Det vakte stor opsigt, da astronomer for nyligt opdagede, at vores solsystem havde fået en fremmed på visit.

Den amerikanske rumfartsorganisation, NASA, annoncerede hurtigt, at der efter alt at dømme var tale om et interstellart objekt – det vil sige et himmellegeme, som ikke stammer fra vores eget solsystem.

Det er første gang, astronomer har set et interstellart objekt, og de seneste observationer peger på, at vores fremmede gæst består af klipper ligesom en asteroide.

Dermed har vi fået ny viden om objektet, for i NASA’s første udmelding var det endnu uklart, om det interstellare objekt var en asteroide eller en komet.

»Selvom objektet kom tættere på Solen end planeten Merkur, havde det ikke en hale ligesom andre kometer. Det betyder, at det ikke er et isfyldt objekt ligesom en komet, men derimod er det hovedsageligt lavet af klipper ligesom en asteroide,« fortæller astronom Jonathan Williams, som er en af forfatterne til et nyt studie om det interstellare objekt.

Objektet er døbt Oumuamua

Det var et teleskop på Hawaii, som i sidste måned opdagede det interstellare objekt. I første omgang fik objektet det foreløbige navn A/2017 U1, men nu er astronomerne blevet enige om at kalde den 1I/Oumuamua.

»Det er det første objekt, vi nogensinde har identificeret, som stammer fra et sted uden for Solsystemet. Derfor har det fået det hawaiianske navn ’Oumuamua’, som betyder ’den første til at tage kontakt’,« fortæller Jonathan Williams, som er astronom ved University of Hawaii, til Videnskab.dk.

I det nye studie har Jonathan Williams og hans kolleger forsøgt at regne ud, hvor Oumuamua kommer fra. Beregningerne tyder på, at klippeobjektet måske kan stamme fra et sted ude omkring en gruppe af yngre stjerner, som i dag kan ses i stjernebillederne Duen og Kølen.

»Vi kan spole dens bevægelser tilbage i tiden for at prøve at forstå, hvor den kommer fra. Men det er svært at vide med sikkerhed, for afstandene mellem stjerner er så store, at det må have rejst mange millioner, måske endda milliarder, af år på sin vej gennem galaksen,« fortæller astronom Jonathan Williams.

I det nye studie anslår han og kollegerne, at ’Oumuamua’ har tilbagelagt en afstand på mellem 163 og 277 lysår, inden det nåede frem til vores solsystem (et lysår svarer til den afstand, lyset kan rejse på et år gennem det tomme rum).

Forsker: Fornuftigt studie

Studiet er foreløbigt kun offentliggjort på internetserveren arXiv og er ikke trykt i et videnskabeligt tidsskrift.

Det betyder, at resultaterne endnu ikke er gennemtjekket og godkendt af andre forskere, men studiets analyser ser umiddelbart fornuftige ud, mener den danske astrofysiker Kjartan Kinch.

»Det giver god mening, at objektet kommer fra en gruppe af ret nye solsystemer. Vi formoder, at unge solsystemer kaster flere asteroider ud fra sig end for eksempel et midaldrende solsystem som vores eget,« siger Kjartan Kinch, som er lektor ved afdelingen for Astrofysik og Planetforskning ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.

Ideen om, at objekter kan blive smidt ud af deres eget solsystem er langt fra ny. Forskerne har længe haft en teori om, at objekter som Oumuamua kan blive skudt ud i rummet i løbet af den stormfulde ungdom, som stjerner og deres planeter gennemlever.

»Oumuamua kan være blevet smidt ud af sit eget planetsystem på et tidligt tidspunkt, mens klipper stødte sammen, og planeter var ved at vokse frem,« siger Jonathan Willilams.

Skabt tæt på sin stjerne?

Animationen viser banen, som objektet tager ind igennem vores solsystem. Den var tættest på Solen 9. september. På grund af Solens tyngdekraft skiftede den retning og tog et hårnålesving under vores solsystem. (Illustration:  NASA/JPL-Caltech)

At Oumuamua består af klipper - og ikke består af is - kan give en yderligere indikation af, hvor objektet er blevet dannet.

Det nye studie påpeger i hvert fald, at objektet formentlig er blevet dannet et varmt sted.

»Det tyder på, at den er blevet dannet forholdsvist tæt på stjernen, som den kommer fra. Derinde er der for varmt til at kunne være is,« siger Kjartan Kinch og tilføjer:

»Det er måske en lille smule overraskende, fordi vi nok formoder, at de fleste objekter, der er blevet kastet ud fra vores eget solsystem, har været kometer.«

Et los bagi

Kjartan Kinch forklarer, at hvis et objekt som Oumuamua skal kastes ud af et solsystem, skal det have et ordentligt ’los bagi’ – ellers vil objektet blive ved med at være indfanget i sit oprindelige solsystem på grund af stjernens tyngdekraft. Præcis ligesom Jorden og de andre planeter i vores eget solsystem bliver ved med at være indfanget og kredse rundt om vores stjerne, Solen.

»Der skal en vis portion kraft til, før et objekt kan slippe løs fra sin stjernes tyngdekraft. Det må den have fået ved at komme hen i nærheden af en stor planet, som har accelereret den og kastet den ud af solsystemet,« forklarer Kjartan Kinch.

At store planeter kan hjælpe objekter til at komme op i fart kendes også fra rumfartøjer, forklarer Kjartan Kinch. Forskere sender jævnligt rumfartøjer ned mod planeter, for at fartøjet kan få et skub bagi af planeten.

Det nye studie beregner, at det formentlig er omkring 40 millioner år siden, at Oumuamua er blevet kastet ud af sit oprindelige solsystem. Det kan lyde som frygtelig længe siden, men inden for astronomien er det relativt kort tid, påpeger Kjartan Kinch.

»Der er trods alt store afstande i rummet, så det tager lang tid at rejse mellem stjernerne,« forklarer Kjartan Kinch.

Her er objektet nu

Kjartan Kinch påpeger dog, at det ikke kun er Oumuamua, som er suset gennem rummet hen imod os. Vi har også bevæget os hen imod Oumuamua. Vores egen stjerne Solen – og hele dens solsystem - bevæger sig nemlig også i forhold andre stjerner.

»Man kan sige, at det ikke så meget var objektet, der ramte os – det var mere os, som ramte objektet. Objektet har ikke haft nær så meget bevægelse, som vi har,« forklarer Kjartan Kinch.

Oumuamua er allerede på vej ud af vores solsystem igen. I øjeblikket befinder objektet sig inden for banen mellem planeterne Mars og Jupiter, men ifølge Jonathan Williams vil vi fortsat have besøg af objektet nogle år, før det vil nå yderkanten af vores solsystem – på den anden side af Pluto.

»Objektet bevæger sig hurtigt, men afstandene i Solsystemet er store, og det vil tage nogle få år, før det når ud på den anden side af Plutos bane. Men der er tale om en lille klippe – nogenlunde på størrelse med en fodboldbane – så den er allerede for svag til, at vi kan se den,« siger Jonathan Williams.

Forskerne håber på, at de fremover vil finde flere interstellare objekter og lære mere om, hvor de kommer fra.

»På den måde kan vi måske lære mere om, hvordan planeter bliver født, og hvordan det var, da vores egen Jord og Solsystemet blev skabt,« slutter Jonathan Williams.