Postkort fra fortiden afslører romerske soldaters hverdag

En forårsdag i 1973 blev Vindolanda med ét berømt:

I bunden af en tre meter dyb udgravning, der konstant løb fuld af vand, opdagede en arkæolog, at det, man troede var træflis, i stedet var tynde, beskrevne trætavler á la formatet på et postkort.

I samme sekund stod det dog også klart, at håndskriften svandt bort som dug for solen, fordi mødet med den friske luft straks satte en række nedbrydningsprocesser i gang.

Mange af tavlerne udgør breve

Gennem konserveringsarbejde og avancerede fotografiske processer har det siden været muligt at aflæse de op mod 900 beskrevne fragmenter, som man til dato har fundet.

Konkret er Vindolanda-tavlerne at betragte som éngangs-skrivetavler og kladdepapir, der blev fremstillet ved at flække tynde spåner af træ, som man så kunne skrive på med blæk, bore huller i og binde sammen til simple dokumenter.

Da mange af tavlerne udgør breve, som er sendt til fortet, følger det, at man som minimum også anvendte denne teknik til at producere skrivemateriale i resten af provinsen Britannia.

Fortet blev ombygget fire gange

De bevarede skrivetavler, der formentligt kun udgør ganske få procent af det samlede antal tavler, der må være blevet produceret, er efter brug blevet kasseret på en sådan måde, at de har kunnet overleve frem til i dag.

Det vil i praksis sige, at de enten er blevet smidt eller tabt på gulvet i fortets barakker eller huse, eller at de ved bortskaffelsen af arkiver, for eksempel i forbindelse med udskiftning af garnisoner, er blevet smidt samlet på affaldsdynger eller forsøgt brændt.

Hvordan den enkelte tavle er endt som affald, er dog ikke så vigtigt som det lykkelige faktum, at fortet blev ombygget fire gange, og at man hver gang blot jævnede det forudgående fort med jorden, planerede arealet ud med tørvelag, og dernæst byggede et nyt træfort ovenpå.

Som vi også kender det fra de danske bronzealderhøje, kan gennemvædede tørvelag skabe en anaerob, dvs. en iltfri, beskyttelseskappe, der effektivt kan bevare genstande. Og det var netop, hvad der skete med disse fire på hinanden følgende regn- og grundvandsvædede tørvelagsfundamenter.

Hver ny garnison etablerer et nyt fort

Det første træfort i Vindolanda blev bygget cirka 85 e.Kr., dvs. efter den romerske general Agricolas (40-93 e.Kr.) erobring af Skotland i årene 77-83.

Frem til omkring år 130 e.Kr. ændrede fortet størrelse flere gange, og garnisonen skiftede mellem tungriske og bataviske auxiliærsoldater, dvs. hjælpetropper, fra Rhin-grænsen, nærmere bestemt Belgien og det sydlige Holland.

Hver gang garnisonerne skiftede, blev der etableret et nyt træfort. Derfor kan Vindolanda-tavlerne kategoriseres og dateres ud fra hvilket lag, de blev fundet i.

Vindolanda-tavlerne betragtes som kildemateriale til det præ-hadrianske forsvarssystem

I dette tidsrum var fortet først en del af den såkaldte Stanegate Road-forsvarslinje, der bestod af 7 større militære anlæg i en række fra kyst til kyst, vendt mod stammerne i det skotske område, og som i 122–28 e.Kr. blev afløst af Hadrians mur et par kilometer længere mod nord, bemandet af op mod 10.000 auxiliærsoldater.

Det er dog vigtigt at understrege, at kun ganske få tavler stammer fra periode 5, dvs. årene 120–28 e.Kr. eller senere, og at Vindolanda-tavlerne derfor må betragtes som et kildemateriale til det præ-hadrianske forsvarssystem og ikke til den nok så berømte mur, der fulgte.

Fortet bestod ikke udelukkende af militær

Besøger man Vindolanda fortet i dag, vil det være ruinerne af et stenfort fra sent i 200-tallet e.Kr., man ser. De fire træforter fra Vindolanda-tavlernes periode, ca. 85–128 e.Kr, befinder sig et par meter under jorden.

Desuden vil man bemærke, at fortet ikke udelukkende bestod af det militære samfund inden for murene: Der er fine fundamenter i sten fra en senere civil bebyggelse, en såkaldt vicus, langs vejen op til fortets port.

Spredte referencer i tavlerne indikerer, at den fandtes fra første færd – særligt nævner én tavle 'fortets indtægter', hvilket indebærer, at der foregik noget, som kunne beskattes eller pålægges afgifter.

Tavlerne kan belyse både markedsmekanismer og det militære forsyningsapparat

En af de mest interessante ting, Vindolanda-tavlerne kan bruges til at belyse, er, hvordan både markedsmekanismer og militært forsyningsapparat gjorde sig gældende i og omkring fortet.

Og at disse to forskellige måder at tilfredsstille materielle behov på tilsammen udgjorde et system, der bragte håndklæder, vin, oliven, fiskesovs (muria) og sågar sydindisk peber hele vejen til Vindolanda.

Tag nu for eksempel en af de bedst bevarede tavler, et brev fra en vis Octavius til hans handelspartner Candidus i Vindolanda. Octavius er tilsyneladende civilist og den aktive, omrejsende partner, mens Candidus efter alt at dømme er soldat, sandsynligvis centurion, dvs. officer i den romerske hær.

Civilt-militært makkerskab skaber fælles profit

Ud fra brevets indhold kan vi forstå, at de to havde gang i en hel række forretninger, hvor de udnyttede deres civilt-militære makkerskab til fælles profit.

Octavius havde opkøbt over 30 kilo tørrede sener, der kunne sælges til hæren som 'elastik' i belejringsmaskiner; havde lagt penge ud for et parti hvede på 32 tons til en samlet pris på mindst 800 denarii; skulle transportere en sending huder med vogn fra et fort længere sydpå; havde selv forestået forarbejdelsen af yderligere 170 huder og tærskning af trekvart ton hvede; og rapporterede om en pengeoverførsel gennem bekendte, om en forretningspartner, der havde svigtet dem, og om de priser en anden kontakt solgte varer videre for, som han oprindeligt havde købt af Octavius og Candidus.

Ud over at dette makkerpars korrespondance vidner om vidt forgrenede aktiviteter, fremgår det også, at deres forretning var ret anseelig: De havde penge ude at svømme for samlet set mindst 1.000 denarii, på et tidspunkt hvor en legionærs årsløn lå på omkring 300 denarii, og det store parti korn udgjorde 35.000 dagsrationer omregnet til brød alene.

En anonym liste er vigtigt kildemateriale

To andre dokumenter udgør også et vigtigt kildemateriale til civiles og markedets rolle i den militære forsyningsøkonomi.

Det fremgår nemlig af en liste skrevet af en anonym person, at han over flere uger havde udmålt 2 tons korn i forskellig mængde til mindst et dusin forskellige modtagere.

Blandt andet ham selv, sin far, en præst, en centurion, legionærsoldater, kvæg- og svinehyrder med flere, og ikke mindst en 'dig', som må have været en partner, han skulle føre regnskab overfor.

Manden 'fra den den anden side af havet' måtte være romer

På den anden side af trætavlen med listen har den anonyme skriver, identificeret ved sin håndskrift, skrevet et brev.

I dette klager han til en romersk embedsmand over, at han, en uskyldig mand 'fra den anden side af havet' – homo transmarinus, havde fået stokke-prygl som en anden forbryder af en ukendt soldat, og at hans varer var blevet 'hældt ud'.

Altså må han have været en romersk borger fra en af de andre provinser, for eksempel Gallien, som dermed burde have været beskyttet af sin retsstatus mod korporlig afstrafning, og denne person var altså både civil handelsmand og leverandør af korn til fortets garnison.

En række tavler dokumenterer familieliv

Hvad nogle måske vil finde nok så interessant er, at en række tavler dokumenterer præfekten i periode 3, Flavius Cerialis, og hans kones, Sulpicia Lepidinas, familie- og selskabsliv.

Særligt Aelius Brocchus, der var kommandant på et nærliggende fort, og dennes kone, Claudia Severa, lader til at have været et nært vennepar.

I en varm tone inviterer Severa for eksempel Lepidina, som hun kærligt betegner 'søster', til sin fødselsdag, og hilser hende og Cerialis fra hendes mand Aelius og deres lille søn (bemærk den uformelle brug af fornavne alene).

Et andet brev nævner, at Severa vil besøge Lepidina snarest muligt, for der er 'visse meget vigtige ting', som må gøres, og som hun ønsker Lepidinas råd om.

Breve bevidner antik 'networking'

I det hele taget lader det til, at der har været et rend frem og tilbage, hvor de to kommandant-par bespiste (ofte med kylling, kan vi endda læse) og gæstede hinanden i forbindelse med fødselsdage, nytårs-festligheder og lignende.

Vi har endda kladden til et brev, som det lader til, at Lepidina har dikteret til Cerialis: Hun forsøger at undslå sig en social forpligtelse ved først at undskylde sig med, at det er Cerialis' fødselsdag, men ændrer mening, får det streget ud, og angiver i stedet, at det skyldes hans dårlige helbred.

Således bringer Vindolanda-tavlerne os så tæt på, at vi kan afsløre Lepidina i en hvid løgn.

Andre breve bevidner antik 'networking': På den ene side skrev Cerialis' venner til ham og forsøgte at få ham til at øve indflydelse for at skaffe gode stillinger til dem selv eller protegéer, og på den anden side skrev han selv til en højtstående ven med adgang til provinsens guvernør og bad ham lægge et godt ord ind hos indflydelsesrige folk.

Miraklet i muddergrøften

Ironisk nok har det vist sig, at man i muddergrøften langt fra fandt stor litteratur eller vigtige, endsige berømte, menneskers korrespondance. Men det er netop dette forhold, der gør Vindolanda-tavlerne så utroligt interessante.

Det er nemlig sådan, at hvor den politiske, kulturelle og økonomiske elite i Romerriget har efterladt sig et relativt rigt kildemateriale, så er der kun et forfærdeligt fattigt materiale til at belyse mere jævne menneskers liv og færden.

Men med Vindolanda-tavlerne får vi et unikt indblik 'nedefra-og-op.'

Dermed bliver tavlernes hverdagsprægede indhold faktisk til en historisk guldmine, som både kejserlige dekreter indhugget i marmor og smukke latinske heksameter-digte har svært ved at hamle op med.

På denne tavle inviterer officersfruen Claudia Severa sin 'søster' Sulpicia Lepidina på besøg for at fejre sin fødselsdag. (Foto: Vindolanda-tavle #291. Copyright Trustees of the British Museum)

Den civile forretningsmand 'fra den anden side af havet', der leverede kort til fortet, klager over at være blevet pryglet og at have mistet sine varer. (Foto: Vindolanda-tavle #344. Copyright Trustees of the British Museum)

1 / 2