Lægger du mærke til alle de vilde planter, du møder på din vej?
Du behøver ikke at gå ude i naturen. Der er planter overalt, i vejkanten, i parken, langs husmure, ja, selv mellem fliserne på fortovet.
Gennem 12 podcast-episoder vil to forskere i løbet af foråret, sommeren og efteråret tage dig med på jagt efter fascinerende planter fra den danske natur. Serien hedder Plantejagten og udgives af Videnskab.dk.
Du kan høre første episode i afspilleren herunder, og hele serien bliver udgivet i podcastfeedet ‘Videnskab.dk Podcast’. Søg efter feedet i din foretrukne podcastapp.
Vi har glemt vores viden
Emma Aller og Niels Christian Sanden er værter på Plantejagten. Til daglig er de begge forskere på Institut for Plante- og Miljøvidenskab under Københavns Universitet.
»Planter er rigtig spændende, og via mit arbejde får jeg adgang til mange af deres historier. Planter er vigtige at forstå, fordi de altid har fyldt meget for os som mennesker. Man har tidligere haft en god forståelse for planter og for eksempel benyttet sig af lægeplanter. Nu forsvinder denne viden mere og mere ,« siger Emma Aller om motivationen bag podcastserien.
Hun vil også slå et slag for planterne, fordi, hun synes, de bliver overset:
»Når man formidler natur, handler det næsten altid om dyr. Det har gået mig lidt på, så jeg vil gerne komme med en kærlighedserklæring til planterne. Der er også en tilgængelighed i form af, at de ikke kan bevæge sig. Hvis du ved, hvor de gror, og hvornår de blomstrer, er de måske nemmere at finde, end for eksempel en frø er.«
\ Om Plantejagten
Plantejagten er en podcastserie på foreløbig 12 afsnit. Den handler om alle de spændende historier, som vores vilde planter gemmer på.
På Instagram kan du se billeder af de planter, der indgår i hvert enkelt afsnit.
Værterne er Emma Aller og Niels Christian Sanden, der begge er postdocer på Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.
Plantejagten er blevet til som et samarbejde mellem Københavns Universitet og Videnskab.dk. Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden.
Genkend planten, og kom tættere på naturen
Medvært på podcasten Niels Christian Sanden oplevede under corona-nedlukningen, at en kollega på Københavns Universitet fortalte om ’Ugens plante’.
»Jeg oplevede, at det var fascinerende, hvor meget der var at finde lige rundtomkring mig på campus, som jeg overhovedet ikke havde lagt mærke til, selvom jeg havde studeret planter i otte år. Det gik op for mig, at selvom jeg er meget fascineret af planter, var det meget begrænset, hvad jeg vidste om de planter, der var lige uden for døren.«
»Da jeg så begyndte at undersøge det, var det en kæmpe verden, der voksede frem. Det har gjort det væsentligt sjovere at gå en tur, når jeg kan se, at der står en kobjælde eller en kodriver. Jeg har følt mig tættere på naturen, efter at jeg er begyndt at kunne genkende nogle forskellige arter, og det vil jeg gerne forsøge at give videre,« siger Niels Christian Sanden.
\ Læs også
Følg Plantejagten på Instagram
I forbindelse med serien er der mulighed for at følge Plantejagten på Instagram. Her kan du opleve de to forskere under optagelserne, ligesom du kan se billeder af de planter, som jagten går ind på at finde.
Begge værter understreger, at de ikke selv er trygge ved at gå ud i naturen og skråsikkert udpege den eller den anden art plante. Til dagligt møder de nemlig primært planter i laboratoriet.
Derfor allierer de sig i Plantejagten med eksperter, der kan spotte planterne under åben himmel.
»Jeg vil rigtig gerne selv lære noget mere. Så jeg sørger for at koble mig på nogle personer, som ved, hvad de taler om. Jeg er helt tryg ved at have journalistrollen i dette projekt, for jeg har ikke lyst til selv at skulle stå på scenen at være ekspert i botanik. Men jeg har en høj grundviden om planter med en ph.d. i molekylærbiologi og efter at have arbejdet med planter i 10 år,« som Emma Aller udtrykker det.
Niels Christian Sanden supplerer:
»På den videnskabelige side støder vi på utroligt mange spændende fortællinger om, hvordan planter interagerer med verden. Noget, som man slet ikke tænker over og sjældent hører om. De historier vil vi også gerne fortælle. Så det er en kombination af at få skabt noget kærlighed til de planter, der står rundt om os, og at få fortalt de fascinerende historier om, hvordan de lever.«
\ Læs også
Planterne kan alle finde
De 12 afsnit af Plantejagten serverer oplevelser om et bredt udvalg af repræsentanter for planteriget i Danmark.
Planternes hemmeligheder rulles ud og kan give dig mod på at lære endnu mere.
Vidste du for eksempel, at Danmark huser flere end 600 arter af mos? Normalt træder vi på det, men kommer du helt tæt på, ligner mos ofte et lille kunstværk.

De mange forskellige planter har forskellige levesteder. Derfor kommer Plantejagten overalt, fra heden til havet og fra Thy til Bornholm.
»Det er superfedt, at Emma og NC’s skattejagt kommer rundt i hele landet, og jeg håber, at alle, der lytter til Plantejagten, bliver inspireret til selv at gå på jagt efter planter i den danske natur. Jeg ser for mig, at vi i den kommende tid vil se tusindvis af mennesker med hørebøffer på gå rundt at lede efter tang, korsknap og vårgæslingeblomst med Plantejagten i ørerne,« siger Jais Baggestrøm Koch, podcastredaktør hos Videnskab.dk.
Forskerne får hjælp til formidling
Plantejagten er det seneste skud på stammen, hvor Videnskab.dk bistår forskere med at formidle viden, både via tekst, lyd og billeder.
»Mange forskere ønsker at dele ud af deres viden, men kan have svært ved at komme i gang. Plantejagten er et godt eksempel på, hvordan engagerede forskere, der ønsker at dele deres begejstring og viden med andre og selv blive klogere i processen, kan bære sig ad,« siger Vibeke Hjortlund, chefredaktør på Videnskab.dk.
»På Videnskab.dk kan vi hjælpe forskerne med at blive bedre til at formidle, og med vores medieplatform kan vi give dem en kanal ud til den brede offentlighed. Sådan samarbejder vi med forskerne – til gavn for både dem og samfundet,« siger Vibeke Hjortlund.