Geologi løser gåden om oldtidsmaleri

På den græske vulkanø Santorini fandt man i 1971 et vægmaleri (en fresko) i en udgravning under vulkanens askelag (pimpsten). Fundet satte straks gang i diskussioner: Hvad var det for et sceneri, der var afbilledet, og hvor fandt det sted?

Freskoen stammede fra den højtudviklede bronzealderby Akrotiri, der for cirka 3600 år siden blev begravet under Santorini-vulkanens pimpsten.

Maleriet viser en gruppe udsmykkede sejl- og robåde, der er bemandet med styrmænd, roere og passagerer. På venstre side ses en havn på et ø-lignende areal og på højre side en havn med et bjerglandskab i baggrunden.

Mystisk billede

Freskoen af skibene er kun en del af en frise, der blev udgravet i det såkaldte “Vesthus”, og som strakte sig over alle husets 4 vægge. I alt er der gengivet fem havne på hele frisen. To af havnene er dog kun meget fragmentarisk bevaret.

Skibsfreskoen har siden dens opdagelse været meget omdiskuteret: Gengiver den havne på Santorini eller udenfor ø-gruppen eller skildres en sejlads mellem Santorini og Kreta, Rhodos eller Ægypten, som nogle antager? Måske kan et geologisk-arkæologisk samarbejde nu opklare, hvor denne sejlads fandt sted.

Øverst ses venste side af skibsfreskoen. Forneden ses den højre side (Foto:Thera Foundation)

Et tilfældigt fund

Min historie starter, da jeg (WLF) studerede et nyt, højopløst satellitfoto af Santorini. Egentligt ledte jeg efter noget helt andet, da øjet pludseligt blev tiltrukket af en mærkelig, rød struktur på satellitbilledet. Jeg fulgte den røde struktur og fandt hurtigt ud af, at det måtte være den for længst glemte Balos havn på halvøen Akrotiri.

I middelalderen var Balos Santorinis vigtigste havn, men så byggede man nye og større havne, og i dag er Balos gået i glemmebogen.

Da jeg i 1970’erne deltog som geolog i udgravningen af bronzealderbyen Akrotiri, lærte jeg, at Balos var stedet, hvor arkæologerne om sommeren plejede at bade, når stranden ved Akrotiri-udgravningen var for fyldt.

Balos havnen var også det sted, hvor Parthenios, en lokal vinbonde plejede at lægge sine fiskegarn ud.

Når jeg sammen med ham roede ud i hans båd, brugte vi en rød og en hvid knold på klippevæggen ved Balos som pejlemærker.

Huset med de tre rum

Så huskede jeg også et spørgsmål fra en græsk arkæolog dr. Marthari, som i 2003 spurgte mig, om jeg vidste, hvor det sted lå, hvor de franske arkæologer Mamet og Gorceix i 1870 havde udgravet et hus med tre rum lige uden for landsbyen Akrotiri.

Opdagelsen skete i forbindelse med, at man gravede pimpsten i 1870’erne og sejlede dem til Suezkanalen, hvor man brugte dette materiale til undervandsfundamenterne.

Dengang vidste jeg ikke, hvor udgravningsstedet lå, men ved hjælp af gamle udgravningsrapporter lykkedes det mig at indkredse findestedet. En vigtig brik i puslespillet

Væggene blev til en gangsti

Da jeg i maj 2009 besøgte Balos havn sammen med botanikeren Samson Katsipis, tog det os kun få minutter at finde en platform på toppen af en tyk lavaserie, som svarede i form og beskrivelse til skitserne i de gamle udgravningsrapporter.

Her havde arkæologerne Mamet og Gorceix tilbage i 1870 fundet et hus med tre rum, en morter, en kobbersav og store kar fyldt med fababønner, kikærter og linser.

Huset var velbevaret, fordi omtrent 22 meter pimpsten fra det Minoiske udbrud – et af antikken største vulkanudbrud – havde lagt sig over stedet, og først efter 3500 år blev det frilagt.

Samson og jeg fandt stadig spor efter murene, men de tilhuggede byggesten, som Mamet og Gorceix havde observeret, var øjensynligt blevet brugt til at reparere stien ned til havnen med.

Pudsigt nok, tænkte jeg, har generationer af arkæologer vandret over denne platform efter dens frilæggelse – uden at bemærke, at det nok var det sted, som man havde ledt efter så længe.

Balos Havnen set fra vandet (Foto: Walter L. Friedrich)

Byggeklodser fra Bronzealderen

Betragter man skibsfreskoen med geologiske briller, så bemærker man, at byggematerialet i husene har en karakteristisk gråblå farve, og det drejer sig om sten, der er udskåret og tilhugget.

Et sådant byggemateriale kender man fra Akrotiri-udgravningen, hvor det fortrinsvis blev brugt til hushjørner.

Materialet er en vulkansk bjergart – en såkaldt tuf, der består af hærdet vulkansk aske, i dette tilfælde dannet i havet.

Bjergarten findes flere steder på Akrotiri-halvøen og på begge sider af Balos havn. Ved Balos finder man oven i købet et sted ved vandkanten, hvor der er tegn på, at man har brudt dette materiale.

På bygningerne i den højre havn på freskoen har man brugt store byggesten antageligt af dette materiale, mens de er mindre på den venstre havn, og Balos ville have været et oplagt sted at hente dette materiale fra.

Havnen på billedet

Fra lavaplatformen havde man en pragtfuld udsigt over den cirkulære havbugt, der i fordums tid opstod, da magmakammeret under Santorini kollapsede og efterlod øens midte som et stort grydeformet hul, hvor havet er trængt ind (et sådant hul kaldes en caldera). Fra platformen kunne man også overskue Balos havnen med de to naturlige havnebassiner, der er adskilt fra hinanden af en vulkansk knold – et brudstykke af en langstrakt udbrudsspalte.

Foran os lå en dobbelthavn, og da jeg gik ned mod Balos sammen med Samson, kom den næste association: Det var netop en dobbelt havn, som den canadiske arkæolog Shaw havde tegnet, da han lavede en skitse over den højre havn på freskoen.

Kunne det eventuelt være Balos havn, som var afbildet på freskoen?

Som geolog kunne jeg let abstrahere fra det tykke pimpstenslag, som det Minoiske udbrud havde lagt over klipperne og se de strukturer, som andre måske ikke bemærker.

For mig stod det pludseligt klart, at det måtte være den dobbelthavn, som man havde ledt efter. Og så kom krøllen på halen:

Så måtte det gamle udgravningssted, som Gorceix og Mamet havde skildret i 1870, og som vi havde fundet resterne af på den omtalte platform, være det hus, som man kunne se halvvejs nede ad klippevæggen på billedet af den højre freskohavn.

Endnu en vigtig brik

Jeg fortalte om min opdagelse til arkæologen Annette Højen Sørensen og kort tid senere gjorde hun mig opmærksom på, at der lå en anden udgravning i nærheden af Balos.

Dr. Mariza Mathari fra Athen havde her fundet en villa fra bronzealderen under pimpstenslaget fra det Minoiske udbrud med rester af en fresko samt en guldring.

Også denne nye brik passede fint ind i puslespillet. Baggrunden på freskoen af den højre freskohavn viser nemlig bjergtoppe, der minder meget om klippevæggen ved Balos.

Annette, som kendte freskerne fra Akrotiri ret godt og også havde besøgt Santorini flere gange i forbindelse med sin ph.d-afhandling, gik i gang med at samle den omfattende litteratur om freskerne.

Imens ledte jeg efter flere brikker, der kunne passe til puslespillet.

På stranden ved Balos var der ingen tegn på huse fra bronzealderen; men de ville heller ikke have overlevet det lange tidsrum, da de har været udsat for vind og vejr i flere tusinde år i modsætning til Akrotiri-udgravningen, som lå beskyttet under et lag af vulkansk aske på den sydvendte side af halvøen.

De skæve mure

Den højre havn på freskoen viste sig altså at ligge i calderaen ikke ret langt fra bopladserne Balos og Raos og heller ikke langt fra bronzealderbyen Akrotiri.

Nu var spørgsmålet, hvor den venstre freskohavn kunne ligge. Lå den måske også ved randen af calderaen eller et helt andet sted?

Måske på Rhodos, Kreta eller ved Nilen, som nogen havde peget på? De tre bjergtoppe i baggrunden af landskabet på det venstre havnebillede minder med deres kegleform om vulkaner. Husene man kan se på freskobilledet af havnen, havde mærkeligt skæve vægge. For en geolog minder disse vægge mere om et fænomen kaldet vulkanske gange – såkaldte dykes – end om noget, der er skabt af menneskehånd.

Santorini har en zone, hvor man finder 90 sådanne dykes, nemlig på den nordlige del af øen Thera ind mod calderaen.

Det var nu fristende at forestille sig, at den venstre freskohavn kunne have ligget i den zone på øen, hvor man har de mange dykes.

Det er netop den zone, hvor jordskorpen er revnet og det Minoiske udbrud havde sit udbrudskrater på en nu forsvunden ø i calderaen.

Man kunne forstille sig, at der her befandt sig et ø-lignende areal, som enten var brækket af fra calderavæggen og rutsjet ned i havet, eller som dannede et fremspring på calderavæggen med mange dykes.

Disse er ofte hårdere end de omgivende bløde bjergarter. Derfor forvitrer de senere står derfor frem som mure.

Hvad billedet fortæller

Når man tager alle de geologiske og arkæologiske indicier i betragtning, betyder det, at skibsfreskoen sandsynligvis skildrer en skibsprocession, hvor man sejler fra et sted på Nord Thera til en naturlig dobbelthavn ved Balos nær landsbyen Akrotiri på den sydlige halvø.

Skibene på freskoen er pyntede med sommerfugle og blomster og fyldt med pyntede mennesker, og folkene i den højre havn afventer skibenes ankomst.

Måske er der tale om et bryllups- eller årstidsritual. Et sådant sceneri kan man nok bedre forestille sig i den beskyttede og overskuelige caldera end over det åbne hav.

At henlægge denne festlige skibsprocession til calderaen giver måske en bedre forklaring på denne sejlads og åbner helt nye perspektiver for tolkningen af de andre fresker fra Akrotiri.

Lavet i samarbejde med Aktuel Naturvidenskab