Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Orangutanger giver os ny viden om amnings effekt

Annonce:
Hos vilde orangutanger får ungerne af og til brystmælk helt op i ni-årsalderen. Det hjælper med til at belyse amningens udvikling, siger et forskerhold. (Foto: Shutterstock)

Om det handler om ømheden i brysterne, intimiteten med barnet eller problemerne med at få det til at virke, har amning fyldt en stor del i mange nybagte forældres liv gennem historien.

Alligevel ved vi meget lidt om, hvordan amning hos mennesker har udviklet sig, og det har en række australske og amerikanske forskere nu gjort noget ved. Det skriver Mount Sinai Hospital i en pressemeddelelse.

Forskerne har fundet ud af at bruge menneskets 'fætre og kusiner' – i form af orangutanger – til at fastslå, hvordan små orangutanger bliver fodret, og hvad de spiser.

Studiet er publiceret i Science Advances, og de vilde orangutanger, de har undersøgt, er afdøde, museumsudstillede eksemplarer, hentet fra Sumatra og Borneo. Helt præcist har forskerne kigget på orangutangernes tænder. Heri har de undersøgt for såkaldte biomarkører, der kan fortælle om deres kostforhold.

»Forandringer i kosten tidligt i livet siger noget om fundamentale dele af primaters liv, historie og evolution,« siger Christine Austin, der er ph.d. og besidder en midlertidig forskerstilling i Mount Sinais Department of Environmental Medicine and Public Health, i hospitalets pressemeddelelse.

Hun fortæller, at næste skridt er at bruge samme metode til at studere mennesker, så man kan finde ud af, hvordan spædbørns diæt påvirker deres sundhed senere i livet.

Forskerne ved ikke kun lidt om menneskers amning. Også de vilde orangutanger har de haft svært ved at undersøge, fordi det er svært at studere dem, hvor de bor.

Annonce:

De nye undersøgelser af tænderne viste, at orangutangerne udelukkende fik brystmælk, til de var omkring et år, men helt op til ni-årsalderen fik de i perioder brystmælk. Det er længere tid end nogen anden primat.

Ifølge forskerne hænger det sandsynligvis sammen med, at det ikke altid er let at finde føde, hvor orangutangerne bor, og at ungerne derfor er afhængige af brystmælk i længere tid.

sj