Forskere har kortlagt det første genom fra en fortidshund, der levede i Irland for næsten 5.000 år siden.
Sammen med arkæologiske fund og DNA fra hundredvis af nulevende hunde og ulve ser det ud til, at ulven blev menneskets bedste ven mindst to gange i historien.
Stik imod hidtidige teorier om en enkeltstående, enestående begivenhed vidner fundet om, at det på en måde har ligget i kortene, at ulve og mennesker blev bragt sammen.
»Det ser ud til, at mennesker uafhængigt når til den samme konklusion i hver sin del af verden, og det kan også være sket endnu flere steder,« siger førsteforfatter Laurent Frantz ved Oxford University i England.
Studiet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Science.
LÆS OGSÅ: Da ulven blev menneskets bedste ven
Domesticeringen af ulven er skelsættende
Domesticeringen af ulven er skelsættende, både fordi det får stor indflydelse på menneskets historie, og fordi ulvehunden er det første af alle tamdyr.
Men til forskel fra andre husdyr skete domesticeringen af ulven, inden vores forfædre blev fastboende agerbrugere, men mens de levede som jægere og samlere for mindst 15.000 år siden.
De første ulvehunde har været uvurderlige partnere, som med overlegne sanser gjorde jagt mere effektiv og hjalp med at beskytte lejren. Omvendt har ulvehundene også nydt godt af beskyttelse og en stabil fødekilde.
Hunden har en særlig plads i vores hjem
På det overordnede plan indfører ulvehunden også et helt nyt koncept om, at mennesker og dyr kan leve i tæt makkerskab, hvilket kan have banet vejen for at domesticere de senere husdyr som grise, får og kvæg.
Stadig i dag har hunden en helt særlig plads i vores hjem, og selv om jagt ikke fylder det store længere, udfører hunden stadig vigtige funktioner som f.eks. vagthunde, politihunde og førerhunde.
Det er derfor ikke så underligt, at spørgsmålet om hundens oprindelse længe har interesseret os.
LÆS OGSÅ: Ulven blev til hund langt tidligere, end vi troede
Skete første ulve-domesticering i Europa eller i Asien?
Historisk har der været mange forslag på banen om hundens historie, f.eks. at hundene er opstået fra sjakaler, men bl.a. ud fra DNA-analyser ved vi i dag, at ulven er hundens nærmeste slægtning.
De genetiske undersøgelser er dog vanskeliggjort af flere ting, herunder at ulve i dag ikke er direkte efterkommere af de ulvehunde, som blev domesticerede, men også at vores forfædre ikke var fastboende. Arkæologisk er historien derfor slet ikke så velbeskrevet som for de andre husdyr.
I årtier har forskerne diskuteret præcis, hvor, hvornår og hvor mange gange domesticeringen skete, og groft sagt har forskerne været splittede mellem en oprindelse i Europa eller Asien.
Men nu har de fået et nyt redskab i værktøjskassen: Fossilt DNA.
Ulve-DNA har sat forskerne på sporet
Med DNA fra oldgamle knogler er der åbnet for en tidsmaskine, så forskerne kan rejse tilbage til fortiden og direkte spørge de oprindelige hunde, hvem de var, og hvem de er beslægtede med, i stedet for at skulle uddrage konklusioner fra gener i nutidens hunde og ulve.
Og det er her, forskerne nu har fået det overraskende svar, at det ikke er den ene eller den videnskabelige lejr, som har ret, men dem begge.
»Vi forener de tidligere hypoteser og viser, at begge påstande kan være rigtige - de har bare set på forskellige kilder af data,« siger Laurent Frantz.
LÆS OGSÅ: Blodig alliance: Ulvehunde og mennesker udryddede neandertalerne
Hund fra Newgrange i Irland skiller sig ud
Sammen med et stort internationalt forskerhold har Laurent Frantz længe jagtet knogler af fortidshunde og indsamlet over tusind knogler fra hele verden, som de har screenet for DNA.
Blandt alle disse skiller én hund fra Irland sig ud. Det er en 4.800 år gammel hund fundet ved et af verdens mest berømte forhistoriske minder - Newgrange-gravhøjen i Irland.
»I Newgrange-hundens knogle finder vi det bedste fossile DNA, vi nogensinde er stødt på,« siger ekspert i fossil-DNA, professor Dan Bradley ved Trinity College i Dublin, Irland.
»Vi får samme høje kvalitet, som hvis vi havde kortlagt en hund i dag,« fortsætter han.
Tegner hundeslægtskabstræ med DNA fra sten-knogle
Nøglen til den usædvanligt høje kvalitet er en knogle kaldet ’sten-knoglen’, som sidder lige bag øret. Det er den hårdeste knogle hos pattedyr - hårdere end tænder - og her er DNA'et beskyttet mod mikroorganismer, så forskerne finder næsten helt rent fossilt DNA.
Sammen med mindre rent fossil DNA fra 59 andre hunde, som levede for 3.000-14.000 år siden, 80 genomer fra nulevende hunde og yderligere genom-data fra 605 hunde af 48 forskellige racer, kan forskerne tegne det hidtil mest udførlige hundeslægtskabstræ.
Her ser de et dybt split i træet midt mellem hunde fra Europa (som Newgrange-hunden og labrador) og hunde fra Asien (som chow chow og vildhunde i Vietnam).
LÆS OGSÅ: De første hunde opstod langt tidligere end antaget
Kan beregne, hvor hurtigt nye mutationer dannes
Newgrange-hundens genom giver en kritisk indsigt. Ved at sammenholde det med genomer fra nutidige hunde og ulve og se, hvor mange DNA-ændringer der er opstået, kan forskerne beregne, hvor hurtigt nye mutationer dannes blandt vores firbenede venner.
Dermed har de ’takt-slaget’ i det, man kalder et molekylært ur, som gør forskerne i stand til at pege på, hvornår det dybe split opstod.
De finder, at det skete for 6.400-14.000 år siden.
Samtidig viser analysen, at en lille undergruppe af asiatiske hunde på et tidspunkt migrerer til Europa, formentlig sammen med mennesker, og deres gener blandes op med de europæiske hundes gener.
Det betyder, at alle nulevende hunde og Newgrange-hunden kan spore deres aner tilbage Asien, og den opblanding har gjort analyserne vanskelige.
Hunde er domesticeret i to ’epi-centre’
Der er dog noget ved splittidspunktet, som springer i øjnene.
»Vi finder, at den seneste fælles forfader mellem hundene i øst og vest levede for højst 14.000 år siden, men vi ved, at der allerede inden da er fuldt domesticerede hunde i både Europa og Asien - mindst 1.000 år inden,« siger Frantz.
Der er f.eks. fundet knoglerne af en op mod 16.000 år gammel hund i Tyskland, længe inden de asiatiske hunde når frem til Europa.
Dertil kommer et gabende tomt hul, når man gransker de arkæologiske fund af hunde midt i Centralasien.
LÆS OGSÅ: Derfor bliver katte aldrig så tamme som hunde
Når forskerne plotter de kendte arkæologiske hundefund ind på et kort, viser det sig, at der er to klynger i hhv. øst og vest for mere end 12.000 år siden, men ingen hunde midt i mellem, der er ældre end 8.000 år.
Det gør det lidt vanskeligt at forklare, hvordan hundene fra Asien skulle være kommet til Europa.
»Ved at kombinere fossilt og nutidigt DNA med arkæologien mener vi, at vi har en hypotese, der forener billedet og viser, at hunde må være domesticeret mindst to gange,« siger Frantz.
Flere gamle hunde skal kortlægges
Men det sidste ord er helt sikkert ikke sagt i debatten.
»Det er rigtig spændende både naturhistorisk og kulturhistorisk, hvis ulven er domesticeret flere steder, og asiatiske hunde på et tidspunkt blev bragt til Vesteuropa i større antal. Men jeg synes, at det er for tidligt at drage kulturhistoriske konklusioner,« siger museumsinspektør hos Nationalmuseet Peter Vang Petersen, der tidligere har skrevet om domesticering af hunde.
Frantz og kolleger erkender, at de ikke kan udelukke et andet scenarium med blot én oprindelse.
Dertil kommer, at hypotesen om to domesticeringer i høj grad hviler på taktslaget af det molekylære ur - det, som gør forskerne i stand til at udpege, hvornår splittet mellem hunde i Europa og Asien opstod.
Man ved, at taktslaget er notorisk vanskeligt at fastsætte, og hvis takten ændres bare lidt, flyttes splittet i stamtræet også.
Men forskerne er allerede ved at teste deres hypotese og håber på at kunne kortlægge genomer af den gamle hund fra Tyskland.
»Hvis vi kan se dens genom, vil vi forvente, at det er ret forskelligt fra de hunde vi har i dag i Europa, så det ville være en fin test af hypotesen,« siger Frantz.
Domesticering kan have været uundgåeligt
Viser sig det sig, at de har ret, og hunde er blevet domesticeret af mennesker to gange, ændrer det fuldstændig billedet af, hvordan ulven blev menneskets bedste ven.
Fra at være et enestående tilfælde, at hunden blev menneskets bedste ven, kan det næsten have været uundgåeligt.
Så frem for at mene, domesticeringen skyldes, at der har været en genial ’ulvehvisker’, har det måske snarere været pga. faktorer i miljøet og kulturen samt det, at mennesket på det tidspunkt er blevet meget udbredt, at omstændighederne flere steder i verden har været gunstige for domesticering.
»Det næste, som bliver spændende, er at se, hvor mange gange domesticeringen er sket som en måde at forstå selve processen, og hvor forudsigelig den er,« siger Laurent Frantz.
