsinstitut og har arbejdet med de atlantiske havstrømme i mere end 30 år. Han kommer med en indrømmelse:
»Jeg havde selv en artikel i et tidsskrift for ti år siden, der antydede, at der var en svækkelse af det kolde, sydgående bundvand. Det var de første målinger, der antydede dette. Men de viste sig at være forkerte. Engelske oceanografer var fremme ved juletid 2005 med en lignende melding. De havde analyseret data fra 1950'erne og var kommet frem til, at der var en kraftig svækkelse af den kolde bundstrøm. Det var en fejl - det er de fleste enige om i dag.«
Men helt afvise, at der er ændringer på vej, vil Bogi Hansen ikke. Han tegner et mere nuanceret billede af det, der for en stor del styrer klimaet i vores del af verden.
På spørgsmålet om man så kan aflyse et af de mere vedholdende argumenter i klimadebatten, nemlig det om at havstrømmene er ved at stoppe, siger Bogi Hansen:
»Nej, det skal man passe på med at sige. For det første er det, vi snakker om, kun tiden frem til i dag. For det andet forudsiger klimamodellerne fra FN's klimapanel en svækkelse på måske en tredjedel af bidraget fra det nordlige Atlanterhav i de kommende år. Men De Nordiske Have bidrager kun med en del af det kolde bundvand. Den resterende mængde kommer fra Labradorhavet. Der er meget, der tyder på, at kilden her er mere følsom, og at dén til gengæld er svækket.«
Et nær perfekt match
En tredjedel af det kolde, nordatlantiske dybvand kommer fra Labradorhavet vest for Grønland. I modsætning til de Nordiske Have øst for Grønland er vandmasserne i dette område langt mere ustabile. Systemet er en dag-til-dag pumpe, som kan variere meget fra det ene år til det næste.
Oceanografen Steffen Malskær Olsen fra Danmarks Meteorologiske Institut siger:
»Det system, som Labradorhavets vandmasser udgør, vil være det første system, der bukker under for den globale opvarmning. Vores forventning er, at det vil holde op med at producere dybvand og dermed ikke længere skabe omrøring i de åbne dele af Labradorhavet.«
I rapporterne fra FN's klimapanel er det netop manglen på dybvandsdannelse, der er en af hovedforklaringerne på reduktionen af havstrømmenes globale transportbånd, som er en mere populær betegnelse for den thermohaline cirkulation. (se boksen nedenfor).
Målinger udført i Færø Bank Kanalen i perioden 1995-2005 viste, at der ikke har været en reduktion i strømningen sydpå af det kolde bundvand. En modelkørsel på DMI for samme periode gav samme resultat. Sammenholdes de to metoder, får man et nær perfekt match, som Steffen Olsen kalder resultatet.
Hvis modellen var troværdig for denne tiårs periode, ville det være nærliggende at tro, at modellen også måtte være troværdig længere tilbage i tiden.
Derfor udvidede videnskabsfolkene perioden til at omfatte årene fra 1955 til 2005. Her fandt de ingen tegn på, at strømningen skulle have været svækket, eller at der skulle have været ændringer i cirkulationen.
Kan DMIs oceanmodeller så sige noget om fremtiden?
Det system, som Labradorhavets vandmasser udgør, vil være det første system, der bukker under for den globale opvarmning. Vores forventning er, at det vil holde op med at producere dybvand og dermed ikke længere skabe omrøring i de åbne dele af Labradorhavet.
SteffenMalskær Olsen
Steffen Olsen afviser:
»Det er ikke helt simpelt at foretage en blød overgang fra fortiden til fremtiden. Fortiden kender vi i god detalje og kan påtvinge data ind i en model, der viser havenes cirkulation. Men man kan ikke bare skrue tiden fremad - det er jo nogle andre scenarier, vi har. I bund og grund er det dog den samme type model. Det er blot ikke det samme eksperiment.«
Havområderne nord for Færøerne fungerer som et gigantisk pumpeværk, der transporterer varmt vand nordpå og koldt vand sydpå.
Især klimaet i det nordvestlige Europa er stærkt påvirket af disse havstrømme, eftersom de transporterer varmt overfladevand tværs over Atlanterhavet og op i Norskehavet og Barentshavet fra sydligere og meget varmere breddegrader. Uden denne opvarmning ville vintrene i det nordvestlige Europa ligne dem, man har i Labrador i Østcanada.
Når overfladevandet bliver afkølet i de arktiske farvande, bliver vandet tungere, synker ned på 3-4 kilometers dybde og strømmer tilbage til havene sydpå som koldt dybhavsvand. Herfra spreder det sig ud over hele Verdenshavet. Denne proces er i virkeligheden motoren bag den globale termohaline cirkulation - også kaldet havenes store transportbånd.
De Nordiske Have vurderes til at bidrage med ca. halvdelen af al vandfornyelse i det dybe verdenshav. Vandet bringer ilt med sig, som det har optaget fra atmosfæren. Ilten er nødvendig, for at fisk og andre dyr kan ånde, men derved fjerner de også ilten fra vandet. Tilførsel af ny ilt er en forudsætning for liv i oceanerne, og derfor er bundstrømmene fra De Nordiske Have så vigtige for dyrelivet i havet. Bundstrømmene er også vigtige for det globale klima.
Mens vandet stadig er nær overfladen i De Nordiske Have, kan det optage CO2 og varme fra atmosfæren, som det siden transporterer ned i de dybe vandmasser. Man har vurderet, at ca. en tredjedel af det menneskeskabte CO2 er endt i havet. Ligeså mere end 80 % af den ekstra varme, som klimagasserne har tilført Jorden. En stor del af dette befinder sig i de øverste vandmasser, men den store lagerkapacitet ligger i dybhavet. På langt sigt er det bundstrømmene fra De Nordiske Have og nogle få andre områder, der afgør, hvor meget CO2 og varme, der bliver transporteret ned i dybhavet. Hernede skader det ikke klimaet så meget.
Lavet i samarbejde med magasinet Polarfronten
