Grønlandsk forsker: Lad videnskaben komme grønlænderne til gode

Lene Kielsen Holm blev født i Qaqortoq på sydspidsen af Grønland. Hun studerede ved Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, i Nuuk og arbejder for Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut. Her gransker hun de grønlandske inuits perspektiv på og oplevelse af klima- og miljøændringer.

Her fortæller hun Videnskab.dk's internationale medie, ScienceNordic, hvordan hun endte som forsker og om sit syn på forskning i Grønland.

ScienceNordic (SN): Vil du introducere dig selv?

Lene Kielsen Holm (LKH): Mit navn er Lene Kielsen Holm. Jeg blev født i Qaqortoq i 1963. Det var før Grønland fik selvstyre, så jeg blev sendt til Danmark for at gå i skole fra 1981 til 1984. Jeg flyttede tilbage til Grønland og læste grønlandsk kultur- og samfundshistorie ved Ilisimatusarfik.

Min grunduddannelse var meget eurocentrisk, og jeg lærte intet om min egen kultur dengang. Jeg vidste for eksempel ikke, at der er fem forskellige sælarter i Grønland, før jeg selv begyndte at sætte mig ind i det. Den slags lærte vi ikke i skolen.

Så jeg startede på universitetet for at lære mere om min egen kultur og historie. I øjeblikket forsker jeg i inuit-kulturen i Canada, Alaska og her i Grønland.

SN: Har du altid arbejdet i Grønland?

LKH: Ja, jeg har altid arbejdet her, men jeg har rejst meget. Før jeg begyndte at arbejde på Grønlands Naturinstitut, arbejdede jeg i 8 år for Inuit Circumpolar Council (ICC, se faktaboks, red.)

Jeg rejste meget til de steder, hvor medlemmerne af Arktisk Råd arbejder eller holdt møder, og jeg har besøgt alle otte arktiske lande.

Jeg har også arbejdet med andre organistioner, der varetager de oprindelige folks interesser i Canada, Alaska og Rusland, indenfor ICC.

SN: Har du altid arbejdet som forsker?

LKH: Nej. Før jeg begyndte at studere ved Ilisimatusarfik, var jeg trafikoperatør hos Air Greenland i fem år. Måske var det her, min interesse for de oprindelige folk blev vækket, fordi jeg rejste så meget.

Men så giftede jeg mig med en fisker fra Nuuk, og da lærte jeg en masse om naturressourcer, og hvordan folk ernærer sig ved dem her i Nuuk. Min mand og hans familie er en stor inspiration for mig.

SN: Hvor mange sprog taler du?

LKH: Jeg er fra Sydgrønland, så jeg taler vores dialekt. Jeg taler også dansk, engelsk, fransk og de andre skandinaviske sprog.

Man er nødt til at lære fremmedsprog her; ellers er resten af verden lukket land. I Østgrønland og helt oppe nordpå har de også meget distinkte dialekter. Jeg forstår dem bedre og bedre i takt med, at jeg rejser rundt i landet.

SN: Ville du være forsker, allerede da du voksede op?

LKH: Det tror jeg. Da jeg var lille, ville jeg være leder af hele børnehaven, og da jeg kom i skole, ville jeg være den bedste [siger hun med et grin].

Da jeg læste ved Ilisimatusarfik var jeg et år i Quebec i Canada, og jeg lærte meget om inuitstudierne der.

I Canada talte antropologiprofessorerne inuitsproget, og når forskerne arbejdede i felten, boede de der et helt år for at etablere en god relation til den lokale inuitbefolkning. Jeg oplevede, at man skal have en tilknytning til befolkningen, hvis man skal studere samfundsvidenskab i Canada; meget mere end her på Grønland.

SN: Beskriv en typisk dag som forsker i Grønland.

LKH: Hver dag byder på noget forskelligt. Når vi for eksempel er i Nordgrønland, interviewer vi folk og beder dem om at skrive deres observationer og oplevelser ned for os, så vi kan dokumentere deres viden.

De har en meget distinkt dialekt, så når jeg efterfølgende læser det, de har skrevet, kan jeg komme til at sidde godt og grundigt fast, hvis jeg ikke forstår ét bestemt ord. Det kan godt være temmelig tidkrævende.

De seneste to måneder har jeg været involveret i et stort oversættelsesprojekt. Vi oversætter bogen ‘The Meaning of Ice’ til grønlandsk og til lokale sprog i Canada og Alaska.

SN: Hvad har været din bedste opdagelse eller forskningsprojekt?

LKH: At opdage hvor indsigtsfuldt mit eget folk er, når det gælder miljøet, ressourcerne og klimaet.

SN: Ville du opfordre andre forskere til komme til Grønland og arbejde?

LKH: Vi har allerede mange her, og de er selvfølgelig velkomne. Vi i Grønland vil også gerne være en del af det globale samfund.

Men der er én ting, jeg ville opfordre dem til, før de kommer hertil - måske endda før de overhovedet går i gang med deres forskning. Det er at bo i lokalsamfundet, tale med befolkningen, og finde ud af hvad vores behov er.

I mange år har videnskaben og forskningen i Grønland været til gavn for forskerne og videnskabsfolkene; men ikke så meget for det grønlandske folk. Udenlandske forskere er velkomne, men de bør holde fokus på også at respektere det grønlandske folk.

SN: Hvad foretager du dig, når du ikke har travlt med arbejdet?

LKH: Jeg har en søn og en datter og to børnebørn, som jeg tilbringer meget tid sammen med. Og når vejret er lidt bedre end i dag, så er vi udenfor og nyder naturen.

Det gælder især lige på denne årstid, hvor alle planterne kommer frem. Jeg kan godt lide at lære mit barnebarn noget om de forskellige planter her i Nuuk og at gå ned til stranden og se på dyrelivet i havet. Udendørslivet er bare det bedste.

SN: Hvor ser du dig selv om 10 år?

LKH: Jeg håber, at jeg arbejder ved Ilisimatusarfik, hvor jeg kan videregive min viden om disse emner - om involveringen af oprindelige folk i den videnskablige forskning - til de studerende, så mit arbejde også vil blive ført videre i fremtiden.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos ScienceNordic.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark