Alaska-laks kan tåle pres

Biologisk mangfoldighed opfattes ofte som en mangfoldighed af arter.

Men mangfoldighed inden for den enkelte art kan være lige så vigtig for, hvordan et økosystem modstår ydre pres, fremgår det af forskning publiceret i seneste udgave af tidsskriftet ‘Nature’.

Professor David Schindler ved University of Washington i Seattle, USA, har sammen med kollegaer forsket i variationer i bestandene af stillehavslaksen ‘sockeye’ i Bristol Bay i Alaska.

Sockeye salmon (Oncorhyncus nerka) kaldes også rødlaks. Den er en af flere stillehavs-slægtninge til den mere hjemlige atlantiske laks.

Sockeye er kendt for de enorme gydningsvandringer op gennem floderne i Alaska, hvor de er en vigtig del af økosystemet – blandt andet som føde for brune bjørne.

Værdifuldt fiskeri

Bestandene af sockeye er også udgangspunktet for et af USA’s mest værdifulde fiskerier. Det er anslået, at der siden 1950 er blevet fisket sockeye til en værdi af fem milliarder US dollar i denne del af Alaska.

Fisken er stærkt specialiseret til sit lokale miljø.

Hver af de store flodsystemer har mange forskellige forekomster eller ‘populationer’, som holder til i bifloder og indsøer. Variationen inden for arten er dermed meget stor.

En sådan mangfoldighed repræsenterer en spredning af risiko. Det miljø, laksen lever i, kan variere fra år til år. Nogle år kan være kolde med megen nedbør, andre kan være varme og tørre.

Hver population oplever sine egne op- og nedture afhængig af forhold i omgivelserne og rene tilfældigheder. Men når mangfoldigheden er tilstrækkelig stor, vil konjunkturerne udjævnes.

Som en samling aktier

Forskerne sammenligner denne spredningen af risiko med det, som en, der forvalter en aktieportefølje, gør, når han eller hun spreder ejerandelene på forskellige aktier.

Når en storinvestor vælger at købe små andele i rigtig mange forskellige selskaber – spredt over forskellige brancher, lande og regioner – er hensigten netop at sikre formuen mod den risiko, der er forbundet med at satse alt på ét kort.

I den forskning, som nu lægges frem omkring sockeye i Alaska, vises det, at stor genetisk mangfoldighed inden for en art fungerer på en tilsvarende måde.

Årlige udsving dæmpes, og antallet af laks, som kommer tilbage fra havet for at gyde på deres fødested, svinger langt mindre, end det ville have gjort med en mindre biologisk mangfoldighed.

Færre kriseår

Antallet af dårlige år med få gydninger reduceres kraftig. Noget som for fiskerierne betyder, at der kommer langt færre kriseår, hvor det er nødvendigt med et komplet stop for fiskeriet af hensyn til bestandene.

»Hvis det drejede sig om én ensartet bestand snarere end flere hundrede markerede bestande, ville fiskeriet været lukket ned ti gange så ofte,« konkluderer forskerne.

Dette ville betyde store belastninger for de fiskeriafhængige lokalsamfund, som ofte ikke har haft nogen former for alternativ beskæftigelse.

For de store bamser og andre kødædere, som lever af laks, betyder det, at en mangel på laks i én flod kan opvejes ved en tur til nabofloden. Også for resten af økosystemet betyder det en mere jævn tilgang til næring.

Øget robusthed i forhold til naturlige variationer kan også give økosystemer, som bedre kan modstå menneskeskabte påvirkninger.

Individuel tilpasning

Ved siden af lokale tilpasninger på gruppeniveau peger forskerne på, at laksen er i stand til at foretage individuelle tilpasninger i sit livsmønster.

Nogle laks står et år i floden, andre i to år, før de vandrer ud i havet.

Der kan de blive mellem et til tre år, før de kommer tilbage for at gyde. Det betyder, at stærke og svage årgange kan blandes, noget som bidrager yderligere til at reducere risikoen for, at det skulle forekomme år, hvor der kommer meget få laks op af floderne.

De amerikanske forskere kritiserer fiskeriforvaltningen, som kun fokuserer på den samlede bestandsstørrelse og ikke kigger på mangfoldigheden inden for hver art.

Forsvinder hurtigt

Schindler og hans kolleger henviser til beregninger, som siger, at populationer går tabt meget hyppigere end arter – nogen mener, at populationer forsvinder tusind gange så hurtigt som arter.

Dette rammer også sockeye og de andre arter af stillehavslaks.

En undersøgelse fra USA hævder, at næsten hver tredje af totalt 1400 populationer af stillehavslaks er forsvundet, siden europæerne kom første gang til området.

I den bedste hensigt har mennesker blandt andet udsat smolt (småfisk) fra andre populationer end den, som hører hjemme i floden. En sådan udsætning af smolt bidrager til at gøre bestanden mere ensartet og forfladige den naturlige mangfoldighed.

Forfatterne bag undersøgelsen i ‘Nature’ henviser til erfaringer fra laksefloder i delstaterne Californien og Washington, som tidligere havde en stor mangfoldighed.

I disse delstater har overfiskeri, ødelæggelse af habitater i flodsystemerne og overdreven tiltro til udsættelse af smolt fra klækkerier reduceret antallet af populationer og ført til hyppige boom- og kriseår og gentagne lukninger af fiskeriet.

Voksende viden

Faggruppeleder Terje Svåsand fra Havforskningsinstituttet i Norge siger, at viden om biologisk mangfoldighed inden for arterne stiger, og at denne forskning er vigtig.

»Dette er et centralt tema ikke kun i USA. For atlantisk torsk har vi for eksempel en stor nordøstatlantisk bestand i Barentshavet og en række populationer af kysttorsk langs kysten,« siger Svåsand til forskning.no.

Der arbejdes nu på at kortlægge og publicere forskning om den genetiske mangfoldighed inden for atlantisk torsk.

»I forhold til klimaforandringer og varmere have kan man forestille sig, at forskellige populationer har forskellige miljøpræferencer og kan reagere forskelligt på klimaforandringer. Det er derfor vigtigt at tage vare på den genetiske mangfoldighed,« understreger Svåsand.

Han siger, at dette er et felt som i stigende grad tages alvorligt, og at den viden, forskerne efterhånden vil kunne fremlægge, også vil påvirke den måde, bestandene forvaltes på.

Undslupne opdrætslaks

Inden for den norske forvaltning af laks er princippet om at forvalte hver flod for sig godt rodfæstet.

I den nye norske lakselov fra 1992 blev det også fastslået, at der kun skulle bruges lokale bestande, når nye småfisk eller smolt blev sat ud.

Undslupne opdrætslaks vil imidlertid være en trussel mod den biologiske mangfoldighed i de norske laksefloder. Opdrætslaks er fremavlet med udgangspunkt i nogle få vilde populationer. Hvis de blander sig med lokale laks, vil dette betyde en ensretning eller homogenisering af bestanden.

»Vi oplever nu en truende homogenisering fra opdrætslaks. Disse ‘flugtfanger’ repræsenterer en ‘udsætning’ i stor skala af laks, som er dårligere tilpasset miljøet end den vilde laks,« siger forskningschef Kjetil Hindar fra Norsk institut for naturforskning (NINA).

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov