For 11 år siden, i 2013, vandt den britiske fysiker Peter Higgs Nobelprisen i fysik for sine teorier om eksistensen af en særlig partikel, higgs-partiklen, der hjælper med at binde universet sammen.
Nu er han død i sit hjem i Edinburgh i Skotland, 94 år gammel.
Det skriver den britiske avis The Guardian.
Den berømte fysiker Peter Higgs begyndte sit arbejde, der førte til teorien om higgs-partikel, tilbage i 1964. Med bidrag fra den belgiske fysiker François Englert og andre kolleger foreslog Peter Higgs, hvordan en særlig partikel, der nu er opkaldt efter ham selv, hjælper universet med at hænge sammen ved at forårsage, at alle andre partikler har en masse.
»Peter Higgs var et bemærkelsesværdigt menneske. En virkelig begavet videnskabsmand, hvis vision og fantasi har beriget vores viden om den verden, der omgiver os,« fortæller Peter Mathieson, rektor ved Edinburgh University i Skotland, hvor Higgs var tilknyttet, til The Guardian.
Teorien om higgs-partiklen blev først rigtig bevist i en række eksperimenter, der løb fra 2008 til 2012, og som blev udført af forskere fra Den Europæiske Organisation for Højenergifysik, CERN. Allerede året efter, i 2013, fik Peter Higgs tildelt Nobelprisen i fysik sammen med den belgiske fysiker François Englert.
»Hans forudsigelse af partiklens eksistens var en dyb indsigt, og dens opdagelse i CERN i 2012 var kronen på værket, der bekræftede hans forståelse af, hvordan universet fungerer,« fortæller John Ellis, tidligere chef i CERN, til The Guardian.
Higgs-partiklen kendes også som ‘Guds partikel’ og spiller en essentiel rolle i vores forståelse af, hvorfor universet ser ud, som det gør.
smb