Internettets seneste, absurde besættelse er dette spørgsmål: »Hvem ville vinde en hypotetisk slåskamp uden regler mellem 100 mænd, som hverken er bevæbnede eller kamptrænede, og én voksen han-gorilla?«
Det lyder tosset, men debatten er eksploderet på Reddit, TikTok, YouTube og Instagram.
En del mener, at vi mennesker engang jagtede mammutter, så selvfølgelig ville vi vinde.
Andre peger på, at en voksen gorilla-han, som kan løfte næsten 1.000 kilo, kan svinge en granvoksen mand som en kludedukke.
For at være helt ærlig, er det ikke et spørgsmål, der behøver et svar, men som sædvanlig (det er jo internettet) har alle en mening.
Bag de sjove kommentarer og memes giver denne fjollede debat os faktisk mulighed for at tænke over menneskets udvikling.
Hvad er vores arts styrke egentlig? Hvilke egenskaber har vi tabt undervejs i evolutionen? Og hvad kan en gorilla – vores majestætiske, stærke og truede, fjerne slægtning – lære os om os selv og vores evolution?
Gorillaer og mennesker: To grene på samme stamtræ
Gorillaer er blandt vores nærmeste nulevende slægtninge. Sammen med chimpanser, bonoboer og orangutanger tilhører de familien af store menneskeaber – Hominidae.
Chimpanser deler omkring 98,8 procent af deres DNA med os, mens gorillaer følger trop med cirka 98,4 procent.
Vores sidste fælles forfader levede for omkring 10 millioner år siden, og det var også chimpansernes forfader.
Siden vores evolutionære veje skiltes, har mennesker og gorillaer levet på hver vores måde.
Gorillaer har tilpasset sig tæt skov og bjergrigt terræn, mens vi har udviklet os til at leve i åbne landskaber – og i dag i mange slags forskellige miljøer.
Men selvom vi lever meget forskelligt, har mennesker og gorillaer stadig meget til fælles: tommelfingre, ansigtsudtryk, kompleks social adfærd og følelsesmæssig intelligens.
'Skovstyrke'
I den nye 'Dune'-saga siger hertug Leto Atreides, at man skal udvikle 'desert power' ('ørkenstyrke') for at vinde på ørkenplaneten Arrakis. Gorillaerne har til gengæld mestret 'skovstyrke'.
Og lad os bare se sandheden i øjnene – når det gælder råstyrke, vinder gorillaen hver eneste gang.
En voksen han-gorilla kan veje over 160 kilogram og løfte næsten et ton – helt uden at skulle forbi et fitnesscenter.
Styrken i deres overkrop er enorm, og det er ikke tilfældigt – det skyldes årtusinders konkurrence mellem hanner, hvor dominans bestemmer, hvem der får lov at parre sig.
Ekstremt hårdføre og modstandsdygtige
Samtidig er gorillaer ekstremt hårdføre og modstandsdygtige, men også rolige og fredelige det meste af tiden.
Ligesom mange andre primater har de stor social intelligens. De gør brug af lyde, fagter og bruger endda brystkassen som en tromme til at kommunikere over store afstande.
Gorillaer har vist, at de er i stand til at bruge tegnsprog, sørge over deres afdøde slægtninge samt udvise empati.
Det vidner altsammen om højt udviklede kognitive evner.
Vi byttede muskler for hjerner
En kamp mellem 100 mænd og én gorilla ville nok ende med en masse døde mænd – men vi ved jo godt, at mennesker kommer med våben, strategier, droner, ild og en masse smarte tricks.
Mennesker er faktisk ikke særligt stærke sammenlignet med mange andre pattedyr.
Vores styrke som art ligger i vores evne til at tilpasse os og samarbejde i meget store grupper.
Vores hjerner er i gennemsnit tre gange større i forhold til vores kropsstørrelse sammenlignet med gorillaens.
Denne fantastiske tilpasning har gjort det muligt for os at tænke abstrakt, bruge symbolsk sprog – og vigtigst af alt: dele, videreformidle og videreudvikle kompleks viden fra generation til generation.
Og det er vores største superkraft: evnen til at samarbejde i kæmpestore grupper – langt større end de 30 individer, en typisk gorillaflok består af.
Menneskets evolutionære historie har resulteret i, at vi har byttet råstyrke for social, kulturel og teknologisk kompleksitet – og det har gjort os til den mest alsidige (og farlige) art på kloden.
Så… hvem vinder?
I en én-mod-én slåskamp kunne gorillaen nemt gennemtæve et menneske med én næve. Der er ingen tvivl om, hvem der vinder på råstyrke og næveslag.
Men mennesker spiller ikke fair. Hvis man bruger vores evolutionære succes som mål, ville vi nok tabe mange af kampene, men alligevel vinde krigen.
Det er jo som følge af vores indblanding, at bjerggorillaerne var på randen af udryddelse i 1980'erne.
Vores art har spredt sig over alle kontinenter, på tværs af alle klimazoner og alle terræner.
Vi har forandret økosystemer, gået på Månen og opfundet avanceret teknologi. Men gorillaer er en anden slags succes – de lever i harmoni med deres omgivelser, med fysisk ynde og stille styrke.
Måske er pointen i virkeligheden ikke, hvem der ville vinde slåskampen, men at to meget forskellige og alligevel nære slægtninge har fulgt hver deres evolutionære vej. Og at begge er en triumf og bevis på, hvad naturen kan præstere.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
