Om næsten 80 år kan klimaforandringerne have skabt helt nye forhold for årstiderne på Jorden.
Ifølge et nyt studie, der er publiceret i Geophysical Research Letters, bliver sommeren længere og længere på den nordlige halvkugle, og i år 2100 kan somrene vare op til et halvt år.
Det skriver American Geophysical Union (AGU) i en pressemeddelelse.
Grafikken herunder viser, hvordan årstidernes længde har ændret sig fra 1952 til 2011. Og hvordan forskernes modeller forudsiger, det kan se ud i år 2100.
Og selvom et halvt år med sommer måske lyder meget rart, tegner studiet ikke et positivt scenarie. Klimaforandringerne vil nemlig få omfattende konsekvenser for landbruget, menneskers sundhed og for miljøet, lyder det ifølge studiets forfattere.
I 1950’erne var det nemt for forskere at forudsige årstidernes kommen og gåen, men klimaforandringerne medfører en større grad af ekstreme vejrforhold, der kun vil blive vildere i fremtiden
»Sommer bliver varmere og længere, og vinter bliver kortere og varmere på grund af global opvarmning,« siger Yuping Guan, der er oceanograf med fokus på fysik ved State Key Laboratory of Tropical Oceanography ved South China Sea Institute of Oceanology, i pressemeddelelsen.
I studiet har forskerne set nærmere på historiske klimadata fra 1952 til 2011.
I gennemsnit steg sommeren fra 78 til 95 dage mellem år 1952 og 2011, mens vinteren faldt fra 76 til 73 dage.
Også efterår og forår er blevet kortere.
Ændringerne ses især i Middelhavsregionen og i det Tibetanske Plateau.