I årtier har forskere debatteret en af de store videnskabelige gåder:
Hvad var årsagen til, at op mod 70 procent af de store pattedyrslægter forsvandt ved slutningen af den sidste istid for 12.000 år siden?
Og var det mennesket eller den globale opvarmning, der stod bag?
Mange har peget på mennesket som den oplagte morder, men nu ser et nyt studie på den gamle mordgåde med nye briller.
Med fossilt DNA udvundet fra knoglelevn i Patagonien i spidsen af Sydamerika og helt nye præcise dateringer kan et internationalt forskerhold med bl.a. forskere fra Center for GeoGenetik ved Københavns Universitet afsløre, at det ikke alene var menneskets skyld.
De store pattedyr forsvandt først, da fik de en dobbelt bredside af både uhyggeligt effektive storvildtjægere og global opvarmning ved sidste istids ophør.
»Vi viser ikke, at menneskene er uskyldige - de har et ansvar, men det ser ud til, at klimaopvarmningen kraftigt forstærker menneskets destruktive effekt på omgivelserne,« siger studiets leder, professor Alan Cooper, der er direktør for Australian Centre for Ancient DNA i Adelaide, Australien.
I det store perspektiv nuancerer studiet billedet af os selv som den effektive dræber med umættelig appetit og hæmningsløs blodtørst, som nogle forskere siden 1960'erne har tegnet. Vi er måske ikke helt så slemme endda.
Det nye studie er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Science Advances.
’Blitzkrigen’ udryddede naive dyr
Den amerikanske professor, Paul S. Martin, udviklede i 1960'erne en teori kaldet ’overkill’ eller ’blitzkrieg’-teorien om de store pattedyrs uddøden som resultat af menneskets hurtige kolonisering af kontinenterne, hvor pattedyrene mange steder var fuldstændigt naive og ukendte med så effektiv en jæger.
Martins teori baserede sig især på studier i USA, hvor arkæologiske fund har afsløret, at kontinentets fauna indtil slutningen af istiden kunne matche nutidens fauna af store dyr i Afrika: Elefanter, kameler og eventyrlige væsner som kæmpedovendyr så store som heste, sabelkatte med hjørnetænder som køkkenknive og de omvandrende ’kampvogne’, skjolddyrene, bare for at nævne nogle.
Martin bemærkede, hvordan disse store dyr alle forsvandt, kort efter mennesket gik over Beringstrædet ind i Amerika for ca. 15.000 år siden.
Som et stort uberørt tag-selv-bord lå Amerika jomfrueligt og ventede på storvildtjægerne.
Martin fandt det samme mønster af store dyrs pludselige uddøen på andre kontinenter f.eks. Australien og formulerede sin teori, hvor han sammenlignede menneskets effektivitet med en tysk Panzer-division.
Han beskrev malende, hvordan en front af storvildtjægere lynhurtigt har kunnet nå ud i hvert hjørne fra Beringstrædet i nord til Tierra del Fuego i syd.
Nord- og Sydamerika er en ideel model
Andre forskere har dog peget på, at forklaringen er mere kompleks og f.eks. også kan skyldes den globale opvarmning ved slutningen af istiden. Det har man så debatteret uden rigtigt at kunne få has på gåden.
Det nye studie kommer heller ikke med svaret. Men det bringer en spændende brik mere ind i ligningen - nemlig sydspidsen af Sydamerika, Patagonien, hvor mange fossile levn er bevaret.
Det spændende er, at det forhistoriske klima så at sige vipper imellem Nordamerika og Sydamerika sådan, at når klimaet varmer op det ene sted, køler klimaet ned det andet sted og omvendt.
Man har så at sige et slags testsystem, hvor menneskene og dyrene er konstante, mens klimaet vipper.
»Det viser sig, at Amerika'erne er et ideelt modelsystem pga. de modsatrettede klimamønstre mellem nord og syd under den første fase af menneskets kolonisering,« siger Alan Cooper.
I Nordamerika er dyrenes og menneskenes evolutionære historie ret godt kendt, men knap så godt i Sydamerika, og det er her, Cooper og kolleger kommer ind i billedet.
Fossilt DNA tegner stamtræer
Fra knogler og tænder fundet i Patagonien har Cooper og hans team kortlagt fossilt mitokondrieDNA (mtDNA) fra 89 dyr. Samtidig har de dateret 71 af fundene med en meget præcis metode kaldet massespektrometer kulstof-14-metode.
Det geniale ved fossilt DNA er, at man kan tegne et helt præcist slægtsskabstræ, og at man ikke som med knoglerne er nødt til at slutte evolutionære sammenhænge ud fra strukturelle ligheder.
Med mtDNA'et har forskerne tegnet slægtskabstræer, som de samtidig har tidsfæstet, hvorefter de har brugt dataen sammen med tidligere materiale til at opbygge en samlet statistisk analyse over, hvornår de forskellige slægter er uddøet.
Dyrene uddøde længe efter menneskets ankomst
Analysen peger på, at næsten alle Patagoniens store pattedyr – inklusiv kæmpedovendyr, fortids-llama, fortids-jaguar, sabelkat, kortsnudet kæmpebjørn og sydamerikansk hest - uddøde inden for et forbløffende snævert tidsinterval på cirka 300 år for omkring 12.300 år siden.
Det interessante er så, at de arkæologiske fund viser, at mennesker allerede nåede sydspidsen af Chile (en udgravning ved Monte Verde) for ca. 14.600 år siden, og at de også var andre steder i Patagonien mindst 1.000 år, inden dyrene uddøde.
»Det står i skærende kontrast til Blitzkrieg-teorien‚« siger Alan Cooper.
Mennesket kan ikke frifindes
Den konklusion er dog lidt for hurtig, mener den danske professor, Jens-Christian Svenning ved Aarhus Universitet, som også har beskæftiget sig med mordgåden og peger på mennesket som ’den skyldige’ i pattedyrenes forsvinden.
»Det er et spændende studie, men jeg mener ikke, at de har særlig stærk evidens for deres model, og de etablerer ikke nogen reel kobling til klima eller mennesker, så det må siges at være ret spekulativt,« siger Jens-Christian Svenning om det nye studie.
Han peger på, at studiet måske ligefrem kan føjes til andre eksempler, der taler for at ’dømme’ mennesket.
Måske var området bare svært beboeligt i de første årtusinder, og først da det varmede op, blomstrede menneskene op. Derfor ses en ’forsinket’ uddøen, foreslår Jens-Christian Svenning.
»Det vil sige, at uddøen ikke kom fra mere klimastress på dyrene, men fordi der var mindre klimastress på menneskene,« siger Jens-Christian Svenning.
Alan Cooper medgiver, at det er ret sandsynligt, at befolkningen i Patagonien var beskeden, indtil klimaet varmede op, men han peger på det nye i, at der nu er data, så man kan sammenligne begivenhederne i Nord- og Sydamerika.
»Vi ser præcis samme klimamønster i Nordamerika, selvom der er et stort antal mennesker,« siger Alan Cooper.
Uroligt klima vipper frem og tilbage
Det, Cooper henviser til, er, at klimaet på den nordlige og sydlige halvkugle har fulgt to forskellige, modsatrettede mønstre.
I syd begyndte klimaet at varme op for 18.000 år siden frem mod istidens slutning for cirka 12.000 år siden. Men opvarmningen blev afbrudt af en 1.700 år lang kuldeperiode, der begyndte for cirka 14.500 år siden, hvorefter opvarmningen tog fat med fornyet kraft.
I Nordamerika var det modsat - først en lang periode med koldt klima, så for cirka 14.700 år siden begyndte en cirka 2.000 år lang opvarmning, som så igen blev afløst af en cirka 1.000 år lang nedkøling inden den endelig opvarmning ved istidens afslutning.
Menneskets ankomst til Nordamerika skete for 15-16.000 år siden, men allerede for 14.500 år siden var de nået helt til Patagonien omtrent ved begyndelsen af den 1.700 år lange kolde periode.
En dødbringende cocktail
Det interessante er så at sammenligne, hvad der er sket med dyrene i nord og i syd, da klimaet svingede, og efter mennesket var ankommet.
Dyrene i Sydamerika havde det fint under den 1.700 år lange kuldeperiode, men i den samtidig varmeperiode i Nordamerika gik de kraftigt tilbage.
Da kuldeperioden så afløstes af varme i Sydamerika, gik det kraftigt tilbage for dyrene, hvorimod de samtidig i Nordamerika fik en pause fra uddøen, mens klimaet kølede ned.
»Vi kan se, at pattedyrenes uddøen stoppede, ligeså snart det blev koldt og begyndte igen, da det varmede op igen,« siger Alan Cooper.
»Der er helt tydeligt et eller andet ved opvarmning, som har fået mennesket til at have en langt mere destruktiv effekt. Spørgsmålet er, hvad dette ’noget’ var.«
Det sidste ord er næppe sagt
Forskerne ved altså ikke præcis, hvad det kan være, opvarmningen har gjort, men de siger, at det formentlig drejer sig om flere faktorer, f.eks. at skovene er vundet frem, menneskepopulationen er blomstret op, nye jagtmetoder eller noget helt fjerde.
Men Svenning er ikke overbevist.
»Problemet er, at klimaet løbende ændrer sig, så man kan altid knytte et argument til den klimaændring, der er på det pågældende tidspunkt – især når man kun kigger indenfor et relativt begrænset område,« siger Jens-Christian Svenning.
»Alt i alt viser studiet os, at næsten alle Patagoniens store dyr uddøde kort tid - få tusinde år - efter Homo sapiens’ ankomst til regionen. Man skal også huske på, at udryddelse ofte har taget tusinder af år, f.eks. som med uroksen og vildhesten i Eurasien, når det er koblet til befolkningsvækst og teknologisk udvikling.«
Det sidste ord er næppe sagt i den forhistoriske ’mordgåde’.
Men lykkes det at knække gåden og forstå de underliggende drivkræfter, vil det måske ikke bare ændre billedet af, hvordan vi ser os som mennesker, men også kaste lys på en nutidens største udfordringer: Den globale opvarmning.
»Spørgsmålet er, om opvarmningen de sidste 100 år har haft en lignende effekt,« siger Alan Cooper.
