Londons tidligste historie afsløret

Under udgravningerne til et nyt mediehovedkvarter for Bloomberg-koncernen i London gjorde arkæologer i 2012-2013 et unikt fund af 400 romerske skrivetavler, som lå dybt under jordens overflade.

Disse trætavler, der hovedsageligt stammer fra 50’erne-80’erne e.v.t, udgør et enestående kildemateriale til det tidligste Londinium (romersk navn for London. red.) og dets indbyggeres historie såvel som til deres økonomiske aktiviteter.

Således fortæller de såkaldte ’Bloomberg-tavler’ os om en af verdenshistoriens mest betydningsfulde byers første leveår – samt om dens tidlige ødelæggelse og genopbygning.

Med dette nye kildemateriale mellem hænderne – først udgivet i sin helhed i 2016 under titlen ’Roman London's first voices: writing tablets from the Bloomberg excavations, 2010–14’ – er det nu bekræftet, at London også skylder sin tidligste udvikling til netop dét, som i moderne tid har gjort byen til et globalt centrum:

Handel, finansielle transaktioner og internationale forbindelser.

Den forsvundne flods hemmelighed

Da det tidligste romerske Londinium blev grundlagt på en høj langs Themsen kort efter invasionen i 43 e.v.t, spredte bebyggelsen sig hurtigt til endnu en høj, så byen kom til at spænde over en mellemliggende ådal – kendt som Walbrook.

I de efterfølgende årtier blev ådalens skrå sider løbende nivelleret (gjort jævn. red.) i terrasser, således at området kunne bebygges og komme i niveau med byen rundt om.

Opfyldningen foregik med overskydende materiale (byggeaffald og skrald) fra det omkringliggende Londinium, hvorfor Walbrook-arealets jordlag også kom til at indeholde mindre genstande (såsom skrivetavler) fra resten af byen.

Dét, der gør Walbrook-arealet unikt, er dog, at selve åen og dens tilstrømning af vand fra det omkringliggende terræn har fastholdt disse begravede lag af Londinium i et vandmættet og derfor iltfrit miljø, som har sat de sædvanlige nedbrydningsprocesser i stå.

Åen forsvandt sidenhen under byen.

Resultatet er, som arkæologerne opdagede, da de gravede ud til en ny nedgang til Londons metro, en helt usædvanlig grad af bevaring af nogle af de allertidligste bygninger i London i et lag på knap syv meters dybde, der begyndte op til fem meter under den moderne bys overflade.

Yderligere fandt arkæologerne flere mindre genstande, blandt andet skrivetavler af træ.

LÆS OGSÅ: Stonehenge blev måske flyttet

Skrivetavlerne fra Walbrook

Det er dog ikke de 400 skrivetavler i sig selv, der vækker opsigt, men det lykkelige faktum, at 80 af dem er så velbevarede, at de stadig efter 1950 år i nogen grad kan læses.

Gennem årene havde man tidligere fundet 300 skrivetavler i byen, men kun 19 af dem havde været læselige i varierende grad – dog særligt fire tidlige fund fra netop Walbrook i 1927.

Fundet af ’Bloomberg-tavlerne’ firedobler således mængden af overlevende dokumenter fra Londinium, og det er sågar med en snæver datering, efter hvilket lag de enkelte skrivetavler er fundet i.

Eksempelvis er størstedelen af tavlerne fra henholdsvis 62-65/70 e.v.t. (62 stk.); 65/70-80 e.v.t. (143 stk.); samt 80-90/95 e.v.t. (124 stk), hvor de usikre periodeovergange 65/70 og 90/95 e.v.t. indikerer, at skellet mellem ét arkæologisk lag og det næste ikke kan dateres præcist, men må henføres til de angivne år mere generelt.

I England findes kun én tilsvarende samling af romerske dokumenter, nemlig Vindolanda-tavlerne fra fortet af samme navn oppe ved den gamle provins’ nordgrænse, nær den senere Hadrians Mur.

Den første opdagelse blev gjort i 1973 med væsentlige nye fund helt op i 1990’erne og mindre tilføjelser frem til i dag.

Skrivetavlerne fra Vindolanda er dog mere simple. De bestod af postkort-tynde flækker af lokale træsorter beskrevet med blæk, foldet sammen på midten og snøret til.

Kun tre af denne slags simple ’blæk-breve’ af træ er fundet i London (den første i 1959), hvoraf to af dem (se eksempel her) er i Bloomberg-udgravningen.

Romerske voks-skrivetavler

Derimod er næsten alle dokumenterne fra London rigtige romerske voks-skrivetavler.

En skrivetavle er kendetegnet ved at være en tynd træplade på omtrent 11 centimeter i højden og 14 centimeter i bredden, og den er omtrent 6 millimeter tyk.

Den ene side (type 1) eller begge sider (type 2) er blevet udhulet et par millimeter og hulningen indlagt med voks.

Det var derfor muligt, at man med en griffel kaldet stilus kunne skrive i voksen og siden viske tavlerne rene og skrive på ny.

I mange tilfælde blev der skrevet så hårdt, at griflen efterlod mærker i selve træpladen under voksen (eksempel hér), hvilket er dét, som kan læses i dag, da voksen næsten altid er så godt som forsvundet.

Genanvendte tavler er svære at læse

Der er dog et enkelt problem: Jo flere gange skrivetavlen blev anvendt, jo flere mærker kom der på træet, hvilket betyder, at skrivetavler anvendt mere end én gang ofte er ulæselige i dag.

Det mest almindelige format var et såkaldt diptykon bestående af to type-1 trætavler bundet sammen i ryggen og med voksfelterne indad, således at teksten kunne være beskyttet.

Ved indsættelse af en type 2-trætavle mellem to type 1’ere lavede man det, der kaldes et triptykon, der havde fire indre voksfelter mellem to beskyttende ydersider.

Begge formater blev ofte anvendt til breve, lister eller officielle dokumenter og kunne eventuelt forsegles.

LÆS OGSÅ: Mystisk! 500 år gammelt skelet fundet med sjældne støvler på i London

Træsort sladrer om vigtig handelsrute

Interessant nok er 95 procent af Bloomberg-tavlerne lavet af træsorten ’almindelig ædelgran’, ’albies alba’, hvis naturlige udbredelsesområde er på fastlandet.

Da udgravningen både viste spor efter snedkerarbejde med almindelig ædelgran samt indeholdt tønder lavet af samme træsort, der sandsynligvis oprindeligt har indeholdt vin og blev importeret fra Rhinlandet, kunne det tyde på, at man konsekvent genanvendte tønder af denne velegnede træsort.

Det blev herefter anvendt til en lokal produktion af skrivetavler frem for at bruge egnens egne typer træ – et meget konkret eksempel på den snusfornuftige udnyttelse af ’internationale’ ressourcer langvejs fra i handlen mellem Romerrigets provinser.

Londons tidligste indbyggere

Hvad kan Walbrook-tavlerne så fortælle os?

Først og fremmest forøger de vores viden om det tidligste London med 92 personer i eller med tilknytning til byen.

Tre breve med bevaret adressat var med sikkerhed til personer bosat i Londinium (eksempel hér), og brevene udgør den tidligst overleverede brug af byens navn.

Ud af disse knap 100 personer kan et dusin (12) identificeres med nogenlunde sikkerhed som romerske borgere.

En snes (20) kan identificeres som provinsboere af keltisk oprindelse, nok primært handelsmænd fra Gallien, hvilket igen understreger handelsforbindelserne med resten af Romerriget.

Derudover optræder mere generelt slaver og frigivne slaver, ofte som mellemmænd i økonomiske sager for deres ejer eller tidligere herre, samt militært personel.

Bemærkelsesværdigt er det, at der ingen kvinder optræder overhovedet.

Byens handelsstand er repræsenteret ved to købmænd, en brygger og en bødker (tøndebinder), mens en liste over mængder af øl og tilhørende priser giver et konkret eksempel på de tre professioners indbyrdes forbindelser.

Allerede dengang et 'finanscentrum'

Indtrykket af en by med livlig handel forstærkes af, at knap en tredjedel af alle tavlerne på en eller anden måde dokumenterer økonomiske låneaktiviteter.

Det er enten i form af officielt underskrevne og bevidnede lånebeviser med renters rente, eller i form af korrespondance om udstedte eller ønskede lån.

Eksempelvis er det tidligst skriftligt daterede dokument i Englands historie, altså hvor dateringen fremgår af teksten selv, nu et lånebevis fra 8. januar 57 e.v.t., hvor en frigiven slave anerkender at skylde en anden frigiven slave 105 denarer for varer solgt og leveret til ham.

Et andet dokument, et brev dateret arkæologisk til perioden 43-53 e.v.t., fortæller modtageren, at dem, som personen har lånt penge ud til, praler om det på hele markedspladsen.

Denne lidt for optimistiske vurdering af nogle knap så stabile låntagere i en handelsby i rivende vækst og udvikling understøtter den eneste gode beskrivelse af byen i netop disse år.

Den senere historiker Tacitus kaldte i sin tid byen »travl og fuld af handelsmænd og varer,« (’Annaler’, bog 14, se under stk. 33 (engelsk overs.)).

Plyndret og hærget, men ikke til at stoppe

Skønt Londinium blev brændt ned til grunden under et indfødt oprør i 60 e.v.t., hvilket kan spores i udgravningen af Walbrook-arealet, bevidner en skrivetavle fra 62 e.v.t., at genopbygningen allerede var i fuld gang kort tid efter.

To romerske borgere korresponderede nemlig om fragtpenge for 20 vognlæs til Londinium fra nærliggende Verulamium (St. Albans) – en by med højere administrativ status, der også var blevet brændt ned under oprøret, og som derfor selv kunne have haft god brug af materialerne.

Det var således den boomende handelsby ved Themsen, der trak ressourcerne til sig efter reetableringen af den romerske orden i provinsen.

Fra denne periode, 62–65/70 e.v.t., stammer også én skrivetavle med to alfabet-skriveøvelser og to skrivetavler med tal-skriveøvelser, hvor nogen på sidstnævnte har øvet sig i at skrive henholdsvis én million og en talrække fra otte tusind til hundrede tusind.

Den slags færdigheder har været nødvendige på en travl markedsplads, hvor der både foregik konkrete transaktioner såvel som understøttende lånevirksomhed.

Fortiden under vore fødder

Alt i alt supplerer dette fantastiske nye kildemateriale på glimrende vis de endnu mere talrige og detaljerede Vindolanda-tavler (ca. 80–120 e.v.t) fra den nordlige grænsezone, som viser en livlig økonomisk aktivitet drevet af militærets forbrug af både egne såvel som lokale ressourcer.

Walbrook-tavlerne tegner netop et tilsvarende billede af økonomisk vækst og social mobilitet i en af det civile syds hovedbyer allerede i årtierne umiddelbart efter invasionen af Britannia i 43 e.v.t.

Således bekræfter og nuancerer dette unikke fund vores ellers ret begrænsede viden om det tidligste London og minder os om, at jorden dybt under fortovene i vores ældste byer nogle gange gemmer på ældgamle levn, der kan give os et sjældent glimt af vores forgængeres liv og levned.

LÆS OGSÅ: Mennesker levede i Europa tidligere end antaget

LÆS OGSÅ: Private arkæologiske fund drukner i succes

Walbrook-udgravningen afdækkede helt usædvanligt velbevarede fund af organisk materiale, der under normale, ikke-iltfrie forhold altid nedbrydes. Eksempelvis hér en romersk sættekasse i træ til at fastholde jorden i en nyetableret terrasse langs Walbrook-ådalens skrå sider, så området gradvis kunne bringes i niveau med resten af byen. (Foto/Copyright: Museum of London Archaeology). 

Udgravningen betragtet fra den nordlige ende, hvor der skulle graves dybest i forbindelse med etableringen af en ny metro-nedgang, og hvor man afdækkede de ældste bevarede lag af Londons historie. 1900 år gamle, romerske trækonstruktioner kan tydeligt anes i bunden af udgravningen. (Foto/Copyright: Museum of London Archaeology). 

Byen som man formoder, at den har set ud før ødelæggelsen i 60 e.v.t. Bemærk Walbrooks placering langs den tidligste bykernes vestlige udkant. Udgravningen er markeret med rødt. Størstedelen af skrivetavlerne blev fundet i områdets nordøstlige hjørne, hvor man stødte på de dybeste, velbevarede lag. (Foto/Copyright: Museum of London Archaeology). 

Byen som man antager, den udviklede sig efter genopbygningen i 60'erne e.v.t. Bemærk, hvordan bykernen nu vokser henover Walbrook-åen, således at området nu var en del af selve den bymæssige bebyggelse. (Foto/Copyright: Museum of London Archaeology). 

Bevaret adressat fra ydersiden af en skrivetavle, adresseret ’Til Mogontius, i Londinium.’ (Foto/Copyright: Museum of London Archaeology). 

Hvor en diptych bestod af to enkelt-sidede skrivetavler bundet sammen i ryggen og med voksfelterne indad, så bestod den her illustrerede triptych af en diptych med en ekstra dobbelt-sidet skrivetavle indsat mellem de to andre. (Foto/Copyright: Museum of London Archaeology). 

1 / 6