Forskere har fundet fossiler fra en ny art vandmand, der levede for intet mindre end 500 millioner år siden.
Selvom den måske ikke ser ud af meget, så kan den have været blandt periodens mest effektive rovdyr.
Vandmænd er en af de ældste dyregrupper i klodens historie, og det ‘nye’ eksemplar er den tidligste svømmende art af vandmænd, der nogensinde er fundet ifølge Science.org.
Det er ellers ikke nemt at tegne et billede af livet i den kambriske periode for en halv milliard år siden, især når det drejer sig om bløde dyr som gopler.
Alligevel er der enkelte steder, hvor det er muligt. Et af dem er Burgess i British Columbia, Canada, hvor periodens fossiler stadig kan findes. Muligvis takket være et stort skred af sedimenter, der begravede alt liv på sin vej.
Blandt Burgess-fossilerne har forskere fra Royal Ontario Museum (ROM) nu identificeret den hidtil ukendte art kaldet Burgessomedusa phasmiformis.
Og ikke nok med det.
Indtil for nylig mente man, at et rejeagtigt havdyr med det latinske navn Anomalocaris canadensis var øverst i fødekæden. Men det har vist sig, at dens kløer formentlig ikke kunne knække de uddøde hårde leddyr kaldet trilobitter, som levede i samme periode.
I burgessomedusa-fossilerne har forskerne til gengæld fundet hele trilobitter, hvilket tyder på, at vandmanden slugte dem råt.
Der er dog stadig mange usikkerheder om perioden, og som en af opdagelsens bagmænd, Jean-Bernard Caron fra ROM, konkluderer til Science:
»Der mangler stadig arbejde med fossilerne. Hvem ved, hvad der åd hvad?«
kv
































