Ufo fundet på bunden af Østersøen?
Svenske skattejægere har fundet et mystisk objekt på havets bund. Nogle mener, det er en forulykket flyvende tallerken. Dansk forsker hælder til en naturlig forklaring.

Der er ingen, som ved, om der er tale om en forskydning af havbunden, en gammel mine eller måske en ufo.

Men sikkert er det, at et hold svenske skattejægere, med vragleder Peter Lindberg i spidsen, har fundet et gigantisk cirkelformet objekt på bunden af Østersøen. Det skriver LiveScience.com.

Holdet befandt sig et sted midt mellem Sverige og Finland, da de pludselig stødte på noget massivt på en dybde af 87 meter.

300 meter langt spor foran objektet

Billeder og video optaget med ekkolod viste snart, at der var tale om et stort og rundt objekt på cirka 60 meter i diameter.

»Det eneste, jeg ved, er, at jeg har set noget dernede, som er massivt og hårdt. Sten, beton eller stål. Og det er helt rundt,« siger Dennis Åaberg, en af skattejægerne.

Det svenske hold af skattejægere kalder sig Ocean Explorers og har specialiseret sig i at bjærge sunkne skibe lastet med sjælden champagne. (Foto: www.oceanexplorer.se)

Men om der virkelig er tale om vraget fra en flyvende tallerken eller noget helt andet, er stadig usikkert.

»Tyskerne har været der engang, og det samme har russerne. De kan jo have dumpet noget gigantisk, selv om jeg ikke ved, hvad det skulle være,« siger Dennis Åsberg.

SE OGSÅ: Nye billeder: Ukendt objekt i Østersøen er ren X-files

Skanning udløser spekulationer

Vidste du, at

Ufoer ikke uden videre kan antages at have en rund form?

Den berømte betegnelse 'flyvende tallerken' stammer fra beskrivelsen af den først observerede ufo og er siden blevet afsløret som en rapporteringsfejl.

Billederne og videoen af objektet har sat gang i spekulationerne hos de svenske formiddagsblade og ufo-entusiaster.

Nogle foreslår, at det kan være en flyvende tallerken af ​​udenjordisk oprindelse, og at det lange spor i havbunden er blevet ribbet op, da objektet styrtede ned.

Vragleder Peter Lindberg har ikke selv nævnt noget om en eventuel udenjordisk oprindelse, men han har udtrykt spekulationer om, at der måske kan være tale om »en ny Stonehenge«.

Et naturfænomen

Jørgen Dencker er marinearkæolog på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, og han medgiver, at det er underligt at finde så stort et objekt på 87 meters dybde. Men han mener, der må være en naturlig forklaring.

»Det lyder godt nok mærkeligt. Jeg har ikke noget bud på, hvad det kunne være, men det er mest sandsynligt, at det skyldes et naturfænomen af en eller anden art,« siger Jørgen Dencker.

Man ser mange mærkelige ting i denne branche, men i mine 17-18 år som professionel vragleder, har jeg aldrig set noget lignende. At formen er helt rund, gør det her helt unikt.

Vragleder Peter Lindberg

Han har svært ved at forestille sig, at noget menneskeskabt på den størrelse skulle være endt så dybt nede under havoverfladen. Forklaringen er snarere et geologisk eller biologisk fænomen. (Se boks under artiklen.)

Glidespor kan stamme fra istiden

Den runde form er som sådan ikke usædvanligt i naturen, hvor den cirkulære form kan ses i planter eller vulkaner.

Det lange glidespor foran cirklen kan ifølge Jørgen Dencker være opstået under den sidste istid for cirka 10.000 år siden, hvor en gletcher eller et isbjerg kan have skubbet jorden op foran sig og efterladt en meget dyb revne i jorden.

»Hvis den har været meget dyb, kan den slags godt være længe om at blive udjævnet,« siger han.

Mysterium eller moder natur?

Det er ikke første gang, objekter på havets bund er blevet genstand for spekulationer om noget mystisk.

Et andet nyt eksempel er de uforklarlige sorte cirkler, som tidligere på sommeren kunne ses af besøgende ud for Møns Klint. Cirklerne målte en halv snes meter i diameter, og ét sted dannede de tilsyneladende tallet 800.

Geocenter Møns Klint havde i begyndelsen ikke nogen forklaring på fænomenet, men efter at have sendt et hold dykkere ud for at foretage en inspektion, viste det sig, at cirklerne bestod af ålegræs.

Forskerne har dog stadig ingen forklaring på, hvad der får ålegræsset til at vokse i cirkler.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs nyt om fusionsenergi, som DTU med forsøgsreaktoren på billedet nedenfor - en såkaldt tokamak - nu er kommet lidt nærmere.