Et jordskælv kan forvandle et landskab til ukendelighed, og nu har et internationalt hold af geologer udviklet ny avanceret computerteknologi, der i detaljer afslører, hvordan. Teknologien viser også, hvordan jordskælv får jordoverfladen til at slå nye revner, som øger risikoen for flere jordskælv.
I den seneste version af det anerkendte videnskabelige tidsskrift Science beskriver forskerholdet deres nye redskab ud fra et konkret eksempel. De tager udgangspunkt i det jordskælv, der ramte Borrego-forkastningen nær byen Mexicali i det nordlige Mexico i april 2010.
»Værktøjet giver et helt nyt indblik i, hvordan et jordskælv deformerer Jordens overflade i området. Det hjælper forskere til at forstå tidligere hændelser og forudsiger samtidig risikoen for fremtidige jordskælv i andre komplekse forkastningszoner,« fortæller geofysikeren Eric Fielding fra NASA's Jet Propulsion Laboratory, Pasadena i Californien.
Billederne skabt med laser
Forskerholdet, der til dagligt holder til ved National Center for Airborne Laser Mapping, har skabt billedet ved at skanne området fra fly ved hjælp af en laser, kaldet en LIDAR (Light Detection And Ranging). Ved at opsamle og analysere det reflekterede laserlys kunne forskerne tegne et yderst detaljeret billede med en opløsning ned til nogle få millimeter. Billedet er skabt på kun tre dage og dækker et landskabsområde på hele 363 kvadratkilometer.
Forskerne kombinerede nu skanningsbilledet fra området efter jordskælvet med en anden LIDAR-skanning af forkastningszonen fra 2006 ved hjælp af det nye computerværktøj.
Ved at analysere hvor højt hvert enkelt punkt på jordoverfladen var over havniveau på hvert af de to billeder, kunne computerværktøjet tegne et nyt 3D-billede af feltet, der afslører, præcis hvor og hvordan jordskælvet har omformet jordoverfladen. Computerteknologien har et pædagogisk islæt ved elegant at farvelægge områderne efter, i hvor høj grad de hver især er blevet påvirket af jordskælvet, således at rød farve angiver de områder, der har hævet sig mest.
Små revner stor betydning
\ Fakta
En forkastning er en brudzone i den øvre del af jordskorpen. Forkastninger dannes og genaktiveres ved udløsning af ophobede spændinger, som resulterer i en bruddannelse ledsaget af en forrykkelse af de overrevne bjergartslag og strukturer. Spændingsudløsningen ledsages oftest af jordskælv. Forrykkelsen ved en spændingsudløsning er oftest lille og sjældent mere end nogle få meter, hvilket betyder, at utallige spændingsudløsninger har fundet sted langs de store forkastninger.
Hidtil har man fokuseret meget på, hvad der sker langs de store markante forkastninger, som den berømte San Andreas- forkastning, men de nye målinger var så detaljerede, at man for første gang også kunne afsløre betydningen af de små revner, der omgiver forkastningen. De nye skanningsbilleder viser, at jordskælvet i 2010 ikke fandt sted i selve forkastningen, men løb gennem en serie mindre revner i området.
»Betydningen af spændinger, der er opbygget i små revner i Jordens skorpe, er underestimerede. Vores studie demonstrerer, hvordan spændingerne, der er opbygget i syv mindre revner, slår sig sammen og skaber et gigantisk jordskælv, der opstår uden varsel, fra det ene øjeblik til det andet,« siger geologiprofessor Michael Oskin, der har været med til at gennemføre studiet.
































