Marianergraven, der ligger mellem Japan og Filippinerne, er det dybeste område i alle verdenshavene.
Og i dets mørke har forskere netop fundet en ny dyreart – men på sin vis var mennesket allerede kommet dyret i forvejen.
I maven på amfipoden – eller tangloppen, som den også kaldes – fandt forskerne nemlig mikroplast fra sodavandsflasker. Det skriver Ritzau.
Derfor valgte forskerne fra Newcastle University ifølge Ritzau at opkalde den lille tangloppe efter mavens indhold: Eurythenes plasticus.
Fundet er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Zootaxa.
Plastikflaskerne opløses over tid af Solen og bølgerne til mikroskopiske plast-stykker - mikroplast
Forskere fra Newcastle University præsenterer den nye art (Video: Newcastle University)
På sigt ender de på bunden af havet, hvor de så ifølge Ritzau er blevet spist af tangloppen.
Bo Øksnebjerg, generelsekretær ved Verdensnaturfonden (WWF), siger til Ritzau, at han er både overrasket og nedslået over fundet:
»Det er bekymrende, at man selv på det fjerneste sted på kloden, man kan forestille sig, finder dyr med plastik i kroppen,« siger han.
Bo Øksnebjerg siger desuden til Ritzau, at der er behov for øjeblikkelig handling:
»Der er brug for en internationalt bindende traktat, hvor alle lande forpligter sig til at gøre noget, for at forhindre at plastikken når ud i verdenshavene,« siger han.
Ifølge Ritzau er det uvist, hvilken effekt det har på menneskets sundhed, når vi spiser fisk med plastik i maven. Dette har Videnskab.dk også skrevet om i artiklen Vi aner ikke, om mikroplast i drikkevandet er farligt.
tkt