Tigre, løver og leoparder har parret sig på kryds og tværs

Forskere har endelig fået det sidste af de fem store kattedyrs genomer kortlagt – jaguarens.

Det vil sige, at de nu har kortlagt de fulde genomer for løver, tigre, jaguarer, leoparder og sneleoparder.

Genomerne har forskerne brugt til at finde ud af, hvordan de store katte er beslægtet med hinanden, og hvorfor de hver især ser ud, som de gør.

»Vi kan blandt andet se, hvorfor tigre har fået striber, og hvorfor jaguaren har så stort et hoved,« fortæller en af forfatterne bag det nye studie professor William J. Murphy fra Faculty of Genetics ved Texas A&M University.

Det nye studie er for nylig offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Science Advances.

Løser mangeårig gåde

Forskere har i mange år spekuleret over de store kattedyrs slægtskab, og hvor ofte de har fået afkom med hinanden og derved udvekslet gener.

Den diskussion lukker det nye studie, vurderer ph.d. og postdoc på Danmarks Naturhistoriske Museum Shyam Gopalakrishnan.

»En af de cooleste ting ved det nye studie er, at vi nu helt klart kan se, hvordan de store kattedyr er beslægtet, og hvor meget deres genomer er blevet mixet, så de forskellige arter har gener fra hinanden. Det har vi ikke kunnet før,« siger Shyam Gopalakrishnan, der forsker i slægtskabet mellem ulve og hunde, men ikke har noget med det nye studie at gøre.

Nulevende arter er et mix af alle arter

Det nye studie viser, at der er god grund til, at forskere har haft så svært ved at afkode de store kattedyrs slægtskab, selv når de har brugt tidligere tiders genomsekventering, hvor de har kigget på dele af genomet eller DNA fra mitokondrier (cellernes energifabrikker).

Årsagen er, at de store kattedyr selv har haft lidt svært ved at finde ud af, hvad der var en løve, en tiger, en jaguar og så videre, og derfor i tidens løb har de fået unger med hinanden på kryds og tværs.

Derfor er dele af eksempelvis sneleopardens genom tæt på identisk med tigerens genom, mens andre dele af genomet ligner leopard- eller løvegenomet.

Det har forvirret forskerne og fået dem til at drage forkerte konklusioner.

»Først når vi kigger på hele genomet, får vi det fulde overblik og kan hitte rede i slægtskabet,« siger William J. Murphy.

Alle store katte stammer fra Asien

Nu tænker du måske: ‘Hør hov, lever tigre ikke i Asien, løver i Afrika og Jaguarer i Amerika? Hvordan kan de så have fået unger med hinanden?’.

Svaret er ifølge William J. Murphy, at alle de store katte stammer fra Asien, hvor en fælles forfader til dem alle sammen levede for 4,5 millioner år siden.

Herfra blev de forskellige arter dannet, hvorefter de spredte sig ud over næsten hele kloden.

»På forskellige tidspunkter i de mellemliggende år har de haft rig mulighed for at støde på hinanden og få unger sammen,« fortæller William J. Murphy.

Kun fordi blandt andet mennesker har udryddet dem fra forskellige områder, findes der eksempelvis ikke længere løver eller tigre i Europa, og alle arternes udbredelse er voldsomt reduceret.

Jaguaren kan takke løven for sit syn

Resultatet af de mange parringer mellem arterne kan ses i dyrene i dag, viser William J. Murphys studie.

Blandt andet tyder forskningsresultatet på, at jaguaren kan takke løven for sit gode syn. Generne stammer nemlig fra den.

»Det er nok den største overraskelse ved vores studie: At de forskellige arter har blandet sig så meget med hinanden, som de har, og at vi kan se, hvordan de har draget fordel af det hver især,« siger William. J. Murphy.

Identificerer gener for tigerens striber

Forskerne kan også se, hvilke gener der spiller en rolle i store kattes forskellige karakteristika.

Det kan de gøre ved at se på forskelle genomerne imellem.

Blandt andet kan forskerne se, at jaguaren har to helt unikke gener, som har med kraniet at gøre.

Forskerne spekulerer i, at disse gener er med til at give jaguaren sit karakteristiske brede hoved.

I mus er generne nemlig også associeret med et bredt hoved.

Derudover har forskerne også fundet nogle gener, som, de mener, er med til at give tigrene deres striber.

Dyrene kan bevares med forskning

Det nye forskningsresultat kan – foruden at give en større indsigt i de forskellige arter – også være med til at optimere arbejdet med at bevare arterne fremover.

Resultatet viser nemlig, at der er meget lidt genetisk variation i de forskellige arter. Dyrene er med andre ord ret ens.

Det vil sige, at man i bevaringsarbejdet bør sikre sig, at dyr med forskellig genetik får unger sammen, så hele den tilbageværende genetiske variation ikke går tabt.

Ellers vil det være som at lade søskende eller fætre og kusiner få børn sammen, og det vil kun lede til en endnu smallere genetisk forskellighed og ultimativt arternes undergang på grund af indavl.

»Det er vigtigt, at verden forstår, at disse arters genetiske helbred er truet, og det kræver noget af os for at sikre, at de også er her i fremtiden. Vores studie kommer med nogle værktøjer til bedre at forstå og overvåge arterne og deres genetiske helbred. På den måde kan vi se, om de er i risiko for at uddø, og om vi kan gøre noget for at forhindre det,« fortæller William J. Murphy.

Shyam Gopalakrishnan er helt enig.

»Vi er nødt til at være meget forsigtige i forvaltningen af de her arter. Når den genetiske diversitet bliver så smal, og individerne indenfor arterne bliver så ens, kan én enkelt sygdom udslette dem alle sammen, da de ikke længere har det genetiske materiale, der skal til, for at nogle af dem kan udvikle et forsvar mod sygdommen,« siger han.