Du har sikkert hørt det mange gange før: Klimaforandringerne får Indlandsisen til at smelte.
Men nu kan du selv få syn for sagen ved at se NASA’s billeder her på Videnskab.dk.
Et studie fra NASA’s Jet Propulsion Laboratory, bragt i tidsskriftet Nature, viser, at den grønlandske indlandsis smelter hurtigere end hidtil antaget, fremgår det af en pressemeddelelse fra NASA.
I studiet har forskerne studeret særligt detaljerede satellitfotos af 207 grønlandske gletsjere fra august 1985 og februar 2022.
Træk i slideren herunder for at se Jakobshavn Isbræ i 1985 (billedet til venstre) og 2022 (billedet til højre).
Størstedelen af gletsjerne på landmassen har trukket sig betydeligt tilbage, mens isbjerge falder ned i havet med en accelererende hastighed.
Ud af de 207 gletsjere havde 179 trukket sig markant tilbage siden 1985, mens 27 fortsat var mere eller mindre uændret. En enkelt gletsjer er siden 1985 gået en smule frem.
På baggrund af studiet estimerer NASA, at der er forsvundet 1.140 milliarder tons is fra Indlandsisen mellem 1985 og 2022. Det er 21 procent mere end hidtil antaget.
Værst var det for gletsjeren Jakobshavn på Grønlands vestkyst, der fra 1985 til 2022 mistede 97 milliarder ton is.
Den gode nyhed er, at meget af den smeltede is lå under havets overflade – nærmere bestemt i de grønlandske fjorde. Det betyder, at den ikke bidrager nævneværdigt til den øgede vandstand i verdenshavene.
Træk i slideren herunder for at se Zachariæ Isstrøm i 2022 (billedet til venstre) og 1999 (billedet til højre).
Den dårlige nyhed er, at forskere frygter, at den øgede mængde ferskvand, der kommer, når isen smelter, kan påvirke havcirkulationen.
»Når isen for enden af gletsjerne kælver og trækker sig tilbage, er det som at trække proppen ud af fjorden, så isen løber hurtigere ud i havet,« forklarer Chad Greene, forsker i gletsjere ved NASA’s Jet Propulsion Laboratory og studiets hovedforfatter, i pressemeddelelsen.
For forskningen tyder på, at når saltbalancen i Atlanterhavet påvirkes af den ferske is fra Indlandsisen, kan det påvirke det såkaldte termohaline kredsløb eller AMOC, der står for Atlantic meridional overturning circulation, der transporterer varme og salt rundt i havet.
Det kan påvirke vejr- og økosystemer over hele verden.
prip

































