Studie: Rekord-krater i Grønland er noget helt andet

I 2012 vakte et dansk studie overskrifter i hele verden:

Forskere havde fundet et gigantisk meteorkrater i Grønland, lød det i medier fra Indien, England, USA og Danmark – herunder på Videnskab.dk.

Der blev uddelt en pris for opdagelsen, og i Guinness Rekordbog optog man Maniitsoq-området i Grønland som Jordens ældste, kendte meteorkrater.

Men nu argumenterer et nyt studie for, at forskerne tog fejl – og at Maniitsoq slet ikke er et meteorkrater.

»Det er ærgerligt, for det havde klart været mere spændende, hvis vi kunne bekræfte, at det virkelig var et meteorkrater. Men vi har lavet tusindvis af analyser i området, og vi har ikke fundet nogen tegn på, at der er tale om et krater. Alt, hvad vi finder, kan forklares af almindelige, geologiske processer,« siger Kristoffer Szilas, der er adjunkt i geologi ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.

Han er medforfatter på det nye studie, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Earth and Planetary Science Letters.

En kontroversiel teori

Da teorien om, at Maniitsoq kunne være et meteorkrater, blev fremlagt i 2012, var der fra starten skepsis blandt flere forskere.

Selvom Maniitsoq røg i medierne og Guinness Rekordbog, blev området aldrig optaget på forskningsverdenens officielle liste over anerkendte meteorkratere, fortæller Kristoffer Szilas.

»Det blev aldrig accepteret som et meteorkrater blandt den brede kreds af specialister. Det siger lidt om, at forslaget var kontroversielt, allerede da det blev fremsat. Men historien om, at Maniitsoq er et meteorkrater, har hængt ved, fordi det fik kæmpe omtale i medierne og i Guinness Rekordbog,« siger Kristoffer Szilas.

Nye kriterier

Det var geolog og seniorforsker Adam Garde, som oprindeligt var hjernen bag teorien om, at Maniitsoq-området blev ramt af et meteornedslag for tre milliarder år siden.

Han har læst det nye studie, som han »på flere måder synes er interessant.«

Men det får ham ikke umiddelbart til at betvivle, at Maniitsoq vitterlig er et meteorkrater.

»Man kender ikke andre kratere i samme aldersklasse eller dybde i jordskorpen. Derfor ved man i princippet ikke, hvordan et tre milliarder år gammelt krater skal se ud i dag. Man kan ikke bare bruge de gængse kriterier til at afvise, at det er et meteorkrater, for vi kan slet ikke forvente at finde de samme geokemiske spor som i nyere kratere, som ligger længere oppe i jordskorpen,« siger Adam Garde, som er seniorforsker ved GEUS – De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland.

Ingen rygende pistol

Spørger man geolog Rasmus Andreasen fra Aarhus Universitet, som ikke er involveret i sagen, giver han Adam Garde ret i, at videnskaben ikke har noget præcist bud på, hvordan et meteorkrater skal se ud tre milliarder år efter nedslaget.

Milliarder af års erosion, slid og geologiske processer kan have udvisket de fleste eller måske alle spor efter nedslaget – og derfor kan man ikke nødvendigvis finde de samme spor, som gør sig gældende i yngre meteorkratere, forklarer han.

»Adam Garde og hans team har præsenteret nogle indicier på, at Maniitsoq måske kunne være et meteorkrater, men der er ikke fremlagt egentlige beviser. Der mangler en rygende pistol, men mangel på beviser er selvfølgelig ikke nok til at afvise, at et nedslag har fundet sted,« siger Rasmus Andreasen fra Institut for Geoscience på Aarhus Universitet og fortsætter:

»Omvendt må man sige, at det nye studie står temmelig stærkt. Når de har indsamlet så mange forskellige prøver over så stort et område og slet ikke kan finde noget som helst, som tyder på et meteornedslag, så begynder teorien om, Maniitsoq er et meteorkrater at fremstå en smule svag.«

Han påpeger, at det generelt er sværere at bevise, at noget ikke har fundet sted end, at noget har fundet sted.

Et kæmpe område

Teorien om, at Maniitsoq måske kunne være et meteorkrater, blev modnet i Adam Gardes tanker, mens han igennem flere år lavede feltarbejde i området.

Her så han flere strukturer i klipperne, som han havde svært ved at forklare. Og under et ophold i 2009, slog det ham, at der måske kunne være tale om et gigantisk meteorkrater.

»Det er et kæmpestort område – man kan slet ikke se det hele, selvom man har flere somre. Men det gik op for mig, at hele den centrale del af strukturen består af nedknust og mekanisk blandet materiale. Og hvis man kigger grundigt efter langs kanten af området er der en ret skarp grænse,« siger han.

Det fik Adam Garde og andre forskere til at lede efter yderlige spor efter meteornedslaget. Og i et studie fra 2012 beskrev forskerne nogle mulige spor i blandt andet mineralet kvarts.

»Vi rapporterede nogle mikroskopiske træk i mineralet kvarts, som er kendt for at opstå under et nedslag. Men det er svært at drage konklusioner på baggrund af kvarts-data, fordi nogle af disse mineral-strukturer også kan blive skabt ved geologiske processer, som ikke er relateret til nedslag,« fortæller Brendan Dyck, lektor i geologi ved University of British Colombia i Canada til Videnskab.dk.

Igangsatte diskussion

Han var medforfatter på det oprindelige studie fra 2012, hvor Adam Garde første gang publicerede sin teori om, at Maniitsoq var et krater.

»Det er værd at huske på, at det oprindelige studie fra 2012 foreslog Maniitsoq som et potentielt dybt eroderet krater, men der var ikke evidens nok til at drage endelige konklusioner.«

»Hvad der var mere vigtigt var, at studiet startede en diskussion om, hvordan man kan genkende spor fra nedslagskratere i gammel og dybt eroderet skorpe, hvor mange træk fra det oprindelige krater ikke vil være bevaret,« påpeger Brendan Dyck.

Sidenhen har Adam Garde også publiceret flere andre studier, hvor han frembringer indicier på, at Maniitsoq potentielt kan være et nedslagskrater – blandt andet dette og dette.

Fløj i helikopter

I 2016 drog Kristoffer Szilas fra Københavns Universitet imidlertid også til Maniitsoq-området sammen med en 10 mand stor, international forskningsgruppe - de skulle i samarbejde med Departementet for Råstoffer i det Grønlandske Selvstyre lave en større kortlægningsindsats i Maniitsoq-området.

»Vores primære motivation for at lave undersøgelser ved Maniitsoq var at kortlægge og dokumentere området og generere nye geologiske data. Så vi gik ind til opgaven med en tro på, at der måtte foregå noget helt specielt i området, for vi havde selvfølgelig hørt teorien om krateret,« siger Kristoffer Szilas.

»Vi brugte to somre deroppe, hvor vi kortlagde området, fløj rundt med helikopter og tog hundredvis af prøver over hele området. Vi har løbende publiceret vores resultater i videnskabelige tidsskrifter, men i det nye studie har vi samlet vores evidens imod krater-hypotesen og præsenterer alle vores mest overbevisende data.«

Zirkon sladrer om fortiden

Studiet præsenterer først og fremmest en analyse af mere end 5.000 små korn af zirkon-krystaller fra Maniitsoq-området.

Zirkon er et af de mest robuste mineraler, man kender. Derfor kan forskere bruge dem som et vindue til at kigge tilbage til Jordens tidligste historie.

»Når andre bjergarter fra fortiden er forvitret og forsvundet, vil der som regel stadig være efterladt zirkon i sedimenterne. Så hvis man finder zirkon, kan det fortælle om, hvilke bjergarter der tidligere har eksisteret i et område,« forklarer Rasmus Andreasen.

Zirkonkrystaller kan også bruges til at lede efter spor fra meteornedslag. Hvis krystallerne er deformeret på en bestemt måde, er det nemlig tegn på påvirkningen fra et meteornedslag, forklarer Brendan Dyck fra University of British Colombia.

»Når de (forskerne bag det nye studie, red.) ikke finder spor efter strukturer, som er karakteristiske for nedslag, inde i zirkonerne, er det en god indikation på, at disse gamle sten ikke har bevaret spor efter chokbølgen, som et stort meteornedslag ville have forårsaget,« påpeger Brendan Dyck.

Kristoffer Szilas tilføjer, at zirkon-krystallerne kan dateres, fordi de indeholder grundstoffet uran, som med tiden forvandles (henfalder) til bly.

»Vi har analyseret flere end 5.000 zirkonkrystaller, som både er skabt før og efter end det potentielle nedslag for tre milliarder år siden. Men de ligner hinanden, og i ingen af dem finder vi tegn på den chokpåvirkning, som et nedslag ville have forårsaget,« siger Kristoffer Szilas.

Uenighed om tolkning

Som kommentar til studiet påpeger Adam Garde, at »det er nogle fine og interessante analyser af zirkonkrystallerne,« men at han er »uenig i tolkningen af dem.«

Samtidig tilføjer han, at han selv i 2019 har præsenteret data fra zirkon-krystaller fra Maniitsoq-området, som ser ud til at bære tegn på chokpåvirkning fra et nedslag.

Men som Rasmus Andreasen siger, »gør en enlig svale ingen somre. Til gengæld er analyser af mere end 5.000 zirkonkrystaller ret overbevisende.«

»Problemet er, at strukturerne er så gamle – tre milliarder år er meget lang tid, og det komplicerer historien. Det betyder, at det altid vil være et spørgsmål om, hvordan du tolker dine resultater. Er manglen på deformerede zirkon-krystaller et tegn på, at et nedslag aldrig har fundet sted? Eller er det bare et tegn på, at man ikke længere kan finde spor efter deformerede zirkon-krystaller efter tre milliarder år?« siger Rasmus Andreasen.

Den mest simple forklaring

I det nye studie fremlægger forskerne også andre typer af geokemiske analyser, som bakker op om deres konklusion: At Maniitsoq ikke er et nedslagskrater.

Det gælder eksempelvis en analyse af sammensætningen af ilt (ilt-isotoper) i zirkonmineralerne og en datering af granitiske årer fra området, som viste sig at være 40 millioner år for unge til at passe med meteornedslaget.

»Samlet set når vi frem til, at der ikke er nogen af de påståede tegn på et meteornedslag, som ikke kan forklares med simple, geologiske processer. Det handler primært om pladetektonik og alt, hvad det fører med sig, når Jordens plader forskubbes i forhold til hinanden,« siger Kristoffer Szilas og tilføjer:

»Det er den mest simple forklaring, og som det er med al naturvidenskab, er den mest simple forklaring ofte den rigtige.«

Adam Garde mener derimod, at den internationale forskergruppe bag det nye studie, »undlader at tage stilling til vigtige data,« som han og hans kolleger har frembragt.

Diskussionen fortsætter

Blandt Adam Gardes vigtigste pointer er, at »et kæmpe område i Manitsoq har været påvirket af intens knusning i den nedre skorpe. Samtidig har det midterste område, der måler 35 x 50 kilometer, været fluidiseret (gjort flydende, red.) under intense seismiske svingninger.«

»Det er noget, som man ikke har nogen som helst fysisk model, som kan forklare, uden at der er tale om et nedslag. Det er de to vigtigste observationer, vi har gjort. Men hvis du læser det nye studie, vil du se, at det stort set ikke bliver nævnt,« siger Adam Garde.

Men når Maniitsoq aldrig er blevet officielt anerkendt som et meteorkrater, og når en anden forskningsgruppe slet ikke kan finde spor efter et nedslag - er der så ikke en chance for, at du kan tage fejl?

»Når man ser på det samlede materiale, kan jeg simpelthen ikke se anden forklaring, end at der er tale om knusning og kraterdannelse. Jeg er ikke bange for at indrømme, når jeg tager fejl. For eksempel har vi i vores første artikel fra 2012 forklaret, hvorfor tidligere tolkninger, inklusiv min egen, ikke holder vand.«

»Det nye studie er fint og har en masse interessante data, men tolkningen holder bare ikke. Studiet viser, hvad man kan forvente at se bevaret i den nedre skorpe under et krater,« mener Adam Garde.

Han vil fortsætte arbejdet med at fremlægge evidens for, at Maniitsoq er et nedslagskrater, og han har mere endnu upubliceret materiale på vej, fortæller han.

Dermed er det sidste ord formentlig endnu ikke sagt i debatten om, hvorvidt en stor meteor ramlede ned i Maniitsoq for tre milliarder år siden.