Den stigende forekomst af atlanterhavstorsk, kuller og rødfisk i den arktiske del af Barentshavet (som grænser op til Det Arktiske Hav) ændrer den måde, økosystemet hænger sammen på.
Mængden af økologiske koblinger øges, og arterne knyttes tættere sammen i fødekæderne. Man kan sige, at de bliver naboer i det økologiske netværk.
Forandringer i form af, hvem der bliver spist af hvem, vil kunne sprede sig meget længere og hurtigere i et mere sammenvævet arktisk-maritimt økosystem. Det samme gælder ændringer i økosystemet, som er forårsaget af klimaforandringer eller menneskelig påvirkning.
Denne form for økologiske forandringer vil påvirke samspillet mellem arterne i Arktis og det russiske havforskningsinstitut, PINRO, i Murmansk.
Dette viser ny forskning netop publiceret i Proceedings of Royal Society. Forskningen er udført i et samarbejde mellem forskere fra Universitet i Tromsø, det norske havforskningsinstitut, IMR, i Tromsø, og det russiske havforskningsinstitut, PINRO, i Murmansk.
Stigende havtemperatur har stor betydning for arterne
Siden 1980’erne er havtemperaturen gennemsnitligt steget 1,5 grader i Barentshavet, mens den isfrie periode er blevet forlænget med op til tre-fire måneder. Ændringer som disse i havmiljøet har stor betydning for de arter, der lever i og af havet.
Nogle af de hurtige og mest omfattende klimadrevne ændringer i havene, inklusiv Barentshavet, er fisk, som rykker længere nord. Men også andre varmeelskende arter bliver mere almindelige i det nordlige Barentshav. Det gælder fx fiskenes byttedyr som fx de atlantisk dyreplankton, krill og lodde, og en række havfugle som lomvi og søpapegøje, mens det går tilbage for andre arktiske arter, fx polartorsk og polarlomvi.
(Illustration: Anna Laurine Kornum)
Et af økosystemets allervigtigste strukturelle karaktertræk er, hvor tæt fødekæderne er vævet ind i hinanden. Dette netværk af forbindelseslinjer i økosystemet udgør det økologiske fødenet. Derfor vil netop arter, som kobler forbindelserne tættere sammen, spille en vigtig rolle for, hvordan økosystemet fungerer.
Arterne og deres interaktion et stort netværk med over 2000 økologiske koblinger
I min ph.d.-afhandling stiller jeg sammen med mine vejledere spørgsmålet: Hvordan ændrer økosystemet sig i havet omkring Arktis, når varmeelskende fisk flytter længere mod nord?
For at kunne besvare dette spørgsmål har jeg indsamlet viden om, hvem der spiser hvem blandt 233 forskellige arter i Barentshavet.
Tilsammen danner disse arter og deres interaktion et stort netværk med over 2000 økologiske koblinger.
Jeg har set på ligheder og forskelle i fødenettets karakter i den sydlige del af Barentshavet, som er påvirket af relativt varmt atlanterhavsvand, og i den nordøstlige del af Barentshavet, som er påvirket af iskoldt arktisk vand.
Fiskene er på jagt efter nye jagtmarker
Det viser sig, at fødekæderne i det varme atlantiske område af Barentshavet er vævet meget tættere sammen end næringskæderne i det kolde arktiske område. Det skyldes, at mange af de arter, som lever i den sydvestlige del af Barentshavet, har mange forskellige økologiske koblinger, eller sagt på en anden måde: Mange af de arter, som lever i den sydvestlige del, har stor appetit på kryds og tværs af fødenetværket.
De fisk, som flytter sig allerhurtigst mod nord, er netop arter på udkig efter nye jagtmarker. Atlanterhavstorsk er den art, der jager flest byttedyr i Barentshavet, og samtidig bliver den selv spist af mange fisk og havpattedyr. Det er netop sådan nogle arters umættelige appetit, som er grunden til, at de har så stor effekt på, hvordan fødekæderne er vævet sammen i økosystemet.
(Foto: Ørjan Garfjel)
Desuden spiser de både dyr, som lever i tilknytning til havbunden (fx muslinger, orme og rejer) og i vandsøjlen (fx pelagiske fisk, som lodde). Derfor øges de økologiske koblingene også mellem leveområderne på bunden og de frie vandmasser i de arktiske havområder.
Ud over at sammenkoble fødekæderne på tværs af leveområder, vil varmeelskende arter, som fx torsk, også kunne påvirke de arktiske arter direkte. Enten ved at spise de mere stedbundne arktiske fisk eller ved at øge konkurrencen om mad.
Nedgangen i nogle af de arktiske fiskebestande er allerede blevet dokumenteret de sidste ti år. Det samme gælder nedgang i de store havpattedyrs kropsvægt i den nordlige del af Barentshavet, som er forårsaget af øget konkurrence om føden fra torsk.
Hvordan kampen om mad og leveområder i Arktis vil udvikle sig, kan kun fremtiden vise. Håbet er, at vi kan lave endnu bedre modeller over, hvordan økosystemet hænger sammen og fungerer, så vi mennesker – som også er en grådig art – kan lære at tilpasse os på en økologisk bæredygtig måde.
Studiet er udført af forskere fra Universitet i Tromsø sammen med kolleger fra Havforskningsinstituttet i Tromsø og Havforskningsinstituttet PINRO i Russland. Hovedforfatteren, Susanne Kortsch, er dansk ph.d.-studerende i marineøkologi ved Universitet i Tromsø, Norge. I sin ph.d.-afhandling undersøger hun strukturen og funktionen af det fødenettet i Barentshavet og på Svalbard. Studiet er et bidrag til det norskfinansierede BarEcoRe-projekt: Barents Sea Ecosystem Resilience under Global Environmental Change.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos Royal Society Publishing.
