Tirsdag 31. oktober er det Halloween, og butikkerne flyder som sædvanlig med græskar i plastik og masseproducerede spøgelseskostumer.
Her på redaktionen spøger vi med, men vil gerne give gyset lidt mere autencitet. Så vi har spurgt os selv: Hvordan laver vi en mumie?
Spørg Videnskaben har fundet opskriften på den hjemmelavede og økologiske mumie. Hvis du starter nu, så kan du have den klar til næste år.
Først skal vi høre, hvordan historiens mest berømte mumiemagere gjorde – nemlig beboerne i det gamle Ægypten.
Rune Nyord er postdoc i ægyptologi og arbejder ved Institut for Tværkulturelle og regionale studier (TORS) ved Københavns Universitet. Han har forsket i ægypternes kropsforestillinger og kan fortælle os, hvad man ifølge fortidens kilder skal gøre, når man har fået skaffet sig et lig.
»Grækeren Herodot er den mest detaljerede kilde, vi har, til balsamering i Ægypten. Vi ved, at han ikke altid fik fat i det hele, når han beskrev andre kulturer. Men fra undersøgelser af de fysiske mumier, vi har fået overleveret, kan vi se, at han gengiver balsameringsprocessen ret præcist,« siger forskeren.
\ Om Herodot
Herodot var en græsk historieskriver, som levede 484 f.v.t. til mellem 430-420 f.v.t.
Han skrev om græsk historie, men beskrev også andre kulturers samtidige og fortidige kultur som for eksempel Persien, Babylon og Ægypten.
Først skal hjernen ud
Ifølge Herodot var der tre måder, ægypterne balsamerede lig på:
- Den dyre luksusbehandling var omfattende, og det var den, som kongefamilien fik.
- Derudover var der den middeldyre balsamering
- Og så var der den helt billige discountudgave, hvor man altså heller ikke kunne være sikker på, hvor godt resultatet blev.
»Den mest omfattende balsamering startede med, at man fjernede hjernen ved at stikke en krog op igennem næsen, som man så rodede rundt med, så hjernen gik i mindre stykker og man kunne trække den ud,« siger ægyptologen.
Bagefter skyllede man hulrummet i hovedet med olier, så man kunne få resten af hjernemassen ud. Til sidst fyldte mumiemagerne hulrummet i hovedet med harpiks og/eller linned.
Træk fugten ud af kroppen
Herefter skar ægypterne et snit i venstre side af ligets overkrop. Man fjernede lunger, lever, mave og tarmene. Nyrerne lod man være i kroppen. Forskeren fortæller, at det sandsynligvis var, fordi nyrerne var meget svære at tage ud igennem venstre side.
Hjertet fik også lov til at blive siddende, da det ifølge ægypternes overbevisning var sæde for tanker, følelser, tilbøjeligheder og nedarvede anlæg fra forfædrene.
\ Læs mere
Bughulen og brystkassen blev renset med krydret palmevin og fyldt med harpiks, myrra og røgelse, som blev blandet med natriumkarbonat (Na2CO3) , hvilket er næsten det samme som bagepulver (NaHCO3), hvilket i dag jo kan købes i et hvert supermarked.
De indvolde, som ægypterne fjernede, lagde de i natriumkarbonat, og der lå organerne, indtil fugten var trukket ud af dem.
Herefter lagde man dem i krukker eller pakkede dem ind i bandage og lagde dem tilbage i overkroppens hulrum, eller også lagde man dem i en bylt mellem benene på liget.
\ Spørg Videnskaben Classic
Fra tid til anden ‘genudgiver’ vi artikler fra arkivet i vores populære brevkasse, Spørg Videnskaben.
Denne artikel blev oprindelig bragt på Videnskab.dk 30. oktober 2009.
»Man lagde så kroppen til tørre med bunker af natriumkarbonat ovenpå. Den skulle så ideelt set ligge i 70 dage men ikke længere,« siger forskeren, som forklarer, at 70 efter ægypternes opfattelse var et særligt perfekt tal.
Bandage bruges efter behag
Når kroppen var tørret helt ind, vaskede datidens mumificeringseksperter den i olie og harpiks og bandt den til sidst ind i bandage.
»Det sidste trin var primært kosmetisk. Når kroppen først har ligget i natriumkarbonat i 70 dage, så betyder det i og for sig ikke noget for bevaringen, om man har bundet den ind eller ej,« siger Rune Nyord.
Og så er vi jo næsten færdige!
»Mumien blev herefter lagt i et bemalet hylster, hvor der også var afbilledet et ansigt på. Det kunne også være en kiste eller sakrofag.«
De lette løsninger er også en mulighed
Hvis man ikke gider gøre så meget ud af sin Halloween-mumie, var der jo som sagt også to lettere løsninger i Herodots skrifter.
»Den mellem-dyre løsning i Ægypten var, at man sprøjtede cedertræsolie ind i bughulen igennem anus, og så satte man en prop i, så olien ikke løb ud igen. Og så springer man frem til det trin, hvor kroppen skal ligge i natriumkarbonat,« siger ægyptologen.
\ Bandagen bevarede ikke liget
Bandageproceduren stammer fra dengang, ægypterne først begyndte at eksperimentere med at lave mumier.
Den ydre form på liget blev bevaret med bandage og gips, men i dag kan man se, at liget indeni er forsvundet for lang tid siden, og at bandagen derfor ingen bevaringseffekt havde.
\ Læs mere
Varm luft virker bedst
Den sidste og mest discountagtige løsning er at skylle tarmene med vand og lægge kroppen i soda. Den metode fungerede ikke altid lige godt for ægypterne.
Rune Nyord fortæller, at alle tre metoders effektivitet også afhænger af, hvor man lægger sin mumie efter balsamering.
På Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet fortæller læge Asser Thomsen, at mumificering kræver, at et lig ligger i tør luft.
»Det går hurtigst, hvis det er varm, men tør luft. Og så må liget gerne ligge i vind eller træk.«
Så med endnu en kold og våd vinter foran os, må vi nok vente et halvt års tid, før vi kan lægge vores mumie til tørre i det fri. Men så kan den også være klar til næste års Halloween.
Spørg Videnskaben svarer som sædvanligt på mere eller mindre gyselige spørgsmål i næste uge.
Du kan sende dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk. Hvis du får dit spørgsmål besvaret, vinder du en af vores flotte T-shirts.
\ Læs mere
\ Derfor balsamerede ægypterne deres døde
Det var vigtigt for ægypterne at balsamere deres lig, fordi de ikke havde vores forestilling om, at krop og sjæl er to forskellige ting.
En ægypter kunne ikke forestille sig et væsen uden en fysisk krop. Døden var for dem en forvandling fra at være et menneske til at være en afdød forfader.
Den forvandling af mennesket var i høj grad en forvandling af kroppen fra at være levende, blødt og forgængeligt til at være en ubevægelig, hård og bestandig genstand.
Forfaderen lå i sin grav, men kunne blive kontaktet af de levende. Derfor var et mundåbningsritual også en del af balsameringsprocessen, hvor øjne og mund blev åbnet, så den døde kunne kommunikere og se, hvad der foregik.
