Hver eneste kropscelle har den, hver eneste celle bliver styret af den, hver eneste celle lider under det, hvis den bliver defekt.
DNA-strengen rummer arvematerialet til alle levende celler. Arvematerialet består af en slags små programmer, der dikterer kroppens celler, hvordan de skal fungere og agere. Derfor har det fået en hel del opmærksomhed, siden den schweiziske kemiker Johann Friedrick Miescher i 1869 forudsagde, at vores arvemateriale, DNA, er lagret i en tostrenget, snoet, struktur. Beskrivelsen af DNAs struktur kulminerede i 1953, da James D. Watson og Francis Crick foreslog DNA-dobbeltspiral-strukturen på grundlag af tidligere kemiske og fysiske undersøgelser.
Siden da er DNA-strukturens struktur blevet kortlagt ved hjælp af scanningsmetoder, som f.eks. røntgenkrystallografi, hvor røntgenstråling tæppebomber DNAet med stråling, der bliver reflekteret og siden opsamlet. Ved at trække det reflekterede lys gennem en avanceret matematisk analyse har det kunnet lade sig gøre inddirekte at skabe et billede af strukturen.
En to-trins-raket
Teknikken har den svaghed, at man skal fortolke lyset ved hjælp af matematik, der i princippet kan være fejlbehæftet. Derfor kan man ikke stole 100 procent på, at billederne faktisk afbilder en DNA-streng, som den rent faktisk ser ud. En anden svaghed ved de eksisterende billeder er, at de er taget af DNA, som en del af en celle - den stråling, billedet er skabt af, kan derfor meget vel have delelementer med fra baggrunden, som i virkeligheden ikke er en del af selve strengen.
Begge problemer har et italiensk forskerhold, under ledelse af professor i fysik Enzo Di Fabrizio fra det italienske Universita' degli Studi "Magna Graecia" di Catanzaro, nu løst ved at kombinere to forskellige teknikker.
- Først har forskerne udvundet DNA fra cellerne og placeret det oven på en plade, fri for den forstyrrende baggrund.
- Dernæst har de afbildet DNA-strengens overflade ved hjælp af en velkendt metode kaldet elektronmikroskopi, der går ud på at beskyde overfladen med elektroner og skabe et billede ud fra de partikler, der kommer ud på den anden side.
Postdoc Folmer Fredslund fra laboratoriet 'The MAX IV Laboratory' på Lunds Universitet i Sverige ser store perspektiver i teknikken.
»Det er meget lettere at bruge elektronmikroskopi end røntgenkrystallografi, fordi man med elektronmikroskopien kan se direkte ind på DNA-strengen, der ligger mellem to prøveplader uden forstyrrende baggrund. Det kan sammenlignes med at studere en bakterie direkte gennem et mikroskop. Med røntgenkrystallografi er det langt mere omstændeligt at 'affotografere' DNA'et, fordi man skal udtage dele af en DNA-streng og sætte elementerne ind i krystallisk struktur for at kunne studere dem inddirekte,« siger Folmer Fredslund, der selv har specialiseret sig i røntgenkrystallografimetoden.
Billedet, og hvad man hive ud af det, er netop publiceret i en videnskabelig artikel i det anerkendte tidsskrift NanoLetters.
