Naturen er tilsyneladende mere som i Avatar - science fiction-filmen om de blå væsener, der lever på planeten Pandora - end de fleste nok går og tror.
Ikke nok med, at træer tilsyneladende kommunikerer, hvilket Videnskab.dk tidligere har skrevet om, men også svampe ser ud til at tale med hinanden via elektriske impulser gennem deres mycelium, der er den underjordiske del af svampen, og som består af en masse fine tråde.
Tidligere forskning har endda vist, at den elektriske aktivitet bliver større, når trænedbrydende svampe kommer i kontakt med træblokke, hvilket antyder, at svampene bruger det ‘elektriske sprog’ til at dele information med hinanden.
Nu har en forsker undersøgt, om svampenes elektriske impulser bærer nogen lighed med menneskets sprog. Og det gør det faktisk på nogle punkter.
Ved at indsætte elektroder i svampene og i deres mycelier, har Andrew Adamsky fra University of West England fundet frem til omkring 50 mønstre i de elektriske impulsers varierende kraftighed, der ser ud til at gå igen, og som han i et nyt studie kategoriserer som ‘ord’.
Sammenligningen holder ikke vand, mener svampeforsker
Hvad svampene bruger deres ord til, og om de agerer på den information, de deler, kommer studiet ikke ind på.
Men en mulighed kunne være, at svampene, som hylende ulve, signalerer deres tilstedeværelse til hinanden, foreslår forskeren bag studiet, Andrew Adamatzky, i et interview med The Guardian.
Men der er selvfølgelig også den mulighed, at svampene ikke siger noget overhovedet, tilføjer han.
Blandt andet derfor mener Jacob Heilmann-Clausen, der er svampeforsker og lektor på Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitets, at vi formentlig stadig er langt fra at kunne slå ‘svampsk’ op på Google Translate på lige fod med portugisisk eller færøsk.
Han er desuden skeptisk over for sammenligningen mellem svampenes elektriske aktivitet og menneskers sprog:
»Det er virkelig underholdende læsning, men ideen om at sammenligne elektriske impulser hos svampe til menneskesprog virker for mig virkelig bizart og måske lidt uden for min forskningsmæssige komfortzone,« fortæller han grinende til Videnskab.dk.
»Man skal selvfølgelig prøve at have et åbent sind, men det virker mest af alt som en fantasifuld måde at formidle forskningen på, og måske en lige lovlig selektiv udvælgelse af virkeligheden. En sammenligning med sprog hos andre organismer, som for eksempel planter eller dyr uden en veludviklet hjerne, ville være noget mere relevant«
En del af et paradigmeskift
Studiet er symptomatisk for en bevægelse inden for videnskaben, hvor man prøver at se verden ud fra andre synspunkter end menneskers, fortæller Frans Gregersen, der er professor emeritus i dansk sprog:
»Mennesket har i lang tid været i centrum for videnskaben, men nu, og særligt inden for de seneste ti år, har der været et paradigmeskifte, hvor mennesket er blevet detroniseret (afsat fra tronen, red.),« siger han til Videnskab.dk.
»I forlængelse af det, er man også begyndt at kigge på sprog som noget, der ikke kun tilhører mennesket, men også kan foregå eksempelvis mellem dyr og andre dyr, mellem en plante til en anden eller mellem dyr og planter på tværs af arter,« fortæller han.
Hvornår er der tale om et sprog?
Ifølge Frans Gregersen er det særligt vigtigt at kigge på, om kommunikationen får de medvirkende individer til at skifte adfærd, hvis det skal give mening at snakke om et sprog.
Man bliver deslige nødt til at se på, hvad der bliver overført information om, fortæller han:
»Når man kigger på sprog mellem andre dyrearter, har man blandt andet koncentreret sig om, at deres kald bliver brugt som advarsel. Menneskeaber har for eksempel forskellige kald, afhængigt af, om de advarer deres slægtsfæller mod en slange eller en fugl. På samme måde kan man finde ud, om svampe advarer mod dårlige forhold i et bestemt område, som for eksempel tørke,« siger han.
»Men i sidste ende må man spørge sig selv, hvad det giver videnskaben at lave den analogi,« siger han til Videnskab.dk
Studiet er udgivet i tidsskriftet Royal Society Open Science.
