KORT NYT FRA UDLANDET:
Vidt forskellige træer, som tyndgrenede poppeltræer, robuste egetræer eller høje, slanke bøgetræer, har én ting til fælles: De knækker ved samme vindhastighed.
Træernes karakteristika såsom størrelse, hårdhed og fleksibilitet har nemlig en tendens til at modvirke hinanden. Det viser et nyt studie i Physical Review E ifølge Sciencemag.org.
Anledningen til forskerne bag studiets undren var cyklonen Klaus, som ramte det sydvestlige Frankrig i januar 2009 og afslørede et mærkeligt fænomen. De træer, som cyklonen ramte, knækkede allesammen ved en vindhastighed på omkring 42 meter i sekundet uanset deres diamater, højde og fleksibilitet.
I studiet undersøgte forskerne, hvor meget kraft det kræver at knække forskellige typer træ. Ikke overraskende viste de, at træstykker af samme længde kan bøje mere uden at knække, hvis man øger deres diameter. Det antyder umiddelbart, at tynde træer er mest sårbare. Men træer vokser ikke i højden uden tilsvarende at blive tykkere, påpeger forskerne.
Ved at inkludere allerede etablerede love omkring træers allometrik - forskellen i deres væksthastigheder - blev det muligt for forskerne at forklare matematisk, hvorfor træerne alle gav efter for samme vindhastighed, da de blev ramt af cyklonen Klaus' vindstød i 2009.
Forskernes udregninger viser, at ændringer i træernes højde eller drøjde kun har meget begrænset effekt. En fordobling af et træs størrelse øger eksempelvis kun den nødvendige vindhastighed for at knække det med 9 procent.
Fænomenet har historisk set undret store videnskabsfolk som Galileo og Leonardo da Vinci. De var begge af den overbevisning, at en matematisk lov måtte kunne forklare træers modstandsdygtighed under pres.
Nu tyder alt altså på, at den lov er fundet. Forskernes resultater kan også forklare, hvordan koraller og andre inaktive organismer kan vokse i havstrømme.
Læs også:
Nu er der 3,04 billioner træer på Jorden
Hvorfor vokser der ikke træer i havet?
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lsd
































