Narhvaler i fare: Støj fra skibe får narhvaler til at sulte

»Qilalukkat, qilalukkat,« (narhval, narhval) lyder råbene.

Vi springer op fra middagsbordet. En af fangerne har set narhvaler, to grupper på 3-4 individer.

Vi ser mændene løbe med kikkerterne dansende om halsen til udkigsposten på toppen af ​​skrænten med børnene i hælene.

Mændene stirrer på havet, og vi forsøger også at få øje på hvalerne i det gyldne lys fra solnedgangen – hvor er hvalerne, hvor mange er der, er de tæt nok på?

Så styrter hele gruppen af ​​mænd pludselig ned ad skrænten med en støvsky bag sig – det er et tegn for os, afsted! Hurtigt ind i teltet, en sweater og de tykkeste uldunderbukser på. Da jeg kommer ud af teltet, hopper Rikke på et ben og kæmper allerede med sin overlevelsesdragt.

Mads Peter har hænderne fyldt med udstyr på vej ned til stranden, hvor Mikkel løsner gummibådene af deres ankre. Jeg tjekker min udstyrskasse en sidste gang – kuglepen, papir, målebånd, loggere – og dykker ned i min overlevelsesdragt.

Den første af fangernes motorbåde starter med en brøl, og et øjeblik senere flyver båden på det lyserøde hav mod hvalerne med alle sine 150 galopperende hestekræfter.

Narhvaler ser og jager med ørerne

Vi er i Østgrønland på en lille feltstation i bunden af den mægtige Scoresbysundfjord. Vi er her ikke for at jage narhvalerne, men for at blive klogere på hvordan vi bedst beskytter dem som en art og som en levende ressource.

Narhvaler bruger, som alle andre tandhvaler, lyd til at finde vej, finde sine artsfæller og sin mad. De udsender en kraftig lyd og lytter derefter efter ekkoet fra denne lyd – det kaldes ekkolokalisering.

Denne evne sætter narhvalerne i stand til at leve, jage og fungere dybt nede i det bælgmørke hav.

Ved hjælp af ekkolokalisering kan narhvalerne finde bittesmå byttedyr på næsten to kilometers dybde midt i den arktiske vinter.

Lyden hjælper dem også til at navigere i en labyrint af isbjerge og havis for at finde den næste våge, hvor de kan trække vejret.

Men når hvalerne hele tiden lytter intenst til omgivelserne, betyder det også, at fremmede lyde – eksempelvis fra skibe eller boringer – kan overdøve deres egne signaler og desuden virke meget skræmmende.

Forskere og fangere i tæt samarbejde

De arktiske havområder er ikke stille, tværtimod. De er fyldt med brag fra kælvende gletsjere, isbjerge, der kollapser, havis, som knirker og et hav af pattedyr, som kalder, synger og klikker.

Disse naturlige lyde er alle arktiske havpattedyr vant til at høre. Men i takt med den meget hurtige tilbagegang i havisen, forudså vi i vores gruppe, at skibstrafik vil blive en ny, ukendt og meget kraftig støjkilde på narhvalernes levesteder.

Derfor udførte vi en serie forsøg med narhvaler og støj, ledet af professor Mads Peter Heide-Jørgensen fra Grønlands Naturinstitut.

Vi udførte forsøgene i samarbejde med grønlandske fangere, som hjalp os med at finde og indfange levende narhvaler i en art fiskegarn, hvorefter vi monterede dataloggere på hvalerne.

Skulder ved skulder med en seks meter lang hval

Nu er alle klar... og så venter vi. Fangernes både er forsvundet ud på havet, og musestille lytter vi til den hektiske samtale i VHF-radioen om jagten blandet med brøl fra motorer.

Lones klare stemme på radioen fra udkigsposten dirigerer: »Mod nord ... endnu længere ... der er de igen ... lidt mere nordpå« og til sidst, »NU, hval i garnet. Gå, gå!«

Alle i gummibåde og fuld fart fremad. Vi spejder efter fangernes både på kystlinjen, mens vi siksakker mellem iskodserne (is revet løs fra gletchere).

Til sidst dukker en lille gruppe hvide både op, bliver større, og vi lægger til land for at se en stor narhvalhan fanget i et garn, som fangerne bærer mellem bådene.

Allerede inden gummibåden rammer stranden, er Mikkel og Hans Christian hoppet i vandet ved siden af ​​hvalen og river og skærer i garnet. Hvalen får en løkke af en kraftig strop rundt om halen og lidt efter lidt, får vi den fri af garnet.

Hvalen er næsten seks meter lang, og dens venstre fortand er vokset til en imponerende to meter lang snoet stødtand. Dens blege, brede ryg er spættet af hundredvis af gråbrune pletter.

Den puster stille og ligger roligt uden at kæmpe imod, og vi omgiver den stående i vand op til navlen. Værktøj skifter hænder, ingen siger noget, mens vi koncentrerer os om at arbejde i et kapløb med tiden. Jo hurtigere, vi får loggerne på ryggen af hvalen, jo hurtigere kan vi slippe den fri.

De sidste justeringer – er satellitsenderen i den rigtige position, er loggerens VHF-sender tændt og nu - færdig! Løkken åbnes, og vi støtter hvalen i vandet på hver side af den.

Jeg læner min skulder mod den bløde, gummiagtige side af denne enorme hval, mens det iskolde vand siver ind under overlevelsesdragtens manchetter op til armhulerne.

Vi skubber hvalen fremad mod det åbne hav, indtil den får nok vand under sin hale og vupti - et kraftigt slag, og den er fri igen.

Tæt på holdt narhvalerne helt op med at spise

Alt i alt fik vi mærket otte hanner i løbet af to feltsæsoner. Da hvalerne blev sluppet fri, lagde vores forsøgsskib sig på en kurs, der bragte skibet og hvaler med dataloggere tæt på hinanden.

I løbet af en uge blev hvalerne udsat for enten støj fra skibet eller støj fra skibet kombineret med lyden fra en miniature airgun (bruges når man søger olie og gas, se boks).

Efter den uge løsnede dataloggerne sig fra hvalerne og blev opsamlet, og vi kunne aflæse hvalens bevægelser, dykkedybder og lydene i dens omgivelser. Når disse data blev sammenholdt med skibets position, kunne vi se tydelige adfærdsændringer hos hvalerne.

Den mest markante ændring var, at hvalerne holdt op med at dykke dybt og brugte mindre tid på at søge føde.

Tættest på skibet holdt narhvalerne helt op med at spise. Tættest på skibet undgik hvalerne også overfladen, mens deres hjerte slog mere og mere uregelmæssigt.

De fleste af disse adfærdsændringer indtraf allerede ved en svag lydstyrke under det naturlige baggrundsstøjniveau. Det vil sige, at så snart hvalerne hørte en meget svag fremmed lyd, reagerede de på det.

I løbet af de næste årtier forventes mængden af skibstrafik i Arktisk at eksplodere. Nordvestpassagen, som forbinder Europa med Nordamerikas vestkyst, forudsiges at være isfri i år 2050 (se også her). Det vil give mulighed for skibstrafik næsten hele året rundt.

Allerede nu er mængden af menneskeskabt støj i nogle af narhvalernes levesteder øget på grund af menneskelig aktivitet.

Men da narhvalerne kun kan leve i de arktiske temperaturer, har de ikke mange steder, de kan flytte hen. Hvis skibstrafikken og andre menneskeskabte forstyrrelser får lov til at vokse uhæmmet, løber narhvalerne tør for levesteder.

Hvad kan der gøres?

Der er to veje at gå, som jeg ser det. Den ene er at kræve, at skibe i Arktis holder deres støjniveau under en vis grænse. Det kan opnås ved at sænke farten og ved at bruge specieldesignede skibsskrog og -propeller.

Den anden er at lave en korridor for skibe og således holde støj inden for et begrænset område og væk fra vigtige narhval-levesteder.

Sandsynligvis skal begge veje bruges samtidig for at redde narhvalerne.