Det, som i dag er Sortehavet, udgjorde engang hjertet af verdenshistoriens største sø, kaldet Paratethys, der strakte sig fra alperne i Østrig til stepperne i det centrale Kazakhstan.
Meget af Paratethys’ historie har indtil nu været tabt til fortiden, men en gruppe forskere har i et nyt studie kortlagt søens tilbliven og de kataklysmiske begivenheder, som påvirkede dens udvikling.
Paratethys blev forvandlet fra et indhav til en sø for 12 millioner år siden i den miocæne periode, efter kontinentalpladernes bevægelser afskar søen fra resten af verdenshavene.
Adskillelsen førte til fem millioner års separat evolution for dyrene, der var fanget i denne ‘nye’ sø, som var nødt til at tilpasse sig deres nye, mere begrænsede miljø.
»Søen havde usædvanligt endemisk (lokalt, red.) dyreliv, inklusive delfiner og hvaler—med nogle af de mindste i Jordens historie blandt dem,« fortæller havpattedyrsforsker Pavel Gol’din i en pressemeddelelse fra Utrecht University.
Livet trivedes i Paratethys i en overgang, da søen var på sit største og dækkede over et område på 2,8 million km2. Altså, større end Middelhavet, som er på cirka 2,5 millioner km2, skriver ScienceAlert.
Men over millioner af år forvandlede klimaet og de geologiske processer Paratethys til en våd, giftig ødemark af småsøer, og det liv, som ikke uddøde, blev sygeligt og deformt.
»Det må have været en post-apokalyptisk, forhistorisk verden, en akvatisk version af Mad Max’ ødemarker,« fortæller geolog Wout Krijgsman ifølge ScienceAlert.
Den største katastrofe var en 250.000 år lang tørkeperiode for 7,65—7,9 millioner år siden, hvor vandstanden i søen faldt med op til 250 meter.
Med tiden førte disse klimaforandringer til store ændringer i det eurasiske landskab, og efter at de sidste rester af Paratethys var drænet ud i Middelhavet, kunne landlivet nyde godt af de store græsstepper, som opstod, hvor søen engang var.
Studiet blev udgivet i tidsskriftet Scientific Reports.
cll
