Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Forskere finder hemmelig undersøisk verden, der myldrer af liv

En undersøisk vulkansk bjergkæde rejser sig tre kilometer op fra havbunden øst for Tasmanien. (Illustration: CSIRO)

Annonce:

Øst for Tasmanien gemmer der sig en undersøisk vulkansk bjergkæde, der myldrer med liv. Det fortæller forskere fra det australske forskningsinstitut CSIRO, skriver instituttet i en pressemeddelelse.

Forskerne var på ekspedition med skibet Investigator 400 kilometer øst for Tasmanien, da deres undersøiske kortlægninger pludselig afslørede en stribe af tre kilometer høje vulkaner under overfladen.

»Heldigvis for os og vores forskning havde vi parkeret lige ovenpå denne motorvej for havets liv!« siger Dr. Eric Woehler fra firmaet Birdlife Tasmania, der var med til at gøre opdagelsen ombord på Investigator, i pressemeddelelsen.

Her kan du tage en undersøisk 'flyvetur' igennem den nyopdagede bjergkæde. (Video: CSIRO)

De undersøiske vulkaner rejser sig tre kilometer op fra en dybde på fem kilometer under havets overflade.

Tilsammen danner de et spektakulært landskab, der kan være hjemsted for et væld af forskellige arter.

Annonce:

»Dybhavsbjergene er af varierende størrelse og form, nogle har spidse toppe og andre har flade plateauer, der myldrer med små kegleformede bakker, som er dannet af vulkansk aktivitet,« siger Eric Woehler i pressemeddelelsen.

Forskerne stødte på store grupper af hvaler og fugle, da de lå 'parkeret' over den vulkanske bjergkæde.

Forskningsskibet Investigator. (Foto: CSIRO)

Det bekræfter hypotesen om, at bjergene er et vigtigt sted for havets liv.

»Det er tydeligt, at disse dybhavsbjerge er biologiske 'hotspots' (områder med stor aktivitet, red.), der understøtter liv, både direkte på dem, såvel som i havet ovenover,« siger Eric Woehler i pressemeddelelsen.

Ifølge forskerne kan det endda tænkes, at pukkelhvaler bruger bjergkæden som undersøiske vejvisere, når de migrerer.

on