Forskerekspeditionen Tara har været på en tre og et halvt år lang jordomsejling for at fravriste oceanerne deres mindste hemmeligheder.
Jordomsejlingen har ført til, at tusindvis af havets små organismer nu kan beskrives i en serie af artikler i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Science.
»Havet er det største økosystem på Jorden, og alligevel ved vi meget lidt om det. Der gælder i særdeleshed for de plankton, som beboer havet,« skriver forskerne i Science.
I galleriet ovenfor kan du se et udpluk af de mange ukendte organismer, som forskerne har fundet på helt ned til 2.000 meters dybde.
Plankton danner grundlag for livet i havet
I Science påpeger forskerne bag ekspeditionen, at selvom plankton er »mindst lige så vigtig for Jordens system som regnskovene og danner grundlaget for havets fødekæder, er de fleste plankton usynlige for det blotte øje og dermed stort set ubeskrevne.«
Plankton er en fællesbetegnelse for bittesmå organismer, som flyder rundt med strømmene i havet – og som blandt andet tæller bakterier, virus, alger, planteplankton og dyreplankton.
Under Tara-ekspeditionen har forskerne indsamlet prøver af plankton 210 forskellige steder på kloden, og ifølge BBC har de indsamlede prøver indtil videre afsløret cirka 35.000 bakterier og omkring 5.000 nye virus-arter.
Forskerne estimerer, at prøverne fra havet tæller cirka 150.000 såkaldte eukaryoter - organismer opbygget af komplicerede celler - hvilket er langt flere end de 11.000 marine eukaryoter, videnskaben i forvejen kender.
»Vi har den hidtil mest komplette beskrivelse af planktoniske organismer til dato: Hvad er der i form af vira, bakterier og protozoer? Endelig har vi et katalog over, hvad der er til stede globalt set,« lyder det til BBC fra Chris Bowler, som er en forskerne bag projektet.
Masser mangler at blive afsløret
Indtil videre har forskerne slet ikke nået at analysere alt materiale, som blev indsamlet under ekspeditionen – 579 af de i alt 35.000 prøver, som blev indsamlet, er blevet bearbejdet og præsenteres i fem artikler i den seneste udgave af Science.
»Der er omkring 11.000 formelt beskrevne arter af plankton. Vi har beviser for mindst 10 gange flere end det,« siger Chris Bowler fra National Centre for Scientific Research (CNRS) i Paris til BBC.
Forskerne har i de nye undersøgelser også lavet analyser af, hvordan de små organismer interagerer med hinanden.
Det har ifølge cellebiolog Eric Karsenti ført til en fundamental erkendelse af, at 72 procent af relationerne mellem organismerne var positive - de fleste levede i sameksistens i symbiotiske eller parasitære forhold, snarere end i ekskluderende relationer, siger han til Nature News.
Økosystemet frem for individet?
Det tyder ifølge Eric Karsenti på, at økosystemet er baseret på, at organismerne har brug for hinanden, snarere end at de konkurrerer med hinanden.
»I evolutionsteorien siger vi altid, at det handler om, at den stærkeste overlever. Jeg tror ikke, at det er sådan, det fungerer. Det handler mere om systemets overlevelse,« siger Eric Karsenti, som er cellebiolog og projektdirektør ved European Molecular Biology Laboratory i Heidelberg, Tyskland.
Forskerekspeditionen foregik ombord på det 36 meter lange skib Tara, som sejlede ud fra Frankrig i september 2009.
Efter at have tilbagelagt 30.000 kilometer på Jordens oceaner stoppede selve ekspeditionen i 2012, men forskerne er fortsat i fuld gang med at analysere prøver fra turen.
Danske forskere har tidligere kortlagt mikroorganismer, som lever et ekstremt og ukendt liv under havbunden - det kan du læse mere om i denne artikel.
Kort over Taras tre år lange rejse Jorden rundt. Se kortet i stor version her. (Illustration: Tara Expeditions)

































