Slanger, der får dit blod til at stivne
Forskellige slangegifte dræber på forskellig vis, og derfor er det enormt vigtigt med viden om giftenes virkning for at give slangebidspatienter den bedst mulige behandling.

Den afrikanske boomslange findes i det meste af Afrika syd for Sahara og har en potent gift fyldt med hæmotoksiner. (Foto: William Warby)

Boomslangen, også kendt som den sydafrikanske træslange og Dispholidus typus, bed i 1955 Karl Patterson Schmidt, som var en eminent amerikansk slangeforsker.

Historien kort
  • Forskellige slangers gift angriber kroppen på forskellige måder, hvis man bliver bidt.
  • En type gift indeholder toksiner, som får blodet til at størkne til blodpropper.
  • Fordi kroppen kæmper imod giftens effekt og nedbryder blodpropperne hurtigt, kan man ende med at dø af indre blødninger.

Dengang var bid fra boomslangen ikke beskrevet klinisk, og dedikeret til sit felt nægtede Karl at få medicinsk behandling, men brugte i stedet sine sidste timer på at skrive dagbog om sine symptomer.

Fireogtyve timer efter det lille bid i hans tommelfinger døde han af indre blødninger i sine øjne, lunger, nyrer, hjerte og hjerne. Selv havde Karl ikke troet, at boomslangen kunne producere fatal gift for mennesker.

Toksiner fra den afrikanske boomslange

Den afrikanske boomslange, som Karl døde af, troede man i sin tid fik ens blod til at størkne, men hvorfor døde Karl så af indre blødninger?

Forklaringen ligger i de toksiner, som giften indeholder og kroppens modreaktion på disse toksiners effekter.

Den afrikanske boomslanges gift indeholder en hel del forskellige toksiner, men den vigtigste toksinfamilie er 'Snake Venom Metalloproteaserne' (SVMP’erne).

Disse toksiner angriber de små blodkar, hvor de skærer hul mellem de bindinger, der holder cellerne i karvæggen sammen. Det gør karrene ustabile og fyldt med utætheder (se illustrationen længere nede).

Derudover har giften også en koagulerende, altså størknende, effekt på blodet. En af SVMP’erne (kaldet dispholysin A) får blodet til at størkne ved at aktivere koagulationsfaktorerne prothrombin og faktor X, som starter blodets størkningsproces.

Uhæmmede blødninger samt nyre- og organsvigt

Hvis giften bliver tilsat blod i et reagensglas, kan det tydeligt ses, at blodet størkner og danner en blodprop. Men inde i kroppen har vi store mængder af enzymet plasmin, som vil nedbryde disse blodpropper i takt med, at de dannes.

Det betyder, at SVMP’ernes aktivering af koagulationsfaktorerne prothrombin og faktor X ikke fører til stabile blodpropper i kroppen, men derimod at alle koagulationsfaktorerne opbruges – hvorefter blodet ikke længere kan størkne. Kort sagt forbruges hele kroppens forsvarsarsenal mod (uhæmmet) blødning.

Sammen med den øgede utæthed af blodkarrene gør dette, at der skal meget lidt skade til, før en patient får indre blødninger. Ud over de indre blødninger giver bid fra den afrikanske boomslang også nyresvigt.

Det skyldes, at nedbrudte proteiner i blodet transporteres ned til nyren, hvor de ophober sig og ødelægger nyrens små kanaler. Bid fra en boomslang forårsager således meget voldsomme symptomer, der kan give multipelt organsvigt på grund af blødninger.

SVMP slangegift toksin basalmembran koagulationsfaktorer

Toksinfamilien Snake Venom Metalloproteaserne (SVMP’er) forårsager skade på blodkar i en mekanisme, der har to trin. I trin 1 binder SVMP’erne til kritiske komponenter i basalmembranen på de små blodkar og kløver disse. Det skaber ustabilitet. I trin 2 vil blodtrykket få blodkarrets væg til at strækkes, indtil der bliver så store huller, at blodet kan løbe ud af blodkarret. (Illustration: Cecilie Mullerup Kiel)

Costaricansk bushmaster kan give shock, blødninger og iskæmi

En anden slange, der påvirker blodets evne til at størkne, er den costaricanske bushmaster. Slangen har en meget potent gift, og den kan faktisk finde på at bide flere gange, hvis først den føler sig truet.

En 64-årig mand blev i 2004 bidt af en costaricansk bushmaster, der havde været holdt i fangenskab. Manden udviklede chok (voldsomt lavt blodtryk) og blødninger i forskellige organer, og han var endda så uheldig efterfølgende at udvikle iskæmi (manglende iltforsyning) i tarmen på trods af behandling med intensiv pleje og modgift. Han måtte derfor indlægges igen efter få dage.

Den costaricanske bushmasters gift er fyldt med hæmotoksiske Snake Venom SerinProteaser (SVSP’er), der forårsager indre blødninger på grund af forbrugskoagulopati. (Foto: Christopher Murray)

De indre blødninger forårsaget af den costaricanske bushmasters gift skyldes en anden særlig gruppe af hæmotoksiner, 'Snake Venom Serinproteaserne' (SVSP’erne). Disse toksiner virker i blodstørkningskaskaden som enzymer, der ligner kroppens naturlige enzym thrombin.

Som tidligere nævnt starter thrombin blodstørkningskaskaden, der til sidst munder ud i dannelsen af fibrin. Fibrin er et protein, som er en vigtig bestanddel i blodpropper.

Dominoeffekt fører til forblødning

Under normale omstændigheder ville dannelse af fibrin give anledning til blodpropper (for eksempel til at lukke et åbent sår). Men til forskel fra thrombin aktiverer SVSP’erne ikke blodets størkningsproces tilstrækkeligt.

Det har den betydning, at den fibrin, der dannes af SVSP’er, ikke formår at danne stabile blodpropper. Disse ustabile blodpropper opløses derfor hurtigt af enzymet plasmin. Og det fører så til, at alt kroppens fibrin opbruges, hvilket igen fører til, at blodet mister sin evne til at størkne.

Denne proces kaldes 'gift-induceret forbrugskoagulopati' (på engelsk 'Venom-Induced Consumption Coagulopathy', VICC).

Blodstørkningsforstyrrelsen er karakteriseret ved umålbare lave koncentrationer af størkningsfaktorer. VICC minder til dels om andre blodstørkningsforstyrrelser. En forskel er dog, at VICC som regel ikke resulterer i dannelse af systemiske små blodpropper og fuldkommen organsvigt, og VICC både starter og slutter hurtigt.

Det skyldes, at VICC forårsages af specifikke toksiner, som aktiverer blodets størkningsproces på forskellige, men specifikke steder. VICC er altså en forstyrrelse i blodets størkningsproces, hvor alle blodstørkningsfaktorer opbruges, og blodet derfor ikke længere kan størkne.

Behandling af slangebid uden modgift?

Umiddelbart består behandling af VICC i at behandle den tilgrundliggende årsag. Ved slangebid vil dette altså være i form af modgift, som stopper toksinerne fra at aktivere størkningskaskaden.

slange gift blod koagulation toksin

Visse slangearter bærer på en gift, der får blodet til at størkne så hurtigt, at kroppen forbløder, mens den prøver at bremse blodpropperne. (Foto: Shutterstock)

Studier af forskellige slanger og modgifte mod disses bid viser dog noget forskelligt, og det er ikke i alle tilfælde, at modgift har den ønskede effekt.

Hvis det lykkes at neutralisere toksinerne, som aktiverer koagulationskaskaden, tager det 24-48 timer, før evnen til at størkne blod er normaliseret i kroppen. I den periode vil patienten være i stor risiko for blødninger.

Selvom der aktuelt mangler flere studier på brugen af friskfrosset plasma – et produkt som netop indeholder de størkningsfaktorer, som kroppen ikke selv har nok af under et hæmotoksisk slangebid – er det blevet foreslået at give patienter, som er i risiko for at dø på grund af uhæmmet blødning, friskfrosset plasma.

Risikoen ved at give friskfrosset plasma er dog, at man måske smider 'mere brænde på bålet.' I et studie fra Australien resulterede administration af friskfrosset plasma faktisk i, at nogle patienters blod blev endnu ringere til at størkne.

Altid relevant at overveje modgift

Det afhænger formentligt af, hvor i blodets størkningsproces et toksin virker, om friskfrosset plasma kan hjælpe patienten med at genvinde den normale evne til at størkne blod, eller om det vil gøre problemet værre.

Det er således vigtigt med dybdegående viden om slangetoksiners virkning for at kunne behandle slangebidspatienter bedst muligt. Det er derfor også vigtigt med en individuel vurdering, om patienten skal have modgift, og om patienten skal have nogen form for støttende behandling.

Selvom studier viser forskellige effekter af modgift på de hæmatologiske virkninger forårsaget af forskellige slangegifte, vil det dog altid være relevant at overveje modgift.

Slangegift er nemlig ofte ikke kun hæmotoksisk, men har også lokale inflammatoriske effekter eller eksempelvis neurotoksiske effekter, som også kan være livsfarlige og eksempelvis lamme evnen til at trække vejret.

Modgift kan redde slangebidsofre, der er bidt af hæmotoksiske slanger

Skulle man blive bidt af den afrikanske boomslang eller den costaricanske bushmaster, er der dog hjælp at hente, da der findes modgift mod begge typer slangebid. Men selvom man skulle være så heldig, at der er modgift i nærheden, kan der dog være en del bivirkninger ved denne behandling.

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

Det skyldes, at modgift i dag er baseret på plasma fra immuniserede heste, og det kan give hyperallergiske bivirkninger i patienter

Alligevel må det anbefales på det kraftigste at benytte sig af den eksisterende modgift, da alternativet kan være en grusom død som følge af biddet fra en lang række af verdens farligste slanger.

Retrospektivt er det måske ikke superklogt at pille ved giftige slanger eller at stole blindt på, at mennesker ikke kan dø af en given slangegift.

På trods af fremskridt inden for modgiftsforskning vil vi i hvert fald ikke opfordre til nogen af delene.

Karl Patterson Schmidt fandt ud af en masse om giftens virkning, og det samme gør forskere i dag. Dog bruger forskere som regel lidt mere højteknologiske metoder, så de helt undgår at ofre menneskeliv undervejs.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.