Elefanten og musen har altid udgjort et umage makkerpar. Tænk bare på Disney-klassikeren Dumbo, hvor den lille cirkusmus Tim skræmmer livet af en flok granvoksne elefanter.
I virkeligheden er elefanter slet ikke bange for mus. Alligevel ligger forestillingen om et decideret familieforhold meget langt væk.
Men nu viser DNA-analyser fra California Academy, at et lille sært snabeldyr kaldet elefantspidsmusen, ikke kun har sit navn til fælles med elefanten.
Uden for kategori
Det er opdagelsen af en helt ny art af elefantspidsmus i Tanzania, som har ført til DNA-undersøgelsen af dyrets oprindelse.
Resultatet overrasker de fleste: Den lille muselignende skabning har en tættere relation til elefanten end til spidsmusen, som den ellers ligner mest.
»De er ikke tætforbundne, men de er mere forbundne til hinanden end til noget andet,« forklarer Galen Rathbun, der står bag undersøgelsen.
Faktisk er elefantspidsmusen hverken i familie med musen, spidsmusen eller gnavere generelt.
Det lille afrikanske pattedyr var tidligere inddelt under ordenen 'insektædere' sammen med spidsmusen, men det manglende slægtskab har gjort, at den lille fyr nu har fået sin helt egen kategori: Macroscelidea.
Langt fra en gnaver
Det er ikke kun elefantspidsmusens forskruede familieforhold, der gør den til en sær fætter. På mange måder adskiller dens specielle adfærd sig fra gnaverne, som den ellers udseendesmæssigt lægger sig tættest op ad.
Galen Rathbun sammenligner elefantspidsmusens aparte levevis med en antilope, der er blevet krydset med en myresluger:
1. Ligesom antilopens babyer, skal nyfødte elefantspidsmuseunger ikke have meget hjælp til at komme på benene. De er på dupperne efter kun 1 til 2 timer.
2. Dyret har spidse tænder, mens gnavere kendes på deres store fortænder, de bruger til at gnave i eksempelvis nødder og frø. Elefantspidsmusen derimod er ikke interesseret i grønne retter. I stedet efteraber den myreslugeren og bruger sin lange snude til at opsnuse små kriblende lækkerbiskener. Livretten er naturligvis myrer.
Hurtigere end elefanten trods klodset snabel
Elefantspidsmusens krumme snabel er nærmest det eneste kendetegn, som indikerer en relation til elefanten.
Men faktisk er næseskaftet mere i vejen end til gavn, fortæller Galen Rathbun.
I modsætning til sin artsfælde kan elefantspidsmusen nemlig ikke bruge snablen til at samle sin føde op fra jorden. Den bruges derfor udelukkende til at snuse sig frem, mens dyret er udstyret med en lang tunge, der tages i brug, når insekterne skal indfanges.
Hvad angår løbetalenter, er den lille fyr sin tunge storebror overlegen. Selvom elefanten kan løbe imponerende hurtigt, ca. 40 km/t., kan den lille gnaver i fuldt tempo løbe op til 80 km/t.
Elefantspidsmusen bruger tiden på at bygge små stier inden for sit territorium, og hvis en høg dukker op i horisonten, »piler den af sted med vindens hastighed,« siger Galen Rathbun.
Indtil nu er der opdaget 19 forskellige arter inden for elefantspidsmus-familien. Den nyligst opdagede elefantspidsmus vejer som voksen mindre end en nyfødt kattekilling.
Elefantspidsmusens snabel kan ikke samle føde op fra jorden som en elefantsnabel kan. Den bruges i stedet til at snuse sig frem til insekter. Her ses arten Rhynchocyon Petersi. (Foto: sciencenews.org)
Før de nye DNA-analyser af elefantspidsmusen kom frem, er den blevet sat i samme familieboks som kaniner, primater og andre spidsmus. (Foto: sciencenews.org)
Den tofarvede elefantspidsmus er let at kende på sit karakteristiske orange hoved og sorte bagkrop. Dyret er på størrelse med et egern. (Foto: sciencenews.org)
Denne nuttede baby øver sig på at jage insekter. Elefantspidsmusens unger er kun 1-2 timer om at komme på benene, efter de er født. (Foto: sciencenews.org)
