Glem Jackie Chan. For midt i Rwandas jungle huserer en ung han-gorilla, der ivrigt viser sine akrobatiske evner frem med piruetter, kolbøtter og høje kung-fu-lignende spark.
Scenen udspiller sig foran fotografen Mark Meth-Cohns linse, og nu er billedet foroven blandt finalisterne i årets udgave af fotokonkurrencen ‘Nikon Comedy Wildlife Awards’.
Konkurrencen hylder de sjove og skæve sider af naturen, samtidig med at den bruger humor til at skabe opmærksomhed om dyrebeskyttelse.
Vinderen bliver kåret den 9. december. Indtil da kan du more dig over flere af kandidaterne til årets sjoveste naturfoto her:

Titte-bøh!
Mens gorillaen elsker at vise sig frem, er denne elefant på Sri Lanka vist bedre til gemmeleg.

Smask!
»Hvor er min rede?« synes en uheldig sule at tænke, da en ordentlig tot græs lander i dens ansigt på en blæsende dag ved Bempton Cliffs i England.

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn
To grønne frøer kæmper om territoriet i en sø nær fotografens hjem i Maine, USA. Den gule hals viser, at de er hanner, som sandsynligvis er ivrige efter at imponere de lokale hunner – eller i gang med at starte en ny kult for padder.
»Jeg tog flere billeder, men især dette morede mig, fordi det så ud, som om den ene forsøgte at døbe den anden mod sin vilje,« skriver fotografen.

Dårlig hårdag…
På en dugvåd morgen i byen Victoria, Canada, fotograferede Christy Grinton en egernmor, som var ved at flytte sine unger til en ny rede. Da egernet kiggede ud af reden, blev hendes hoved et øjeblik dækket af den våde hale.
»Jeg tænkte, at jeg kender det øjeblik, hvor man lige har vasket sit hår, og dørklokken ringer,« skriver fotografen.

… god hårdag!
Når pragtparasolfuglen flyver, bliver fjerene på toppen af dens hoved strøget tilbage. Når den lander, får den til gengæld en funky frisure, som David Fetters har dokumenteret på dette billede fra Pantanal-vådområdet i Brasilien.

Så parykken passer
Dette indiske næsehorn ville bare dykke ned efter et lækkert måltid, men kom op igen med en del af maden på hovedet. Det ser ikke ud til at være helt tilfreds med sin nye frisure.

Når virkeligheden overgår fantasien
Dette surrealistiske billede af en adræt flamingo vandt to priser i kategorien for kunstig intelligens i en anden fotokonkurrence. Priserne blev dog trukket tilbage, da fotografen Miles Astray afslørede, at fuglen skam er helt ægte. Den er såmænd bare i gang med sin morgenrutine – at rense sin fjerdragt – på en caribisk strand.
»Jeg ville bevise, at Moder Natur og menneskelig fortolkning stadig kan slå en maskine,« skriver fotografen.
Billedet har i øvrigt fået titlen 'Flamin-gone' (som vi tillader os at oversætte til 'flamin-gå-væk').

































