De første moderne mennesker ankom til Europa for omkring 50.000 år siden. Det var Homo sapiens, vores egen gren af menneskeheden.
Men de var langt fra de første mennesker i Europa. Neandertalere levede i Europa i hundredtusinder af år før moderne mennesker, og de levede også sammen med moderne mennesker i tusindvis af år.
Men det er heller ikke her, historien om mennesker i Europas befolkning begynder. For selv længe før neandertalerne eksisterede mere primitive menneskearter i Europa.
Nogle af de ældste spor i Vesteuropa er fundet i et hulesystem i det nuværende Spanien.
»Ikke et ansigt, de har set før,«
I byen Atapuerca, der i øvrigt ligger på Pilgrimsvejen til Santiago de Compostela - også kendt som 'Caminoen' - er dele af et ansigt for nylig blevet udgravet.
Der er ikke meget tilbage - et par stykker af en overkæbe, nogle tænder og et kindben.
Men forskerne hævder i et studie i tidsskriftet Nature, at der faktisk er tale om de tidligst kendte dele af et menneskeansigt fundet i denne del af verden.
Dette menneske vandrede angiveligt rundt i det nordlige Spanien for op til 1,4 millioner år siden. Og ifølge studiet er dette menneske delvist anderledes end andre mennesketyper, der levede på samme tid.
»Det er noget andet. Det er virkelig fantastisk,« siger Torfinn Ørmen.
»Det er ikke et ansigt, de har set før,« fortæller han.
Torfinn Ørmen, som er zoolog, lektor ved OsloMet og forfatter til bogen 'The Story of Us – the Biological Evolution of Humanity', har gransket den nye forskning.

En variant af Homo erectus
Selvom dette tidlige menneske har en række særtræk, mener forskere, at det er en variant af Homo erectus, som var én af de udbredte menneskearter på dette tidspunkt.
Homo Erectus spredte sig i Afrika, Asien og Europa. De gik på to ben, og de brugte stenredskaber.
Omkring udgravningslokationen i Spanien er der fundet adskillige menneskelige rester fra en lang, lang periode i menneskehedens historie. Resterne stammer fra flere forskellige menneskearter, og det er heller ikke det første spor af Homo erectus i dette hulesystem.

Leder i 25 meter dybe arkæologiske lag
I 2008 fandt arkæologerne et menneske-kæbeben fra denne del af kalkstensgrotterne i Atapuerca. Grotten kaldes Sima del Elefante, eller Elefantgraven. Den er fyldt med omkring 25 meter dybe arkæologiske lag, som har hobet sig op i løbet af omkring halvanden million år.
Opdagelsen er beskrevet i denne artikel i Nature fra 2008, og kæbebenet blev dateret til at være omkring 1,2 millioner år gammelt.
Det nye fund er fra samme sted, blot lidt længere nede i de arkæologiske lag.
Det er meget svært at få meget præcise dateringer for noget, der er så gammelt. Den mest almindelige metode til at datere menneskelige jordiske rester er kulstof 14-datering, men denne teknik har en naturlig grænse på omkring 50.000 år.
\ Om kulstof 14-datering
Kulstof 14-datering bygger på måling af den tilbageværende mængde af den radioaktive isotop 14C i fundmaterialer.
I naturen findes kulstof som tre isotoper: 12C, 13C og 14C, hvoraf 12C og 13C er stabile, mens 14C er radioaktiv med en halveringstid på 5.730 år.
Princippet i kulstof 14-dateringer går ud på at måle mængden af tilbageværende 14C i prøvematerialet. Hvis det oprindelige indhold af 14C i prøven er kendt, kan alderen derefter beregnes ud fra den kendte halveringstid for 14C. Jo lavere 14C-indholdet er, jo ældre er prøven.
Målingerne rækker ca. 50.000 år tilbage i tiden og kan anvendes på alle kulstofforbindelser dannet i levende organismer.
Metoden blev udarbejdet 1947-51 af Willard F. Libby, som fik Nobelprisen i kemi i 1960 for opdagelsen.
Læs mere i artiklen: Kulstof 14-datering: Hvordan ved vi, hvornår denne mand blev begravet?
Hvor gammel, sagde du lige?
Fundene i Atapuerca-grotten er så meget ældre, at forskerne må ty til en række andre metoder. De bruger blandt andet kosmogenisk datering, som går ud på at estimere, hvornår noget i jorden sidst har været udsat for kosmisk stråling, da det påvirker grundstofferne i jorden.
Forskerne bruger også en metode kaldet biostratigrafi, hvor de undersøger fossiler fra dyr i lagene og vurderer, hvornår disse dyr levede, ud fra hvor de passer ind i den evolutionære linje.
På denne måde når de frem til et ret bredt skøn på mellem 1,1 og 1,4 millioner år. Forskerne er altså ikke i stand til at fastslå, at disse nyopdagede ansigtsfragmenter er ældre end kæbebenet beskrevet i 2008, men de ligger lidt længere nede i de arkæologiske lag end kæbebenet, så de er nok lidt ældre.
Desuden skiller knoglefragtmenternes udseende sig ud blandt Homo erectus-fund fra andre steder.

Har fundet flere Homo-varianter, men det nye fund skiller sig ud
Det er svært at placere disse nyopdagede fossiler blandt andre menneskearter.
»Det er ikke de samme som flere af de andre typer mennesker, der findes her,« siger Torfinn Ørmen.
I en anden del af dette meget arkæologisk betydningsfulde område er der fundet rester efter menneskearten Homo antecessor, som er omkring 800.000 år gamle eller ældre.
Men det nybeskrevne Homo erectus-ansigt fra Sima del Elefante skiller sig ud. Blandt andet er deres tænder, kindben og vinklen på næsen anderledes.
»De havde et smallere ansigt med et mere fremskudt underansigt.«
»Det ligner ikke noget andet. Det er en ny menneskeform inden for det, vi kalder erectus,« siger Torfinn Ørmen.
Forskerne har sammenlignet disse jordiske rester med andre samtidige menneskerester fundet i Østeuropa og Afrika.
De kan se, at resterne mest ligner Homo erectus-fossiler fra Afrika.
Men hvorfor var disse tidlige mennesker i Spanien på dette tidspunkt?

Ældre spor i Østeuropa
Menneskehedens historie er et kompliceret kort af emigration og immigration, hvor forskellige menneskearter har spredt sig samtidig, forflyttet sig alene, er uddøde eller har levet sammen.
Flere nyere fund peger på, at Europa var befolket fra øst til vest. Nogle af de ældste tegn på mennesker på vores kontinent er fundet i Korolevo i det nuværende Ukraine.
Her er fundet redskaber og spor efter mennesker, men ingen jordiske rester. Den seneste datering viser, at lokationen var i brug for omkring 1,4 millioner år siden, ifølge studiet fra 2024.
De allerældste spor efter mennesker på grænsen mellem Europa og Asien er i Georgien, hvor der er fundet næsten 1,8 millioner år gamle fossiler af Homo erectus. Resultaterne er beskrevet i denne forskningsartikel fra 2011.
\ Læs også
Forskerne bag det nye studie vurderer, at den nye datering, samt fundene i Østeuropa, styrker idéen om, at tidlige mennesker i Europa spredte sig fra øst til vest, selvom meget stadig er uvist her.
»Hvad der skete, er ikke sikkert, vi har ikke noget overblik over de tidlige udvandringer,« siger Torfinn Ørmen.
Han peger på nyligt publiceret forskning fra Rumænien af mulige menneskespor, der kan være op til to millioner år gamle.
Men disse tidlige udvandringer endte med, at vores tidlige slægtninge også uddøde, før neandertalere var udbredt i Europa i hundredtusindvis af år.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
\ Kilder
"The earliest human face of Western Europe", Nature (2025) DOI: 10.1038/s41586-025-08681-0

































