Hvepse har haft affærer med figner i over 75 millioner år, viser ny forskning fra bl.a. Statens Naturhistoriske Museum. Hvepsene har hjupet fignerne med at formere sig til hundredvis af forskellige arter, skriver Statens Naturhistoriske Museum i en pressemeddelelse.
Figenen med det latinske navn Ficus carica, som vi propper os med ved juletid, er blot én af de over 750 arter af figner, der alle bestøves af forskellige hvepsearter. Hvepsenes forkærlighed for figner forklarer, at der findes så mange forskellige slags figner sammenlignet med de nærmeste slægtninge som morbær og brødfrugt.
Ved at sammenligne stamtræer fra mere end 200 matchende arter af figner og hvepse har forskere fra bl.a. Statens Naturhistoriske Museum fundet ud af, at det unikke samspil mellem fignerne og deres bestøvende hvepse har eksisteret i mere end 75 millioner år – hvilket formentlig er årsagen til arternes enorme succes.
Figenblomsterne kan kun bestøves af små hunhvepse, som omvendt kun kan udklække deres æg i figenblomster. Så det er et højt specialiseret samarbejde, der gennem tiden er opstået mellem figenblomsterne og hunhvepsene. Samspillet, der i biologiens fagsprog kaldes co-evolution, hvor udviklingen af den ene art påvirker udviklingen af den anden art, er så unikt, at man regner med, at de fleste figenarter bestøves af hver deres helt specifikke hvepseart.
»Vi har brugt sekvenser af DNA fra over 200 matchende arter af figner og hvepse fra hele verden til at fremstille stamtræer for begge parter. Ved at sammenlige stamtræerne har vi for første gang vist, at samspillet mellem fignerne og deres bestøvende hvepse har eksisteret i mere end 75 millioner år, altså siden dinosaurernes tid,« siger Nina Rønsted, lektor på Statens Naturhistoriske Museum i pressemeddelelsen.
Forskningsresultaterne fra Statens Naturhistoriske Museum er blevet til i samarbejde med en lang række specialister fra bl.a. England, Frankrig og USA. Resultaterne er netop offentliggjort i det internationale videnskabelige tidskrift Systematic Biology.
Læs også:
































