Artsdannelse er som regel ikke en proces, man umiddelbart kan observere.
Ofte foregår den ved, at en art bliver geografisk opdelt i to adskilte populationer.
De udvikler sig derefter langsomt over mange generationer i forskellig retning, indtil de rent genetisk er blevet adskilt fra hinanden og ikke længere kan reproducere sig med hinanden.
Dette fænomen kaldes reproduktiv isolation – altså når der opstår en barriere, som forhindrer parring mellem individer af samme art.
Vælger partner ud fra udseendet
En usædvanlig type af artsdannelse foregår inden for en population – altså uden geografisk adskillelse.
Det sker ved, at et bestemt træk, for eksempel et farvemønster, bliver brugt i partnervalg, så hannen kun parrer sig med en hun med samme mønster som ham selv, på trods af at en parring mellem to individer med forskelligt mønster ville resultere i levedygtigt afkom.
Sådan et selektivt partnervalg resulterer i reproduktiv isolation, hvor individer inden for samme population kun vælger partner med et bestemt udseende. Dermed kan nye arter opstå via selektivt partnervalg.
Sommerfugle efterligner andre
Heliconius er en farvestrålende og udbredt slægt af sommerfugle i de tropiske og subtropiske egne af den nye verden (primært Syd- og Mellemamerika).
Sommerfuglene er kendetegnet ved dels af have et kemisk forsvar mod rovdyr, så de smager dårligt og er giftige, og samtidig har de advarselsfarver for at tilkendegive, at de rent faktisk er et dårligt bytte.
Sommerfuglene efterligner desuden mønstre hos andre nært beslægtede giftige sommerfuglearter for på den måde at ‘kopiere’ advarselsmønstre, der annoncerer over for de rovdyr, der spiser sommerfuglene, at de er giftige. Dette fænomen kaldes ‘Müllers mimikri’ – altså at efterligne en giftig art, for selv at blive kategoriseret som giftig.
Der er altså naturlig selektion for mimikri (at kopiere advarselsfarver), hvilket resulterer i et væld af kombinationer af farvemønstre på vingerne, både inden for en art og imellem nært beslægtede arter.
Samtidig er der selektivt partnervalg, hvor hanner foretrækker at gøre kur til hunner med farvemønster identisk med hannens.
Gule sommerfuglehanner vil kun have gule hunner
I Ecuador lever sommerfuglen Heliconius cydnia alithea, som har to farve-former: En hvid og en gul.
Den hvide form kopierer en hvid Heliconius saph-sommerfugl, mens den gule form kopierer en gul Heliconius eleuchia-sommerfugl.
Inden for samme population har man altså to former med to farver.
Forskere fra Harvard University undersøgte partnervalg i denne sommerfugl og fandt, at de gule hanner klart foretrak gule hunner, mens de hvide hanner ikke udviste nogen præference.
Genetiske undersøgelser viste, at de gule og hvide former ikke adskiller sig fra hinanden rent genetisk, så de udgør altså stadig en enkelt art, og de gule og hvide former kan reproducere sig med hinanden.
De gule hanner besidder formodentlig en sammenkobling mellem det gen, der koder for gul farve, og det gen, der koder for gul præference.
På den måde opstår der reproduktiv isolation, hvor gule former udelukkende parrer sig med hinanden inden for en blandet population af gule og hvide former.
Forskerne fremlægger denne undersøgelse som et eksempel på meget tidlig artsdannelse, som finder sted for øjnene af os, og som vi kan observere ved at se på sommerfuglenes selektive partnervalg.
Også i Costa Rica
I Costa Rica finder man således to geografisk adskilte Heliconius-sommerfugle: En hvid Heliconius cydno galanthus, og en gul Heliconius pachinus.
Disse to arter udviser også selektivt partnervalg (hvid foretrækker hvid, og gul foretrækker gul), og begge former kopierer henholdsvis en hvid og en gul art ved Müllers mimikri.
Her er altså et sandsynligt eksempel på, hvordan mimikri og selektivt partnervalg allerede har medført artsdannelse og opståen af to nye arter, ved den samme proces som eksemplet i Ecuador med Heliconius cydnia alithea.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
