Selv om nepotisme for os mennesker har en lettere negativ klang, kan den for andre dyr være ganske nyttig.
Ny forskning viser nemlig, at det fører til bedre gruppedynamik og samarbejde dyrene imellem, når de er nært beslægtede med hinanden.
Denne opdagelse er forskere fra Universität Hamburg og Aarhus Universitet nået frem til ved at undersøge edderkoppearten Stegodyphus tentoriicola.
Edderkopperne blev inddelt i grupper, hvor nogle alene bestod af søskende, mens andre bestod af edderkopper, der ikke var i familie med hinanden. Herefter blev de sat til at samle føde for at se, hvordan de forskellige grupper klarede sig.
Edderkopper æder ved at sprøjte fordøjelsesenzymer ind i byttet, hvorefter de suger det tomt for næringsstoffer. Forsøget viste, at edderkopperne var mere tilbøjelige til at dele deres fordøjelsesenzymer med de andre edderkopper, når de var i familie med hinanden, hvilket gjorde dem i stand til at indtage føden mere effektivt.
»Edderkopperne, der var i familie med hinanden fik mere at spise og tog mere på i vægt, end de edderkopper der ikke var beslægtede,« siger Trine Bilde. Hun er en af forskerne bag undersøgelsen og lektor på Biologisk Institut ved Århus Universitet.
Tragedy of the commons
I større grupper optræder ofte fænomenet 'tragedy of the commons', som på dansk nogenlunde kan oversættes til 'fællesskabets tragedie'. I mindre grupper kan samarbejde og uegennyttighed være nødvendigt. Men når grupperne bliver store nok, begynder gruppemedlemmerne at udnytte hinanden og begrænse samarbejdet i stedet for.
»Samarbejde betyder per definition at alle bidrager, og man skal helst få noget tilbage, der er større end det man giver. Og hvis nogle individer kører på frihjul, er der en risiko for, at hele systemet bryder sammen. Sådan er det i alle sociale sammenhænge« forklarer Trine Bilde.
Situationen ses da også overalt i naturens verden og er observeret hos såvel mennesker som mikrober.
For stegodyphus tentoriicola viste det sig imidlertid, at denne effekt blev reduceret, hvis edderkopperne var i familie med hinanden. Nepotisme kan således begrænse de negative effekter af den konflikt, der findes mellem individets og gruppens behov, viser resultaterne.
»Vores opdagelser støtter teorien om kin-selektion, altså at samarbejde mellem beslægtede individer medfører større fordel, fordi man både hjælper sig selv og sine slægtninge,« siger Trine Bilde.
Opdagelserne medvirker dermed til at forstå, hvordan samarbejde kan bestå som stabil strategi i evolutionen. Forskernes resultater bliver offentliggjort i dag i tidsskriftet BMC Evolutionary Biology.

































