Fotokonkurrencen The Royal Observatory Greenwich’s Insight Astronomy Photographer 2015 har nu kåret dette års vinderfoto. Billedet hedder ‘Eclipse Totality over Sassendalen’.
Det er taget i Svalbard i Norge af den franske fotograf Luc Jamet og forestiller, som du kan se i galleriet ovenfor, Månen, der skygger for Solen.
Månen danner en rund, sort cirkel, der dækker for Solens midte, mens der frem fra den sorte prik stråler sollys. Fænomenet udspiller sig i et koldt og goldt snelandskab.
»Det er et af disse her hjertestoppende, smukke skud, hvor du føler taknemmelighed over for fotografen for at dele sådan et ekstraordinært øjeblik. Den fine skive af den tildækkede sol er en perfekt silhuet på himlen, og du kan næsten mærke temperaturen, der er under nulpunktet og den kølige brise af Artkis.«
»Sneen er uberørt, som om ingen nogensinde har trådt på den. Det er et overjordisk landskab, som kunne være på en endnu uudforsket planet,« siger én af konkurrencens dommere Melanie Vandenbrouck om vinderbilledet til Space.com.
Rekordmange deltagere
Et rekordstort antal fotografer, nemlig 2.700, har i år bidraget med deres imponerende fotografier af vores galakses skønhed.
Fotograferne kommer fra 59 forskellige lande, og deres billeder er i alt blevet fordelt i 9 forskellige kategorier, som dommerne skulle tage stilling til.
I galleriet ovenfor kan du nyde synet af alt fra imponerende sky-landskaber til billeder fra det ydre rum.