Batman ville være stolt, hvis han vidste, hvor avanceret udstyr hans biologiske modstykker bruger til at fange bytte med.
Danske forskere har fundet ud af at, flagermus ændrer størrelsen på den lydstråle, de sender ud, når de jager bytte. Når flagermusen er tæt på, ændres skriget fra en smal stråle til en bred kegle, så byttet ikke forsvinder fra bio-sonaren i det afgørende øjeblik.
»Vi har fundet ud af, at flagermusene ændrer bredden af deres sonarkegle, når de kommer tæt på bytte,« forklarer Annemarie Surlykke, der er lektor på Biologisk Institut ved Syddansk Universitet. Hun har længe studeret flagermus og er særligt interesseret i, hvordan deres ekkolokalisering virker.
Sparer på stemmen
Sonarstrålen ændrer sig i bredden fra cirka 40 grader til 90 grader i bredden, og fra 45 grader til 90 grader i højden, når flagermusene var omkring en meter fra byttedyret. Skiftet i strålens højde og bredde gør, at byttedyr ikke undviger sonaren og bliver ‘usynlige’, når flagermusen er omkring en meter fra byttet. Det er nemlig når flagermusen er tæt på, at byttedyrene sætter ind med pludselige undvigemanøvre.
»Når flagermus leder, er det med en meget smal lydstråle. Der er en grænse for, hvor meget energi man har at råbe med, når man er en lille flagermus på 5 gram. Den kan bestemme, hvor smal eller bred sonarstrålen skal være, ved at ændre på forholdet på tonen og højTtaleren – i flagermusens tilfælde svarer til stemmen, og hvor meget den åbner munden,« forklarer Annemarie Surlykke. LÆS OGSÅ: Robotflagermus skal være politiets øre
\ Fakta
VIDSTE DU
Viden om, hvordan flagermusene sorterer i lydene, kan måske overføres til moderne høreapparater, som kan filtrere i lydene og identificere og isolere en bestemt lydkilde.
Flagermus kan jage i totalt mørke. De bruger deres sonar til aktivt at sanse, hvordan omgivelserne omkring dem ser ud. I forsøget trænede lektor Annemarie Surlykke og ph.d-studerende Lasse Jacobsen seks flagermus til at fange melorm, som var bundet fast et optimalt sted i forhold til måleudstyret.
12 mikrofoner, der hang i et korslignende mønster, opfangede ændringer i de skrig, flagermusene lavede, mens de søgte efter bytte. På den måde fandt forskerne frem til, at ændringen i sonarstrålen først kom, når flagermusene var omkring en meter fra byttedyret – afstanden afhænger af, hvor stor den enkelte flagermus er, og hvor hurtigt den flyver.
Styrer sonar med næsen
»Flagermuse er fantastiske at studere. Der findes over 1.200 arter, som alle har tilpasset sig en speciel niche. Mange arter udsender lyde gennem næsen, og vi tror, at de strukturer, som næsen har, bruges til styring af lyden. Nogle af dem har hudfolder på næsen, der ser helt groteske ud. Næsen kan for eksempel ligne store paraboler, og vi tror, det er noget morphologisk, der har gjort dem i stand til at påvirke deres skrig på en meget specifik måde,« forklarer Annemarie Surlykke. Grunden til at flagermusene ikke konsekvent flyver med den brede sonar skyldes, at det kræver mere energi, og det derfor bedre kan betale sig at ekkolokalisere med den lange tynde sonarkegle, antager Annemarie Surlykke.
