Æder spækhuggere hinanden? Nye fund tyder på sjælden kannibalisme

Spækhuggere er oceanernes ubestridte toprovdyr.

De sort-hvide kæmper nedlægger alt fra blåhvaler til hvidhajer og har ingen naturlige fjender.

Men kan de store tandhvaler finde på at æde hinanden?

Hidtil har forskningen svaret nej, men nu rokker et nyt studie ved den dominerende opfattelse.

I studiet beskriver biologer opdagelsen af to afrevne rygfinner fra spækhuggere, begge med tydelige bidemærker fra andre spækhuggere.

»Vores bedste bud er, at finnerne blev flået af spækhuggerne af artsfæller fra andre grupper, der ville sætte tænderne i kødet og spækket på ryggen,« siger Olga Filatova, lektor ved Biologisk Institut på Syddansk Universitet og hovedforfatter til det nye studie, til Videnskab.dk.

Usædvanligt fund

Kannibalisme blandt spækhuggere er aldrig påvist direkte, og de indirekte beviser er yderst sparsomme.

Bortset fra de nye fund, findes kun et studie fra 1975, der beskriver to spækhuggere med rester af andre artsfæller i maven.

Af samme årsag understreger Olga Filatova, at fænomenet i givet fald er meget sjældent.

Når hun alligevel mener, at spækhuggere indimellem kan have appetit på andre spækhuggere, skyldes det flere ting.

For det første er de to rygfinner, der beskrives i det nye studie, fundet bare to kilometer fra hinanden med knap to års mellemrum på strande ved Bering Ø i det østlige Rusland.

»At to afrevne finner skyller op med så kort afstand inden for relativt kort tid er næppe en tilfældighed, men snarere et mønster,« siger Olga Filatova.

For det andet kalder hun det »usandsynligt«, at finnerne stammer fra døde dyr, som andre spækhuggere har gnavet i.

»Når spækhuggere dør, synker de hurtigt til bunds, og farvandet omkring Bering Ø er flere kilometer dybt,« siger biologen.

»Spækhuggere dykker ikke så langt ned, så det er meget mere sandsynligt, at der her er tale om spækhuggere, der har angrebet andre spækhuggere.«

Kan forklare store flokke

En yderligere brik i puslespillet handler om spækhuggernes adfærd.

Spækhuggere er nemlig ikke bare spækhuggere.

Godt nok findes der kun én art – Orcinus orca – men spækhuggere inddeles også i økotyper, altså populationer, der lever adskilt fra hinanden.

Nogle lever mange sammen, andre i mindre grupper.

Nogle spiser udelukkende fisk, andre jager pattedyr som sæler og søløver, mens andre igen primært nedlægger hajer eller hvaler.

I farvandet omkring Bering Ø i det nordlige Stillehav findes især to økotyper:

Standflokke og vandreflokke.

Standflokke lever af fisk og færdes i store grupper, der bliver sammen livet igennem og tæller flere generationer. Flokkens medlemmer holder sig konstant tæt på hinanden og forlader kun gruppen i kort tid, hvis de skal parre sig.

Vandreflokke lever i mindre grupper og jager udelukkende pattedyr. Gruppen er mindre sammentømret, og unge voksne kan godt finde på helt at forlade flokken.

Hvorfor standflokke lever i særligt store og stærke fællesskaber er stadig et åbent spørgsmål, men de afrevne rygfinner er måske en del af forklaringen.

»Vi tror, det blandt andet handler om at beskytte hinanden mod andre typer af spækhuggere,« siger Olga Filatova.

Hun og medforfatternes DNA-undersøgelser af rygfinnerne viser, at de engang sad fast på individer i standflokke. Samtidig vurderer forskerne, at tandmærkerne stammer fra medlemmer af vandreflokke.

»Det fortæller os, at vandreflokke kan finde på at dræbe og æde spækhuggere fra standflokke,« siger Olga Filatova.

»Når det sker meget sjældent, er det nok blandt andet, fordi spækhuggere i standflokke i langt de fleste tilfælde beskytter hinanden mod truslen. I virkeligheden er hovedhistorien i vores studie, at standflokkes forsvarssystem fungerer rigtig godt.«

»Virkelig interessant«

Hypotesen vækker genklang hos Mia Kronborg Nielsen, postdoc ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet, der forsker i hvaler og andre havpattedyr. Hun er ikke involveret i det nye studie, men har læst det for Videnskab.dk.

»Det er virkelig interessant, og jeg kan sagtens se for mig, at standflokkes sociale struktur fungerer som et forsvar mod fjender,« siger Mia Kronborg Nielsen, der i sin ph.d.-afhandling skrev om netop spækhuggere i standflokke, blandt andet med fokus på deres fødesøgning.

»Som det også nævnes i studiet, kendes en lignende adfærd hos langluffet grindehval, der i store grupper af nært beslægtede individer jager spækhuggere på flugt.«

Mia Kronborg Nielsen understreger dog, at det nye studie ikke er nok til at bekræfte hypotesen.

»Vi ved ikke med sikkerhed, om det er spækhuggere fra vandreflokke, der har lavet bidemærkerne. Det kan studiet ikke entydigt bevise, så i princippet kan det også være medlemmer af samme standflok, der har bidt i hinanden, uden at nogen nødvendigvis blev dræbt,« siger hun.

Olga Filatova anerkender pointen.

»Spækhuggere kan godt finde på at bide hinanden, men de bruger næppe energi på at flå rygfinnen af andre spækhuggere, medmindre der er tale om byttedyr.«

»Derimod ved vi, at spækhuggere fra vandreflokke fjerner og kasserer rygfinner fra nedlagte hvaler, da de mest består af bindevæv og ikke indeholder mange kalorier.«

Kannibaler eller ej?

Selv hvis det vitterligt er spækhuggere fra en eller flere vandreflokke, der har nedlagt og ædt to spækhuggere fra standflokke, er hverken Olga Filatova eller Mia Kronborg Nielsen sikre på, at der er tale om kannibalisme.

»Vandreflokke og standflokke er vidt forskellige,« siger Mia Kronborg Nielsen.

»De undgår som udgangspunkt hinanden, er ikke i direkte konkurrence og kommunikerer forskelligt. Derfor vil en spækhugger fra en vandreflok måske ikke opfatte en spækhugger fra en standflok som en artsfælle, men derimod som en helt anden art og måske endda et byttedyr.«

Olga Filatova er enig.

»Officielt findes der kun én art af spækhuggere, og dermed kan man sige, at der tale om kannibalisme, men i virkeligheden er de enkelte grupper så forskellige fra hinanden, at det ikke rigtig giver mening.«

Griber chancen

Tilbage står spørgsmålet om, hvorfor nogle spækhuggere fra vandreflokke måske angriber og æder artsfæller fra standflokke?

»Vi kan kun gætte,« siger Olga Filatova.

»Jeg tror, det handler om, at spækhuggere er opportunister. Hvis en vandreflok får chancen for at nedlægge en spækhugger fra en standflok, vil de formentlig gribe den.«

I dagene op til fundet af den anden skambidte rygfinne, observerede hvalforsker og medforfatter til det nye studie Sergey Fomin, hvordan flere standflok-grupper samledes i et stort møde ud for Bering Ø.

Sådanne stævner ses ind imellem hos standflokke, der mødes for, at hunner og hanner kan parre sig på tværs af familier.

Stormøderne kan brede sig over flere kvadratkilometer, og enkelte spækhuggere kan derfor være usædvanligt langt fra flokken i en time eller to.

»Det er muligt, at en af standflok-spækhuggerne blev angrebet af en vandreflok, da den var på vej tilbage til sin familie,« siger Olga Filatova.