Indlandsisen smelter med en hastighed, der følger de værste forudsigelser
indlandsisen smelter følger værste forudsigelser

Verdenshavene stiger med rekordfard, og det skyldes især, at Indlandsisen smelter hurtigere end nogensinde før målt. (Foto: Shutterstock)

Verdenshavene stiger med rekordfard, og det skyldes især, at Indlandsisen smelter hurtigere end nogensinde før målt. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
04 september 2020

Indlandsisen i Grønland og Antarktis smelter så hurtigt, at det følger det værste af FN’s scenarier for verdenshavenes stigning.

Hvis den udvikling fortsætter i samme tempo, vil det følge FN's klimapanel IPCC’s seneste store klima-rapport betyde, at vandstanden i verdenshavene vil stige med op mod 40 centimeter inden år 2100, alene som følge af smeltevand fra iskapperne. Det skriver ScienceAlert.

Tidligere har den øgede temperatur i verdenshavene været årsag til den stigende vandstand, fordi varmen har fået vandet til at udvide sig og fylde mere.

Men udviklingen indenfor de seneste fem år har gjort afsmeltning til hovedårsagen til vandstandsstigninger, skriver DMI.

»Det er ikke kun Antarktis og Grønland, som får vandet til at stige. I de senere år er tusindvis af mindre gletsjere og iskapper overalt på Jorden begyndt at smelte eller helt forsvinde,« siger Ruth Mottram til DMI, hvor hun er klimaforsker ved Nationalt Center for Klimaforskning.

indlandsisen smelter følger værste forudsigelser

Millimeter-stigning i vandstanden i verdenshavene som følge af afsmeltning fra Grønland og Antarktis. Den grå kurve viser de nye observationer, mens gul, orange og rød kurve er hhv. lavt, middel og højt scenarie fra IPCC. (Kilde: Slater et al. 2020)

Et studie peger på, at alene smeltevand midt i århundredet vil eksponere omkring 50 millioner mennesker årligt for oversvømmelser, hvis isen fortsætter med at smelte, i det tempo den gør nu. Det skriver ScienceAlert. 

Det er blandt andet den globale opvarmning, der har sat fart i afsmeltningen af indlandsisen.

Sidste år mistede Grønland alene 533 milliarder ton is - den største mængde nogensinde målt, skriver ScienceAlert.

Det svarer til, at seks olympiske svømmebassiner løber ud i havene hvert sekund, og den afsmeltning var ansvarlig for 40 procent af den globale vandstigning i 2019.

Der er altså brug for helt nye modeller og beregninger, som opsætter nye scenarier for afsmeltningen i Arktis og verdenshavenes stigning.

En ny, stor rapport, som sætter endnu mere fokus på afsmeltningen og den nuværende katastrofale udvikling, udkommer ifølge IPCC i løbet af næste år.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.